Seniorforsker Henning Grelle satte sig for at skrive "Arbejderkooperationens historie", da FN udnævnte 2012 til kooperationens år og fordi kooperationen er en vigtig del af arbejderbevægelsens historie.

Det overordnede mål med bogen er "at udvide kendskabet til arbejderbevægelsens tredje streng som en faktor, der har sat sit præg på udviklingen af det danske samfund".

Bogen beskriver de internationale ideer, der lå til grund for at etablere kooperative produktions– og forbrugsforeninger i Danmark. I 10 kapitler gennemgås det brede spektrum af initiativer, diskussionerne inden for og uden for bevægelsen, og de forandringer kooperationen har gennemgået fra starten i 1850’erne og frem til i dag. 

Formålet med kooperationen var, at "skaffe forbrugerne billige varer af god kvalitet, at tjene penge til oplysning og politisk-faglige aktiviteter, at udvikle demokratiet på arbejdspladsen og skabe beskæftigelse samt lægge pres på arbejdsgiverne under arbejdskonflikter".

Det er historien om at forbedre levevilkårene ved at skabe virksomheder, hvor drivkraften ikke var mest mulig profit, men lave priser og bedre kvalitet på dagligdags fornødenheder, bedre arbejdsforhold og sundere boliger til rimelige priser.

Kooperationen delte fra starten vandene i arbejderbevægelsen. Dilemmaet mellem de ideelle formål og samtidig virke på kapitalistiske markedsvilkår skar i øjnene. 

"Arme djævle, der som kooperative ledere både skal være missionærer for ideen og samtidig få deres virksomheder til at trives og gro her og nu", udtalte sosseren Bent Hansen i 1972.

Kooperationens historie

Ideen om en kooperation startede allerede i 1700-tallet hvor industrialiseringen brutalt rev rødderne op under det gamle landbrugs– og håndværkersamfund.  

Robert Owen (1771-1858) mente, at ved at give arbejderne gode løn og arbejdsforhold og uddannelse ville de blive "gode samfundsborgere". Det afprøvede han på sine bomuldsspinderier i Manchester. 

Senere udviklede filosoffen Charles Fourier ideer om kooperation. I Danmark blev det anarkisten P –J. Proudhon (1809-65) - kendt for sloganet "Ejendom er tyveri" - der blev talsmand for idéen om, at "enhver skulle eje sine egne arbejdsmidler". Han ville opløse staten i frivillige arbejds- og produktionsforeninger.

Da Tysklands første socialdemokrati blev stiftet i 1863, stod erobringen af den politiske magt gennem valg og oprettelse af produktionsforeninger med statsstøtte på programmet.

Karl Marx og 1. internationale var forholdsvis positive over for idéen, men "fandt dog ikke, at kooperativ virksomhed kunne være i stand til at standse de store monopoler eller på nogen måde føre til arbejderklassens frigørelse".

Frederik Dreier (1827-53) var Danmarks første konsekvente socialist og inspireret af Proudhon, men nåede ikke at oplevede det første kooperative forsøg herhjemme.

Foreningen for billige livsfornødenheder blev Danmarks første brugsforening og stiftet i 1853 i København, med 1150 medlemmer. Den solgte brød, smør kaffe, sukker og lys. Den lukkede to år efter. Den første levedygtige brugsforening blev stiftet af "Høkerpræsten" H. C. Sonne, i Thisted 1866. 

Da Den Internationale Arbejderforening i 1873 blev forbudt, startede arbejderne kooperativ virksomhed, og Marx støttede de danske forsøg med ordene: "men hvad de nuværende produktionsforhold angår, har de kun værdi, for så vidt de er uafhængige, skabt af arbejderne og hverken står under regeringens eller bourgeoisiets beskyttelse".

Forsøgene blev hverken en succes eller fiasko, men bukkede under, da krisen i 1876 gjorde drøje indhug i fagforeningernes medlemstal.

De ledende socialister herhjemme, Louis Pio og Poul Geleff, støttede ikke brugsforenings-tanken, men mente de kunne indgå som led i et socialistisk samfund, når det kom. I 1870’erne blev det intenst debatteret, om produktionsforeningerne var bedre end strejkevåbnet i kampen mod arbejdsgiverne intens.

Generelt var stemningen for kooperativer negativ helt frem til, at Stauning blev lagt i graven i 1942.

For og imod

Industrialiseringen tog fart i 1880’erne, hvor socialdemokraterne fik sit gennembrud og kom i Folketinget for første gang i 1884. I 1882 oprettede de danske bønder det første andels-selskab og andelsmejerier dukkede op overalt efterfulgt af brugsforeninger. I 1899 var der knap tusind brugsforeninger, heraf kun 15 i byerne.

I disse år brød et hav af kooperativer frem, men de havde ofte forskellige formål og særtræk.

 Arbejdernes Fællesbageri i København dannedes i 1886 for at bidrage til billigt brød og "fremme selvstændighedsfølelsen hos arbejderne". I 1896 kom Mælkeriet Enigheden og Svendborg Margarinefabrik året efter. Mælkeriet var for at sikre arbejdernes ret til at være i fagforening og margarinefabrikken for at sikre arbejdsmandsforbundet "et solidt økonomisk rygstød". Væverne forsøgte at "bygge bro mellem kapitalisme og socialisme".

Margarinefabrikken lukkede i 1906 med et tab på 681.000 kr. Dette svimlende beløb svarede til, hvad den samlede fagbevægelse modtog i konfliktstøtte fra udlandet under storlockouten i 1899. 

Gennembruddet

Stor-lockouten i 1899 førte til Septemberforliget, også kaldet "Arbejdsmarkedets grundlov". Arbejderne følte nu behov for andre kampmidler end strejken, og de kooperative engagementer voksede. Foretagener som bryggeriet Stjernen og brugsforeningerne i København kom til i 1902.

Den Internationale Socialistiske kongres, hvor Lenin deltog, holdt kongres i København i 1910. Den vedtog, at kooperationen "kan være et virksomt våben i den klassekamp, som arbejderne fører", om end den aldrig alene kan føre til "arbejdernes befrielse".

I 1912 kom Forlaget Fremad. I 1916, under Første Verdenskrig, stiftedes Arbejderkul, og tre år senere kom Arbejdernes Landsbank. Fremgangen betød, at man i 1922 dannede Det kooperative Fællesforbund for at samle trådene.

Drømmen om de tre led - partiet, fagbevægelsen og kooperationen - var en realitet. Stauning konkluderede "Vi vinder efterhånden økonomisk herredømme over vide felter af det bestående samfund og forbereder arbejdernes overtagelse af produktion og omsætning i et nyt samfund".

Kæmperne falder 

Efter statsminister Staunings død i 1942 afpolitiseres kooperationen og efter amerikansk forbillede åbnede der selvbetjeningsbutikker og supermarkeder. 

Da højkonjunkturen ramte Danmark i 1960, drog mange fra land mod by. Det betød, at en række kooperativer gik ned, herunder flagskibe som Stjernen og Fællesbagerierne.

I 1972 lød en overskrift i dagbladet Aktuelt: "Kooperationen har gjort sin pligt, nu er den overflødig". Man måtte erkende, at man ikke "kan være arbejdsgiver med alle de sociale forhold i orden og samtidig tjene penge". 

Kooperationens hovedaktionær, fagbevægelsen, ville se afkast og oprettede i 1980, ved lov, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). 

Efter en række økonomi– og pamperskandaler blev kooperationen reorganiseret i 2004 og fik navnet "Den kooperative Arbejdsgiver – og interesseorganisation i Danmark". Dens formål var, at "skaffe forbrugerne gode bæredygtige og billige produkter og ydelser – at sikre gode, sunde og trygge beskæftigelsesforhold – at medvirke til at mennesker gennem selvorganisering løser egne og andres sociale problemer".

En reformistisk dødssejler ramte diverse skær og sank til bunds. 

"Det kooperative alternativ" er en glimrende bog og med vidunderlige illustrationer. Den bør interessere alle, der ønsker at forstå den danske arbejderbevægelses udvikling på det særlige område, som den kooperative gren udgør.