Eik Skaløe fra den legendariske hippiegruppe Steppeulvene døde under mystiske omstændigheder i Indien i 1968, blot 25 år gammel.

Han skrev i alt otte sange til gruppens album "Hip", som er et af dansk rockmusiks bedste og mest originale albums, inden han døde. Det gjorde ham til en myte og et hippieikon. 

Forfatteren Jan Poulsen har sat sig for at finde alt frem om myten Skaløe. Hvem var han? Hvor kom han fra? Hvorfor skrev han, som han gjorde? Og hvad lavede han, når han ikke var steppeulv?

Efter et par års research, læsning af breve som Skaløe sendte hjem fra sine mange rejser og fængselsophold, notesbøger og interviews med over 100 personer, er det resulteret i en gennemarbejdet og detaljeret biografi.

Dele er kendt før fra ekskæresten Iben Nagel Rasmussens smukke bog "Breve til en veninde", men Poulsen bidrager med meget nyt og spændende. Skaløe var et barn af tiden, og bogen beskriver fint de drømme og længsler, som ungdomsoprøret og især "blomsterbørnene" rendte rundt med.

Bogen tegner, som Øvig Knudsens "Hippie 2", et dystert billede af et miljø præget af stoffer. Skaløe var hurtigt på stoffer og begik apotek indbrud for at få fat på dem. Lp’en "Hip", der indeholder dejlige klassikere som "Dunhammeraften", "Itsi-Bitsi" og "Lykkens Pamfil", er indspillet på stoffer.

Men Skaløe var mere end narkoman. Han var et søgende, drømmende og livsnydende menneske med kunstneriske talenter. Han skrev ud over sine sangtekster, noveller, en roman "Bien", der aldrig blev udgivet, masser af breve og tegninger.

Skaløe var ikke den "Lykkens Pamfil", som han skrev om med vennen Stig Møller. Dertil var der for mange mørke sider i hans liv. 

Det er en dejlig, detaljeret og smuk biografi, Poulsen har skrevet om myten og den autentiske Eik Skaløe. Den vil bidrage til at forstå den sammensatte og sårbare kunstner, der allerede er udødeliggjort i dansk rockmusik.