Der er knald på både safter og hævntørst, når Den Kongelige Operas for første gang opfører Giochino Rossinis opera "Semiramis" til en tekst af den franske oplysningsfilosof Voltaire (1694-1778) fra 1748. Han anså fornuft, frihed, retfærdighed og tolerance som byggesten til moderne samfund og sloges hele livet mod kirke og stat, som ofte kvitterede ved at brænde hans værker og smide ham i spjældet.

Komponisten Rossini (1792-1868) var for datidens opera, hvad Michael Jackson er for popmusik. Han slog igennem som 20-årig med "Barberen i Sevilla" og gik på selvvalgt pension 17 år senere som italiensk operas ubestridte ikon. Det siges, at da Beethoven mødte ham i Wien foråret 1822, skal han have frarådet ham at skrive andet end komiske operaer.

Det gjorde han ikke, og godt det samme. Året efter kom "Semiramis". Denne "opera serio" (alvorlig opera, red.) bygger på det assyriske sagn om dronninge-bitchen Semiramide. Hun lod sin mand, kongen, myrde for selv at overtage tronen.

Da en laber ung kriger dukker op 15 år senere, får hun saftige giftedrømme og vil gøre ham til konge. Men ak, det er hendes forsvundne søn. Ødipus og Hamlet brager her sammen med Voltaires humanitære budskab om, at kun et samfund, der tilgiver og afstår fra blind, fanatisk hævn, vil overleve.

Instruktør og scenograf er den britiske wonderboy Nigel Lowery. Han er langt fra profet i sit eget fædreland, men super-hot uden for. Og han formår at skabe et enestående univers. Rossinis musikalske guf for trommehinderne smelter ind i Voltaires super aktuelle budskab om magt, intriger, hævn og tilgivelse. Det hele er sat i et grelt, grimt tegneserie-univers, stoppet med visuelle effekter der henviser til Irak-krigen. Operaens sang og skuespil bæres fornemt af et hold internationale solister, Operakoret og Det Kongelige Kapel. Desværre undlader Nigel Lowery at skære en time ud af første akt i dette ellers utrolige totalværk. "Semiramis" er Rossini og Voltaire som tegneserie på Holmen. Det bliver ikke sejere.