En ny biografi af Hans Hertel tegner et nyt, nuanceret og kritisk portræt af multikunstneren og samfunds-provokatøren Poul Henningsen (1894-1967), i folkemunde kaldet PH. Ifølge Hertel selv, fordi "Mange har brugt teatersminke til at heroisere eller dæmonisere PH. Denne biografi vil afsæbe manden".

Hertel beundrer tydeligvis PH, men påviser samtidig en række selvmodsigelser, fejlskøn og mindre pæne træk hos ham.  Biografien er primært om PH som "offentlig figur" og fremstår som et flot værk, der tør gå hele vejen rundt om ham, hans fejl og holdningsskift.  

Poul Henningsen var søn af forfatterne Carl Ewald og Agnes Henningsen. Første gang, at han nævntes offentligt, er, da han som 17-årig fik en pris for "opfindelse af en automatisk cykelpumpe, som kan oppumpe en cykelring under kørslen". Efter et tilløb som maler blev han uddannet arkitekt.

Den kreative PH

PH ville ifølge Hans Hertel bekæmpe "facadepynt, hykleri, falsk klunkehygge, skinmoral og fortielse. Han krævede ægthed og gennemskuelighed frem for fraser". Han så ikke sig selv som kulturradikal, og brugte i stedet begreber som "progressiv holdning" og "humanisme". Han mente, at man skulle være moderne, hvilket betød at "tro på sin egen tid".

Han så arbejderklassen smittet af "småborgerlighed" og åben for nazistisk påvirkning på grund af Socialdemokratiets passivitet i kulturpolitikken. Dén problematik er fortsat aktuel og ses i vandringen fra partiet til Dansk Folkeparti. 

I 1926 skabte han den første PH-lampe, hvilket sikrede ham økonomisk resten af livet. Han skabte herefter tidsskriftet Kritisk Revy og fik vennen og sin huslærer i skak, marxisme og psykoanalyse Otto Gelsted som medarbejdere. Desuden skrev han til Politiken.

Som arkitekt hyldede han det princip, at det er "virkeligheden der skal korriger teorien og ikke omvendt". Under besættelsen stod han for fornyelsen af Tivoli, herunder Glassalen, lamper og bro. Han tegnede Lager– og Pakhusarbejdernes Forbundshus, ABC-Teateret og stålmøbler. Hans modernisering af Tivoli kaldte nazisterne en "kommunistrede" og i 1944 pulveriserede de blandt andet Glassalen. 

I 1932 bad Udenrigsministeriet ham lave en Danmarksfilm. Da den var færdig, blev den høvlet ned af det borgerlige Danmark, fordi den ikke var idyllisk og eksportfremmende nok. Debatten om filmen var i årene 1935-38 hadsk.  

Fra 1929 begyndte han at skrive revyer, hvad der for ham betød "meningsrevyer". I debut-revyen "På Hovedet" optrådte en ung Osvald Helmuth med visen "Ølhunden".

Kort før besættelsen skrev havde han skrevet kærlighedssangen "Man binder os på mund og hånd" til Kjeld Abells revykomedie "Dyveke". Ved opførelsen i maj 1940 var der tilføjet et vers. Under opførelserne rejste publikum sig ved linjerne "Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl".

I 1943 planlagde nazister et attentat på ham, hvad der fik ham til at flygte til Sverige i en robåd.

Den politiske PH

PH var en ’"fritsvævende intellektuel", en enkeltsagskæmper med mange sager. En atypisk sag for ham var hans engagement i kampen for de fyrede Nakskov-arbejdere. Det var en kæmpesag i 1931, hvor militæret blev indsat og mange fik hårde fængselsdomme. PH blev formand for solidaritetsarbejdet, hvor også forfatteren Martin Andersen Nexø deltog. 

Sagen blev hans "politiske konfirmation" og stemplede ham som kommunist, hvad han ikke var eller blev. Han kaldte sig "marxist med måde" og nærmede sig kommunismen, men aldrig DKP, hvad de kulturelle fyrtårne i partiet, Hans Kirk, Hans Scherfig og Børge Houmann, var lykkelige over. 

DKP-forlaget Monde udgav i 1933 hans kulturpolitiske kampskrift "Hvad med Kulturen". Samme år besøgte han Sovjetunionen som turist med Intourist. 

Han kritiserede Socialdemokratiet for, at "overtage den mest provinsielle afdeling af det så foragtede bourgeoisis kultur". I 30’erne flyttede han sig fra "demokrati som klasseløst fællesskab til demokrati som forsvar for individ og frihedsrettigheder. Fra kulturmarxisme til en almen bekendelse til humanisme" og fra 1935 blev hans hovedsag kulturforsvaret mod nazismen.

I 1933 vrængede den samlede borgerpresse "Anti-nazistisk propaganda" over hans skriverier i det kulturradikale tidsskrift Åndehullet, hvis første nummer fik politiforbud "mod kiosksalg".

Da kommunisterne fra 1934 opgav at stemple socialdemokratiet som "socialfascister", gav det nye muligheder og en af dem var det antifascistiske Frisindet Kulturkamp. Denne "intellektuelle folkefront" havde PH og Martin Andersen Nexø som ophavsmænd, omend de af taktiske årsager holdt sig i baggrunden.

Fra 1935 begyndte han at gå med i den anti-fascistiske kamp, hvilket i 1938 fik Politiken til at fyre ham og Social-Demokraten til at afvise hans ting.

Da han i 1943 flygtede til Sverige, kom han i kontakt med anti-fascistiske anti-kommunister som Vesttysklands senere kansler Willy Brandt. Det bidrog til hans øgede modstand mod Sovjet og kommunismen. Her giver Hans Hertel et fint indblik i noget mindre kendt stof.  

Efter befrielsen angreb han retsopgøret, fordi han mente, at den måde, man behandlede tyske flygtninge på, var baseret på hævnmotiver, og at faren for at blive som de, man skulle dømme, var stor. Hans Kirk skrev om den "tidligere anti-nazist Poul Henningsen som forkæmper for nazistiske landsknægte og værnemagere".

Land og Folk afslog hans tilbud om medarbejderskab i 1945. PET kaldte ham i 40’erne "kommunist", i 50’erne "nazist". Også dengang gange løj de. PH svarede: "hvis kommunisterne mener, at jeg i mit liv har talt med to tunger, så er jeg tilbøjelig til at gi' dem ret".

I 1947 forsvarede han Marshall-planen, i 1949 var han mod NATO, i 1950 for. 

PH fjernede sig mere og mere fra de tidligere venner. Samtidig blev han ansat på koldkrigsorganet Information fra 1947 til 1950, af Kirk og Scherfig kaldt "Kapitalismens bloddonor". I 1950'erne brød han helt med kommunismen. Det betød han, at han i 1959 kunne blive ansat på Social-Demokraten, som ikke ønske ham i 30’erne grundet hans anti-nazisme! Her blev han en havkat i et hyttefad.

Da avisen i 1959 blev "moderniseret" til Aktuelt, blev han klemt ud og stoppede med afskedssalutten om, at partiet "har kvalt hvert tilløb til en aktiv kulturpolitik med de bare næver".

Den pædagogiske PH

Kulturpolitikken var hans kæphest og styrke. Han blev "velfærdsstatens gartner" og forbrugernes vagthund.

I 1955 berigede han legebørn fra otte til 128 år med bogen "P. H.s Dragebog". Da Socialdemokraternes kulturelle fyrtårn Julius Bomholt blev radiorådsformand i 1940, stemplede PH ham som en "småborgerlig højskolemand, som ser lykken for arbejderklassen i en overtagelse af det yndigste og bedste i den borgerlige kultur".

Han skrev om demokrati, besættelsestidens arv, ytringsfrihed, trafik, sprog, moderne kunst og reklame. Han angreb snobberi, fordomme og "døde traditioner". Han tog opgør med pop, virkelighedsflugt, dårlig underholdning og dårlig madkultur og krævede kvalitet.

Han mente, at vi lever "under et industrialismens kulturmønster, som i sin uafrystelighed kan stå mål med politisk diktatur" og et "industri-diktatur med reklamen som propagandaministerium". Sådan!

Hans opgør med "pop" skyldtes han mente, at "Det bedste er ikke for godt til folket".

Desillusioneret over forbrugerismen, kommercialiseringen af samfundslivet og kapitalismen konkluderede han i 1959, at "Uden at ændre et komma i Grundloven kan folkestyret afskaffes bare ved hjælp af et amerikaniseret underholdningsapparat".

Han så "Grundloven, arbejderklassens organisering og den nye pædagogik som hovedfaser i demokratiets historie". Han kæmpende desuden hårde kampe for seksualoplysning, fri abort og en friere moral. Sammen med forfatteren Ove Brusendorff skrev han "Kærlighedens billedbog 1-4" (1956-59) og "Erotikkens historie 1-3" (1960-62).

I 1963 blev han indvalgt i Det Danske Akademi for sin "kamp mod skaberi og selvbedrag". 

PH som tusindkunstner

De sidste år af sit liv led PH af Parkinsons sygdom og udviklede sig ifølge Hertel til lidt af en gnavpotte og Rasmus Modsat. Han blev dog forbrugermagasinet Tænk’s første redaktør. Han døde 72 år gammel i 1967.

Han var hadet i over 40 år af alt fra det yderste højre og kommunisterne, men to år efter hans død skrev den gamle fjende Hans Scherfig til PH’s enke, at "Jeg følte mig som en elev af Poul Henningsen".

Biografien er historien om en personlighed, hvis holdninger fortsat er gyldige på mange felter og som fortsat vil kunne vække debat. Den er generøs med fotos, karikaturer og klip fra scrapbøger, der ikke tidligere har været offentliggjort.

Det er en bog, man vil kunne hente inspiration i, igen og igen - et mesterværk om "denne geniale amatør, denne tusindkunstner, der, selv når han ikke ved, hvad han taler om, stimulerer og puster liv i tingene".