Drømte mig en drøm er historien om den kejtede, følsomme, sammensatte og begavede Charlotte, som først blev en fremstormende ny digtergenerations kvindelige frontfigur og senere de svages og udstødtes fortaler igennem et langt og produktivt forfatterliv, som omfatter over 50 bøger, film og radio.
Charlotte Strandgaard blev født i 1943 i en akademisk og konservativ familien med højt til loftet, og ordene ”du må ikke blive en snobbet egoist, som kun tænker på sig selv… hvert menneske er et enestående individ”.
Faderen var den kendte forfatter, litteraturprofessor og kritiker Jens Kruuse og moderen oversætteren Annabeth Knudsen.
Hun voksede op på Askov højskole, men efter storebroderens tragiske død i 1948 flyttede familien til Aarhus. Her begyndte hun i mellemskolen på Aarhus Katedralskole, hvor lærerne havde lavet Danmarks første sit-down, da en atomdreven ubåd lagde til i havnen.
Efter mellemskolen kom hun i gymnasiet. Trods glæde ved gymnasiet havde hun sine problemer og flirtede i et par år med katolicismen. Det blev dog ved flirten.
I lære som kvinde
Efter studentereksamen i 1960 trodsede Charlotte sin elskede far, fordi hun ”ville på husholdningsskole og blive en rigtig kvinde”.
Hun kom på Suhrs husholdningsskole i København, som var et sted for borgerskabets døtre, der skulle oplæres til kommende gode hustruer. Som et kompromis med faderen lovede hun at gå til forelæsninger i filosofikum, en eksamen alle studerende på de to universiteter (Aarhus og København, Bn) i Danmark skulle tage. Hun bestod med ug.
I 1962 skiftede hun til bibliotekuddannelsen og blev forlovet med den etnografistuderende Ole Strandgaard, som hun gik atommarcher sammen med. De opfattede sig som kommunister og levede som bohemer og frie fugle.
Så blev hun gravid og de blev gift på rådhuset. Charlotte kaldte sig nu Strandgaard til efternavn. I 1963 fik de sønnen Hans og flyttede til Trøjborg i Aarhus. Her forsøgte de at få Hans døbt, trods de ikke kunne love at opdrage ham i den kristne tro, men garanterede præsten, at det ville bedsteforældrene. Præsten afslog, og hun meldte sig ud af folkekirken.
Det røde kabinet
Charlotte Strandgaard får fast ansættelse på statsbiblioteket, mens Ole læser. og lille Hans kommer i dagpleje. Parret abonnerer på babytøj vask og får hjælpepakken, en brugt barnevogn, nye tøjbleer og mælkemærker fra Mødrehjælpen. De frie fugle var knap så frie.
Hun bliver kontaktet af forfatteren Vagn Steen og møder digteren Kristen Bjørnkær med den konsekvens, at hun i 1965 debuterer med den minimalistiske digtsamling "Katalog".
Året efter jubler parret over, at Danmarks første og eneste 'røde flertal' er en realitet og er overbeviste om, at ”kapitalismen ikke længere skulle udnytte folket!”
Fra SF til VS
Det røde kabinet døde akkurat som parret Strandgaards ægteskab, der opløstes i 1969, hvorefter hun flyttede til København og levede som alenemor i en årrække.
Hun var medlem af SF, da Venstresocialisterne brød ud i 1967. Hun fulgte med og blev på et tidspunkt dets folketingskandidat.
Som medlem af SF var hun blevet dets repræsentant i det daværende børneværn og betrådte her nye stier i forhold til sin opvækst. Hun mødte mennesker, der var udstødte, sårede og i dyb nød, noget der kom til at præge hendes arbejde fremover.
Da Charlotte Strandgaard havde fået udgivet fire digtsamlinger, modtog hun statens kunstfonds produktionsstøtte og besluttede sig for at blive fuldtidsforfatter.
Da flere af kollegaerne ikke kunne blive medlemmer af Dansk Forfatterforening, var hun med til at stifte Forfatterforbundet. Hun fik desuden kunstfondens treårige legat og dermed arbejdsro.
Kommunard
Da hun sammen med filmmanden Franz Ernst, forfatterne Hans-Jørgen Nielsen og Tania Ørum og filmmanden og cykeleksperten Jørgen Leth fejrede legatet, blev de, over højrebet og under indtagelse af cannabis og vin, enige om at besætte filmskolen og gøre noget ved ”filmindustriens kapitalistiske lortefilm”. Det lykkedes og de fik tilnavnet "Kommunarderne".
Charlotte Strandgaard startede med at arbejde med narkomaner, blandt andet sammen med Tine Bryld, og skrev bogen ”Herinde”.
Derefter begyndte hun og Ernst på filmprojektet ”Angående Lone” om en piges problemer med abort. Filmen fik musik af den nye gruppe Gasolin og blev kaldt "den bedste danske film i mange år".
Herefter var vejen banet til radiomontager og tv. Hun blev ansat af Børne- og Ungdomsafdelingen i DR og blev dermed en ’rød lejesvend’ i det borgerlige Danmarks øjne.
Kvindebevægelse
Bogen har mange fine beskrivelser af kvindebevægelsen, hvor slagordene var ”Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp” samt ”Det private er politisk” og konkluderer, at kvinder er ”de eneste slaver, der lever sammen med deres ejere”. Sådan!
I 1973 fik Strandgaard en depression, og ”gik aldrig nogen steder uden ekstra forsyning af angstdæmpende piller”. Samme år udkom hendes bog ”Gade op og gade ned” om kvinder, der misbrugte netop den slags.
Det er en personlig beretning, som er fuld af Charlotte Strandgaards kærlighed til barndomshjemmet og forældrene, hendes nysgerrighed og virkelyst inden for de kulturelle og politiske miljøer i 60’erne og 70’erne.
Gribende er kapitlerne om forældrenes skilmisse og faderens sygdom og død i 1978.
Tiden som ung forfatter i kredsen omkring fremstormende digtere som Hans-Jørgen Nielsen, Kristen Bjørnkjær, Vagn Lundbye og Jørgen Leth tegnes som en vild og morsom tid.
Strandgaard er en vidunderlig fortæller med smukke, reflekterende stemningsbilleder fra en tid, hvor tingene udviklede sig hurtigt og på mange felter var revolutionerende.
Der er meget at lære om venstrefløjen og kulturmiljøet i 60’erne og i starten af 70’erne men især om kvinder og nærhed. Strandgaard har, ud over at leve sit liv, formået at iagttage og reflektere på omgivelserne, således at læseren bliver klogere.