»rødt og grønt« er et civilisationskritisk stykke om vestens bistands-arbejde i ulandene. Den politiske vinkel eksisterer desværre ikke.
Den flere gange prisbelønnede forfatter, Astrid Saalbach, har kastet sig over det særdeles relevante og påtrængende problemkompleks, at lave en forestilling, som belyser den vestlige – og især den imperialistiske verdens – måde at håndtere bistands- og nødhjælpsarbejde på.
Det er det, nogen kalder »godhedsindustrien«.
Vi følger i Rødt og Grønt tre kvinder, to mænd og deres ‘indfødte’ tjenestefolk.
De fem hovedpersoner er udstationeret som bistandsarbejdere. Man oplever dem kun i deres fritid – det vil sige med deres overfladiske snak, deres fornøjelser, sport og libido.
Tjenestefolkene siger ikke et ord. Det kan tolkes, som var de en umælende underklasse. Men det er ikke tilfældet. De optræder tværtimod mere værdigt end den ‘hvide’ race.
Handlingen er fastfrosset og bliver båret frem af replikskiftet, som afdækker de agerende som degenererede.
Kernen
Der er to højdepunkter, som er værd at fremhæve, fordi de rammer lige ind i imperialismens kerne.
I første akt opfordrer en af kvinderne til sex med en mandlig kollega, men føler sig afvist og frustreret. Så erklærer hun teatralsk sin kærlighed til tjenestepigen, og forærer den overrumplede pige en ring. Kort efter fortryder hun, forlanger ringen tilbage og beskylder pigen for tyveri. Det vil sige, at hun både tager gaven tilbage og nedværdiger hende i èn handling.
I anden akt er der et sandt mesterstykke i replikkunst.
Den unge kvindelige medarbejder, som endnu har idealerne i behold og tror, man kan hjælpe, oplever en massakre på lokalbefolkningen, og der er et døende barn blandt ofrene.
Den unge kvinde tager en kniv og skærer halsen over på det døende barn med ordene, »Det er den eneste måde, jeg kan hjælpe hende på«.
Det er et kunstnerisk højdepunkt.
Disse to handlinger går så dybt i stykkets materie, at de udgør selve den kunstneriske nerve. Det er dybtgående, men ikke dybt nok.
Scenografien er ensemblekunst i højeste format. Iscenesættelsen ved Søren Iversen, lyd og lysdesign ved Bjarne Olsen og ikke mindst scenografi og kostumedesign af Birgitte Mellentin hæver den kunstneriske oplevelse til en sand fryd.
Det virker iblandt som om skuespillerne flyver over scenegulvet som farvestrålende sommerfugle. Det kan ikke beskrives – det skal opleves!
Vinkel mangler
Den politiske vinkel eksisterer desværre ikke, det samlende udsagn, kunstens sande kerne, mangler.
Forfatteren Astrid Saalbach har udtalt, at hun prøver at registrere og at sanse.
Derved skaber hun ikke grobund for udsagnet, hvilket er nødvendigt, for at vi som modtagere kan konkludere på det.
Enhver kultur udspringer af samfundsudviklingen. Ved at forbigå den, svæver det kunstneriske udtryk frit uden rødder. Kunsten bliver herved kun en æstetisk nydelse, så man tager ikke så meget med sig fra teateret, som man kunne ønske.
Bemærk, at denne opførelse er sponsoreret af blandt andet tre pengeinstitutter.
Hvis kunstneren havde rettet kritikken mod kapitalens kerneområde, som er den grundlæggende årsag i denne civilisationskritik, kan det tænkes, sponsorerne ville trække sig.
Det er den symbiose, der er opstået ved sammenblandingen af kunst og kapital – dybt beklageligt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
