I fremtidens post-apokalyptiske og radioaktive ødemark har de overlevende beboere på USA’s østkyst samlet sig i een kæmpe by: Mega City One. Den strækker sig fra Boston til Washington DC, er omgivet af enorme mure og huser mere end 800 millioner mennesker.

I den enorme by hersker et lovløst anarki. Det eneste lys i mørket er det halv-fascistiske Justice Department (justitsministerie), hvis Judges (dommere) hver især er betjent, dommer, jury og bøddel i een. De har autoritet til at dømme forbrydere og eksekvere dommen på stedet. Og den mest bad ass af dem alle er Judge Dredd (Karl Urban).

Han får en ny opgave: at evaluere nybegynderen Cassandra Anderson (Olivia Thirlby) på hendes første dag. Hun er forældreløs og kommer fra slummen, men en opvækst tæt på murene ud til den radioaktive ødemark har gjort hende til en mutant og givet hende synske kræfter.

De to fanges sammen i et voldsorgie af dimensioner, da de kaldes ud på opgave i en af byens 200-etagers megahuse med mere end 70.000 indbyggere. Her styrer den nådesløse Ma-Ma (Lena Headey) og hendes bande slummen, og de to dommere må kæmpe sig fra bunden og til tops i højhuset.

At sige, at Dredd er voldelig, er ikke at afsløre for meget. Filmen bygger på John Wagner og Carlos Ezquerras legendariske tegneserie 2000AD, som blev udgivet første gang i 1977.

Den er før blevet filmatiseret med Sylvester Stallone i hovedrollen (Judge Dredd, 1995), men hvor den sidste filmatisering endte i en halv-komisk B-film er det her de tunge skyts, der er rullet frem.

Filmen er på een gang afskyvækkende – Mega City One er et modbydeligt sted, og the Justice Departments metoder alt andet end behagelige – og tildragende: fremragende skruet sammen med en blodig og betagende mørk og hærget æstetik samt hæsblæsende actionsekvenser.

Og den bliver kun bedre i 3D, noget jeg ellers aldrig havde troet, jeg skulle sige om en film!

Hvor 1996-filmatiseringen var sat i en næsten parodisk sci-fi verden spiller Dredd på tegneseriens oprindelige præmis: at den foregår i år 2000, som det ville have set ud, hvis der imellemtiden havde været en atomkrig.

Ganske vist findes der her ting, som ikke findes i vores virkelige verden. Men de findes blandt hærgede Volkswagens, slummede boligkaréer á la Harlem og en tidssvarende tøjmode. Det giver et nærvær, der er de fleste action-film ulig.

Og så gør det heller ikke noget, at Karl Urban er så fucking bad ass som Dredd!