Her til efteråret skal Folketinget vedtage en ny lov om Politiets Efterretningstjeneste, PET, herunder hvordan der skal føres tilsyn med efterretningstjenesten. Det gør den norske forfatter og kommunist Jon Michelets bog "Min sag – en beretning om ulovlig politisk overvågning" til et yderst aktuelt og konkret indspark i debatten, trods den er norsk.

Bogen er en dokumentarisk beretning baseret på dokumenter fra det norske Politiets Overvågningstjeneste, POT, der svarer til det danske PET.

Hvor Michelet ser sig selv som en, der ønsker at "opbygge et nyt og bedre samfund", ser overvågerne ham som en "farlig samfundsnedbryder, et destruktivt element, en urostifter, en public enemy". Fjende.

Michelet, der var tilknyttet det norske kommunistparti, APK-ml, i dag partiet Rødt, og i perioden 1997-2002 redaktør på dagbladet Klassekampen, blev i 1970’erne i fire et halvt årsystematisk telefonaflyttet, hans rejser blev overvåget og hans privatliv blev nidkært registreret af efterretningstjenesten.

Det er noget, der er værd at huske, når man nogle gange trækker på smilebåndet over ml-bevægelsens brug af dæknavne på diverse sommerlejre og kurser.

Forlag og avis overvåget

Det var ikke kun Michelet, men også partiets forlag Oktober, som udgav bøger og drev boghandler, og avisen Klassekampen der systematisk blev overvåget. Det skete på trods af, at der lige som i Danmark var forbud mod overvågning af lovlig politisk virksomhed.

Overvågningen var baseret på paragraf 97a, der omhandler "personer, der modtager økonomisk støtte fra fremmede magter til politisk arbejde i Norge". Noget hverken Michelet eller partiet modtog.

Begrundelsen for overvågningen var, at AKP-ml gik ind for væbnet revolution, hvorfor det undrer Michelet, at såvel partiet som Klassekampen fik millioner i statsstøtte!

Michelet gennemgår veloplagt indholdet af den mappe, som den norske efterretningstjeneste oprettede på ham, og som han fik tilsendt, da det norske Storting gjorde det muligt for de ulovligt overvågede at få udleveret kopier af deres sagsmapper.

Han føler, at hans sagsmappe på 82 dokumenter, i alt 184 sider, "giver et indblik i overvågningens mekanik og dynamik, som er spændende", hvilket han har ret i.

På genial vis bruger Michelet sin sagsmappe som et skelet til at afsløre løgn på løgn, så man skiftes til at undres, grine og ryste på hovedet over overvågningens karakter og omfang. Samtidig får han på denne måde også fortalt sin livshistorie og historien om venstrefløjens udvikling i årene fra 1969 og frem. Spændende.

Efterskrift af Preben Wilhjelm

I et sobert og nøgternt efterskrift sammenligner danske Preben Wilhjelm det norske og danske parlaments håndtering af ulovlige politiske overvågninger.

Wilhjelm belyser de vidt forskellige konsekvenser, der foreløbigt er draget af de undersøgelser, som er foretaget i de to lande og når frem til, at Michelets sag ikke "kunne være blevet til i Danmark. Ikke fordi der ikke er helt tilsvarende historier at fortælle. Ikke fordi det er mindre relevant. Heller ikke fordi der er mindre behov for at tage ved lære af historien – tværtimod".

Videre skriver Preben Vilhjelm:

"Forskellen er alene, at da efterretningstjenestens underminering af demokratiet og overskridelse af sine beføjelser kom for en dag, så var der i den norske regering og Stortinget et ønske og en vilje til at rydde op, drage konsekvenser og tage ved lære, mens der i den danske regering og Folketinget kun modstræbende og halvhjertet var tilslutning til at få forholdene undersøgt, men under ingen omstændigheder ønske om at tage ved lære, og sidst af alt ønske om at drage konsekvenser".

Erstatning

I Norge har 4000 fået udleveret deres mappe hos POT. 774 har søgt erstatning og 379 modtaget i snit 30.000 kroner. I Danmark har ingen af de adskillige tusinde, der er registreret alene på grundlag af lovlig politisk virke, ifølge Preben Vilhjelm fået adgang til PET's materiale om dem, endsige modtaget erstatning.

Michelets bog findes som dokumentarisk litteratur ikke bedre. Han er, som i sine romaner, en vidunderlig fortæller med glimt i øjet, da der forekommer elementer af slapstick-humor og det gladeste vanvid.

Hans konklusion er, at den vigtigste lære, man kan drage, er, at domstolen må repræsentere en uafhængig og kritisk instans i forhold til det, som i dag kaldes Politiets Sikkerhedstjeneste, og aldrig blot fungere som et lydigt redskab for overvågerne.

Michelet fik tilkendt sølle 80.000 norske kroner i erstatning.