Thomas Bobergs femte digtsamling er et tiltrængt litterært eksperiment på en dansk lyrisk scene, som ellers mangler samfunds-kritiske budskaber.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/11a-bog-Thomas_Boberg.114.jpg)
af Klaus Haase
Et brutalt samfund styres med hård hånd. I dette klaustrofobiske mareridtsterritorium hader man kultur, forbyder bøger og undertrykker befolkningen. Der trøstedrikkes, og man spiser sten. Håbløsheden griber om sig.
Der er absolut ingen lykkelig ende i denne siencefictionagtige beskrivelse, som lyrikeren og rejsebogsforfatteren Thomas Boberg beskriver i bogen Hesteæderne.
En grotesk figur på forsiden understreger bogens dysterhed. Tegnet i sort streg på gul baggrund: Man ser et deformt væsen med hestehoved og menneskeansigt som hale. Menneskehovedet æder af hesten. Stemningen er lagt.
Boberg er stærk til symbolske billeder i sin beskrivelse af et dekadent samfund i opløsning. En vis konsul og dennes håndlangere tyranniserer samfundet. Anstændige mennesker er jaget vildt. Der er mange forbud og ekstrem samfundskontrol i mareridtsuniverset. Seksuelle udskejelser og desperat kærlighed.
Udtryksformen er en blanding af prosadigte og digte. Bogen kan læses enkeltvis som digte, skrevet i et flot, råt og fascinerende sprog, såvel som en sammenhængende historie.
Samtidig udspiller der sig en handling omkring omtalte konsuls rædselsregimente, der foruden undertrykkelse og had til kulturen også indbefatter handel med udenlandske kvinder.
De handlede kvinder ender på et flydende bordel på havnen. Såkaldte hestepiskere erobrer magten på gadeplan, som en anden slags nazistiske gadebøller af dem, Goebbels slap løs under Hitler.
Det er Thomas Bobergs femtende digtsamling. Han er en såvel kontroversiel som anerkendt digter, der har fået flere litterære priser. Foruden sine digte, har Boberg sat rejsebøger og vandrehistorier på den litterære scene.
Ind imellem kan Boberg indimellem forekomme temmelig kryptisk og indforstået. Det anbefales at læse bogen flere gange, samtidig med at man læser indenom. Det forstærker også oplevelsen af det flotte sprog, som forfatteren behersker til fulde.
Bobergs bog kan betragtes som et interessant eksperiment. Desuden kan den siges at være tiltrængt et tiltrængt litterært eksperiment på den danske lyriske scene, hvor samfundskritiske budskaber er alt for sjældent forekommende for øjeblikket.
Thomas Boberg:Hesteæderne. Digte. Illustrationer Peter Lautrup. 104 sider. 199 kr. Gyldendal.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278