Enhedslistens skatteordfører, Frank Aaen glæder sig over, at de multinationales skatteoplysninger nu kommer på nettet.
Han har i årevis kæmpet for at sætte fokus på de multinationale selskaber, som år efter år høster millionomsætninger i Danmark, men betaler meget lidt eller intet i skat.
- Jeg har studeret mange regnskaber. Nogle af firmaerne skriver åbentlyst, at de har betalt nul kroner i skat. Andre selskaber skriver meget store tal for, hvad de betaler i skat. Men det tal er forkert. For det kan godt være, at de betaler skat, men det er bare ikke i Danmark, siger Frank Aaen til Arbejderen.
Det er en væsentlig delsejr for Enhedslistens arbejde, at en ny lov fra næste måned pålægger de multinationale selskaber at offentliggøre deres omsætning og skattepligt i Danmark. Frank Aaen kalder det nye register for et "stort skridt i den rigtige retning". - Der er ingen tvivl om, at det giver større åbenhed at få dem til at lægge de lister frem med de reelle tal for, hvor meget de skal betale i skat herhjemme, siger han. Han håber på, at det kan betyde flere penge i statskassen, at danskerne nu direkte kan kigge de multinationale bedre i kortene. Men hvis det for alvor skal virke skal lovgivningen sikre, at firmaerne ikke bare uden videre kan flytte deres overskud væk fra Danmark og til skattelylande ved at købe og sælge varer internt i koncernerne, mener skatteordføreren.
- Man kan jo godt undre sig over, at selskaber befinder sig mere end 20 år i Danmark uden at tjene penge. På handelshøjskolen vil man ret hurtigt få at vide, at selskaber, der ikke tjener penge i så lang tid hurtigt vil lukke. Men alligevel har de multinationale af en eller anden grund opretholdt sit salgsapparat og reklameret for produkterne for at sælge dem her i Danmark, selv om det tilsyneladende ikke giver overskud. Mon ikke bestræbelserne et eller andet sted i koncernen giver overskud? Jeg vil tro det. Men det er jo det, vi måske med den her lovgivning har nogle muligheder for at finde ud af, fortæller Frank Aaen til Arbejderen.
- Q8 nåede op på 22 år uden at betale skat. Det vil faktisk sige alle de år, selskabet overhovedet har været her i landet. De indrømmer, at det kommer de nok heller ikke til lige med det samme, men regner med at komme til det engang. Jeg glæder mig til at se, hvor lang årrækken bliver, inden de overhovedet kommer til at betale en krone i skat, men det kan være, at det her forslag hjælper dem, for jeg tror, de har brug for lidt hjælp, siger Frank Aaen til Arbejderen.
Erfaringerne viser, at det kan lykkes at få multinationale til at bidrage til fællesskabet ved at skabe åbenhed om deres skatteindbetalinger - eller mangel på samme: Efter at Enhedslisten satte fokus på at McDonalds ikke havde betalt skat i Danmark i flere år fandt burgerkæden pludselig ud af, at det måske var en god idé at betale skat. De lavede oven i købet en modregning flere år baglæns, sådan at det var et relativt stort millionbeløb. De gik altså fra nul kroner til at betale et relativt stort millionbeløb.
- Det siger lidt om, at det med åbenhed måske slet ikke er så dårligt. Jeg tror, åbenheden har en god, opdragende virkning på selskaberne så vi kan sikre, at den indtægt, de har, bliver beskattet i det land, hvor indtjeningen er.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278