De gik ikke om bord på en luksusliner. På færgen var hverken bad eller toilet.
Alle vidste båden kunne synke.
De sejlede ikke ind i et isbjerg. De sejlede ind i en storm.
På flugt fra krig, fattigdom og forfølgelse.
150 mennesker omkom.
Tid og sted: Middelhavet. April 2011.
De næste sejlede heller ikke ind i et isbjerg.
Tid og sted: Middelhavet. Maj 2011.
Heller ikke NATO-båden i nærheden kom de 72 bådflygtninge i havsnød til undsætning.
61 mennesker døde af sult og tørst under de mange dage på havet.
Da båden endelig drev i land var det på Libyens kyst.
De 11 overlevende blev smidt i daværende Gadaffis fængsel.
Middelhavet. August 2011:
25 mænd omkom om bord.
Stuvet sammen i skibets maskinrum.
De døde af iltmangel.
Antallet af forliste i Middelhavet kendes ikke.
Antallet af druknede flygtninge på Middelhavets bund kendes ikke.
Andre kom længere end til Middelhavet.
Nogle af dem i en af Maersks containerbåde.
Når de blev fundet og afsløret i deres skjul,
fandt de hos hr. Møller ingen nåde.
Ære være hans minde?
I Nordatlanten sejler et luksusskib til minde om Titanics forlis.
Passagererne har mad. Vand. Champagne. Skibsorkester.
Og mæsker sig i tragedien.
I mindet om luksuslineren Titanic. De overlevende. De druknede.
I Middelhavet sættes stadig flere flådestyrker ind og sørger for,
at flere flygtninge holdes tilbage i lande,
hvor de udsættes for tortur.
Dør i slaveri – krig – sult.
Eller ender på Middelhavets bund.
Hvorfor ikke mindes dem?
Mona Ljungberg, Støttekredsen for Flygtninge i Fare (www.stoettekredsen.dk)
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278