Først kommer bomberne. Bagefter købmændene. Sådan har den danske krigsdeltagelse formet sig de seneste 10 år.

I Irak blev krigen efterfulgt af flere storstilede initiativer, der skulle skaffe danske ordrer. Mærsk satsede hårdt på at sætte sig på havne og oliefelter, men mislykkedes delvist, irakerne modsatte sig container-gigantens planer.

Nu skal skatteyderne betale 150 millioner, så danske virksomheder kan etablere sig i Libyen og profitere af de nye forhold efter krigen i 2011. De fleste af pengene stammer fra Danidas klimabistand, der oprindeligt skulle gå til de af verdens fattige lande som rammes af klimaforandringer.

Krig og købmandsskab hænger uløseligt sammen. Hvad der smadres, skal atter bygges op, og som krigsførende nation forventer landets førende selskaber at sidde med, når sejrherrerne fordeler rovet.

Libyen er i virkeligheden for rigt et land til at modtage dansk bistand, men regeringen har givet dispensation gennem det såkaldte Arabiske Udviklingsfond. Udviklingsfonden IFU, der først og fremmest tænker på danske erhvervsinteressers udvikling, står for at dele gaverne ud.

Krig og købmandsskab hænger uløseligt sammen. Hvad der smadres, skal atter bygges op, og som krigsførende nation forventer landets førende selskaber at sidde med, når sejrherrerne fordeler rovet. Det er krigens indre logik.

I maj fremlagde handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr derfor en plan om at gøre Libyen til et land, der giver “gode rammer for privat initiativ og investeringer”. Det betyder, at landets værdier kan komme store udenlandske – heriblandt danske – selskaber til gode. Arla og FLSmidth, der tidligere har været i landet, står forrest i køen, og Mærsk har for længst meddelt sin interesse i landets olie.

Perspektiverne er store. Libyen ligger i den grad åbent for entreprenante virksomheder efter Natos bombetogter. Anderledes så det ud før krigen: I 2008 indførte Libyen en boykot af danske varer og investeringer. Det kostede danske selskaber et milliardbeløb, ifølge Dansk Industri.

Allerede under krigen udtrykte DI dog forhåbninger om, at de mange bomber kunne genskabe mulighederne for danske investeringer og profit. Nu er det tid til at indkassere gevinsten. Husk det, næste gang, bombeflyene går på vinger i menneskerettighedernes navn.