En kvinde mister mand og barn ved et terrorangreb under en fodboldkamp. Mens hendes liv går fuldstændig i spåner, brygger hun på et brev til Osama Bin Laden.
af Gert Poder
Hun stod ikke forrest i køen, da der blev uddelt hjerner. Hendes mors kæreste pillede mødommen af hende, da hun var 14 år. Siden har hun brugt sex som et middel til at klare sig i livet. Det dulmer nerverne, som hun siger.
En dag sender hun »sine drenge«, ægtemanden som er bombeekspert, og den femårige søn til årets fodboldkamp i Parken. Selv ser hun kampen på tv’et hjemme hos sin elsker, der støder den i bund, hver gang FCK spiller en god aflevering.
Så springer bomben.
Kaos og fortvivlelse
Da den unge skuespiller Maria Rich faldt over den engelske forfatter Chris Cleaves roman Incendairy, blev hun tryllebundet. Hun kontakte forfatteren og fik hendes tilladelse til at omskrive bogen til danske forhold.
Det er blevet til Kære Osama, en personlig beretning, skrevet af Maria Rich selv, og opført med godes venners og diverse fondes hjælp på Teater Får302 i Toldbodgade.
I monologform fortæller hun historien om, hvordan en kvindes hverdag ændrer sig, fordi nogen træffer storpolitiske beslutninger og andre udfører dem. Om en verden, der forandrer sig under terrorens åg – et liv med frygt og spærretid, for dette er krig.
Fortvivlet, isoleret, ensom forsøger den efterladte kvinde at forstå, hvad der er foregået omkring hende i det år, der er gået siden tragedien.
I tankerne skriver hun et brev til Osama bin Laden som han kan læse dér i sin hule i Bora-bjergene, mens får og geder bræger idyllisk.
Til ham letter hun sit hjerte, blotter sin vansirede sjæl, beretter om de mennesker, der er blevet en del af hendes hverdag efter tragedien, om sønnen der lever – i hende.
Klog er hun ikke, men hun er heller ikke dum, den efterladte kvinde. Midt i kaos genskaber og gennemskuer hun, hvad der skete, og hvorfor hendes omgivelser handler som de gør.
Fornem præstation
Monologteater er en af de absolutte lakmusprøver på de skrå brædder. Kære Osama varer 80 minutter, og det er lang tid mutters alene at fastholde et publikums opmærksomhed i Får302’s klaustrofobiske scenerum.
Det lykkes til fulde, i kraft af Maria Richs fysiske spil – en kvindes stærke kropslige nærvær, der sammen med mimikken, hverdagssproget og en stram styret brug af lyd og lys folder tragedien ud.
Sammen med sønnens efterladte teddybjørn og krigslegetøj, tomme og fyldte sprutflasker og tarvelige, defekte møbler udlever hun sit ensomme undergrundsliv.
Fra sin kælder kæmper hun mod sorgen, tabet og de indre dæmoner, lukker lyset ind, krænger sjælen ud og kommer videre – måske.
Kære Osama, Teater Får302, instruktion Thomas Corneliussen, manuskript Maria Rich, til 12. juni, søndag lukket
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
