Kan et teaterrum være medspiller i stedet for kulisse? Hvad sker der, når skuespillerne kun kender deres roller og rummet, men ikke kender stykkets tekst?

"Den der hvisker lyver" hedder dansk performancekunsts sprudlende ildkraft Kirsten Dehlholms nye stykke i Hotel Pro Forma. Det er hendes første iscenesættelse af en psykologisk fortælling, og den finder sted hos det grænsesøgende Teater Republique, hvor det dynamiske performance ensemble er husgruppe.

Det der med lange tekster har ellers ikke været Kirsten Dehlholms boldgade. Som kunstnerisk leder af Hotel Pro Forma har hun mest gjort det i forestillinger med vild gang i den: Musik, billedkunst, arkitektur - altid med en naturhistorisk tilgang. Det gav Reumertprisen 2012 som årets scenograf for forestillingen "War Sum Up".

Det unge dramatiker-talent Astrid Øye har skrevet "Den der hvisker lyver" specielt til Hotel Pro Forma. Det handler om løgnen, der lever sit eget liv, vokser bort fra fantasien og bliver overtaget af omgivelserne.

Otto (Nils P. Munk) har mødt sit livs kærlighed. Og det starter godt. De er godt i sync:

"Hvorfor vente længere? Hun er den, jeg elsker. Hun er mere mig, end jeg selv er", erkender han i stykkets indledning.

Desværre viser det sig, at den elskede Jenny (Rikke Lylloff) er ingenting. Eller rettere, hun er et navn i en dødsannonce. Det betyder ikke nødvendigvis, at hun er død, tværtimod. Blot at Kvinden (Sarah Boberg), der bestyrer Kapellet, efterlyser pårørende til hende som til så mange andre, der dør ensomme i København.

Ottos besættelse af den tilsyneladende døde Jenny tænder hans gamle flamme (Özlem Saglamak) til stor irritation for hendes nye, dobbeltdyret Kongen (Pelle Nordhøj Kann & Rasmus Hougaard). Samtidig går stykket fra lys til mørke. Midt i det hele forsvinder lyset, alt bliver selvlysende, nærvær bliver afstand, isolation bliver samvær.

"Den der hvisker lyver" er den slags møghamrende irriterende scenekunst, som man enten skal analysere ihjel eller bare lade som om man forstår.

 "Teksten balancerer underfundigt mellem humor og faglighed, og ingenting skal tages for pålydende. Men tragisk, det er det", skriver Kirsten Dehlholm til sidst i stykkets programomtale. 

Det humoristiske er nemt nok at få øje på, men mærkeligt nok griner kun få blandt publikum. Måske fordi ensomhed og død også deres følgesvend i en absurd verden, hvor alle kan trænge til en Jenny.