Venner! Danmark er i krise!

Mønstring, alle mand på dæk!

Hvis vi ikke skal forlise,

må vi spare noget væk.

 

Mine stakkels penge flyder

i en lind og stadig bæk

ud til folk, som intet yder.

Giv dem sparket! Spar dem væk!

 

Svømmepølen må jeg savne

bag ved min ligusterhæk.

Hvad skal høje skatter gavne?

Sæt dem ned – nej spar dem væk!

 

Vi har faktisk sagt det længe,

for det er jo klart som blæk:

Folk, som ikke selv har penge,

de må sulte. Spar dem væk!

 

Vi kan ikke risikere,

pengekassen springer læk.

Folk vil altid have mere.

Bare glem det. Spar dem væk!

 

Hvad skal vi med børn og unge?

Bare drukn dem i en sæk!

Syge folk med kun én lunge

gavner ingen. Spar dem væk!

 

Se nu bare den iraner

– ih hvor er han altså fræk –

og hvad skal en pakistaner

her i landet? Spar ham væk!

 

Han er sikkert blot en taber.

Danskeren er stærk og kæk,

andre folk er bare aber.

Send dem hjem og spar dem væk!

 

Fattigfolk vil bare nasse,

for de rige er en skræk,

tabere, man burde gasse.

Giv dem kniven! Spar dem væk!

 

Det er bare narkomaner,

der går rundt og laver bræk,

kræver ind i lange baner,

yder intet. Spar dem væk!

 

Vi må spare! Vi må fyre!

Ellers får vi overtræk.

Mennesker er alt for dyre.

Ud med rosset – spar dem væk!

 

Erwin Neutzsky-Wulff