Det er så autentisk, så det skriger til himlen. Træskabene, de kedelige stole og lakerede træborde. Selv lugten af æggemadder og rødvinssjatter stiger op fra Teater Grobs lærerværelse.
Den udskældte danske Folkeskole står for skud i Anna Bros Børn er dumme. Med lige dele brutalitet og glimt i øjet spiller hun de forskellige lærere ud mod hinanden og blotlægger deres personlige fobier.
Men stykket er også en analyse af udviklingen fra sort skole til demokratisk arbejdsplads. Især den romantiske forestilling om, at "den gamle" folkeskole var meget bedre, står for fald.
- Vi var bange, når vi gik i skole. Bange for fysisk og psykisk vold, husker skolens dansklærer, den elskelige og snusfornuftige Sigrid. Efter 40 år i skudlinjen ved hun, hvor skoen trykker.
Vi er til møde i "jubilæumsudvalget", der planlægger skolens kommende store mærkedag. Men det, der skulle samle lærere, elever og forældre omkring en smuk, fælles oplevelse, forvandler sig til en benhård magtkamp.
Den erfarne dansklærer, den frustrerede matematiklærer, den lalleglade musiklærer, den desperate skoleleder og den nyuddannede indvandrer - alle kæmper hver især med de umenneskelige vilkår, som spareivrige politikere og egoistiske forældre kan tilbyde.
- Børn er dumme, snerrer matematiklæreren og drømmer om at erstatte det forestående nervesammenbrud med en beskyttet stilling på skolens kontor.
- Det, du giver udtryk for er, at arbejdet med at uddanne fremtidens voksne er fyldt med forhindringer, retter den desperate skoleleder hende.
Selv tænker han mest på den forestående lukning af den lille kravlegård. Dødsdommen er afsagt, fordi han bruger langt flere penge på sine elever end kommunens øvrige folkeskoler.
I Madeleine Røn Juuls klare instruktion og Manfred Blaimauers autentiske scenografi folder garvede kræfter som Kirsten Lehfeldt, Sarah Boberg og Per Scheel-Krüger sig lystigt ud, flot fulgt til dørs af de to unge, Simon Stenspil og Özlem Saglanmark.
Stykkets handling er blevet til i dialog med en gruppe folkeskolelærere. Det tilfører Børn er dumme sin utrolige autencitet, der fastholder og fascinerer.
Eventuelle forældre blandt publikum risikerer endda at blive klogere på, hvilken slags skole deres børn går i.