Det er ikke hver dag, at en ny bog rammer præcist ned i den aktuelle politiske situation. Og det er ikke hver dag, at der kommer en bog, læserne umiddelbart kan bruge, efter at de har læst den.

Men nu er det sket.

Bogen "Derfor sanktioner mod Israel", der glædeligt er på dansk og ganske letlæselig, udkom få dage før Israels massive angreb på Gaza den 14. november. På bagsideomslaget står der, "Endelig sker det. Endelig er tiden inde til en flyvefærdig international boykot af Israel efter mange år med argumenter, forvirring og tvivl".

Lige i øjet. Godt ramt. 

Oven i giver "Derfor sanktioner mod Israel" nye informationer og sammenhænge - selv for personer, der i årevis har boykottet Israel og støttet palæstinenserne.

Eneste krav i BDS-kampen mod Israels apartheid er et engagement for at bringe apartheid til ophør.

Ronnie Kasrils, Sydafrika

Især afsnittene om kulturel, sportslig og akademisk boykot af Israel er fremragende. De to områder er nemlig en mangel i den danske debat, hvor først og fremmest handelsboykot har været fremherskende. Det vil sige for eksempel fravalget af israelske appelsiner, avocado og druer i supermarkederne.

Ikke derved sagt, at kundernes fravalg af israelske produkter bør nedtrappes, men blot erfaringen viser, at for eksempel apartheidlandet Sydafrika blev dødeligt såret, hver gang professorer og studenter nægtede at samarbejde med sydafrikanske universiteter, når samvittighedsfulde sportsfolk nægtede at dyste med sydafrikanske kolleger i fodbold eller cricket, eller når internationale musiknavne aflyste deres koncerter i Sydafrika. Eller endnu vigtigere, når landet ikke kunne få våben tilsendt, fordi havnearbejdere nægtede at laste og losse skibe, eller lande indførte embargo.

Tråde til Sydafrika og Vietnam

Bogen, samlet af Audrea Lim, er oversat fra den engelske udgave af danske boykot-Israel-aktivister og består af 25 artikler, skrevet af både palæstinensere, israelere og internationale aktivister og personligheder om BDS - der står for boykot af Israel, firmaers de-investering og sanktioner. 

Den giver et virkelig godt billede af omfanget af presset på staten Israel og dets skiftende zionistiske regeringer. Den trækker tråde til andre solidaritetsaktioner som i Vietnam og Sydafrika. 

Den giver håb om, at "Israel nærmer sig Sydafrika-øjeblikket", som en af bidragyderne, palæstinenseren Omar Barghouti, et sted så rammende skriver. Han henviser selvfølgelig til dét øjeblik, hvor Sydafrika i 1990 endelig brød sammen for det indre og ydre pres. Skribenten fortsætter poetisk, men fremsynet: "Det mørkeste øjeblik er dét, som kommer lige før daggry".

Det ville være tilstrækkeligt, hvis blot havne i Europa eller Canada stoppde losningen af israelske varer.

Shimon Peres, Israels præsident om faren for boykot af Israel

Mest positiv og præcis er imidlertid palæstinenseren Hind Awad's indlæg. Hun er landskoordinator i Den palæstinensiske Nationalkomité for boykot, frasalg og sanktioner, der er den samlende international bevægelse for BDS.

Hun gør spørgsmålet om BDS meget enkelt, nemt og konkret ved at citere Israels præsident, Shimon Peres fra dagbladet Haaretz den 17. juni sidste år, hvor han udtrykte stor frygt for boykot og sanktioner.

- Men der er i virkligheden ikke behov for boykotter. De er der allerede. Og det ville være tilstrækkeligt, hvis havne i Europa eller Canada blot stoppde losningen af israelske varer. Det er faktisk allerede begyndt, udtalte han.

Hind Awad skriver, at "fagbevægelsen altid har været spydspids i kampen mod uretfærdighed". 

Hun beretter, at det britiske LO (TUC) har flyttet sig gradvist til at gå fra en opfordring til boykot af bosættervarer til nu at opfordre til boykot af vestlige firmaer, der opererer i bosættelserne.

Hun tilføjer, at fagbevægelsen i Sydafrika, Irland, Skotland og Brasilien er ved at afbryde forbindelserne med Israels zionistiske LO, Histadrut, der opsigtsvækkende nok støtter besættelsen og bosættelserne.

Pres firmaer

Et andet vigtigt indlæg står sydafrikaneren Ronnie Kasrils for. Han var en af grundlæggerne af befrielsesbevægelsen ANC's væbnede gren, Umkhonto we Sizwe, i 1960'erne.

Han beretter, at da tusinder af "lovende" unge kunder i Barclays Bank i Storbritannien pludselig lukkede deres konti i banken i protest mod bankens tilstedeværelse i Sydafrika, fik bankledelsen kolde fødder og trak sig ud af landet. Det var den britiske boykotbevægelse, AAM, der havde sat gang i bevægelsen af unge Barclays-kunder.

Netop britiske Barclays' skridt betød starten på enden for apartheid i Sydafrika, idet en lang række andre banker og firmaer efterfølgende trak sig ud.

Den canadiske forfatter Naomi Klein skriver et sted i bogen, at boykot af Israel ikke er så svært. Hun nævner, at lige efter Israels invasion af Gaza i 2008-09

I dag er Israel en frygtindgydende bosætter-kolonial stat, uvillig til at ændre sig eller indgå kompromis.

Professoren Ilan Pappe, Israel.

som dræbte 1400 palæstinensere, sendte en af de administrerende direktører i det britiske teleselskab, British Telecom, Richard Ramsey, en kortfattet mail til det israelske teknologifirma MobileMax:

"Som et resultat af den israelske regerings aktion i de sidste par dage, er vi ikke længere i stand til at gøre forretninger med Jer eller nogen anden israelsk virksomhed."

Ramsey selv sagde bagefter, at hans beslutning ikke var særlig politisk, "men vi har ikke råd til at miste nogen af ​​vores kunder," forklarede han.

Naomi Klains pointe er, at det var netop denne form for "kold business-beregning", der efter pres fra græsrødder førte til, at mange virksomheder trak sig ud af Sydafrika for to årtier siden. 

Bred kampagne

Ronnie Kasrils skriver i bogen, at bevægelsen for BDS bør bygge på palæstinensernes nationale kamp, på den internationale solidaritet og den "moralske overlegenhed". Med det sidste mener han, at alle samvittighedsfulde mennesker i verden kan indse, at Israels brutale apartheid-system overtræder menneskerettighederne i stil med det hvide apartheidstyre i Sydafrika.

Ronnie Kasrils, der også er medlem af Sydafrikas Kommunistiske Parti, slår til lyd for, at alle kan deltage i kampen mod apartheidstaten Israel. Og at kampen skal bredes ud. 

"Det, der samler os, skal vi koncentrere os om - ej det, der kunne dele os". (...) En bred front skal give plads til alle mennesker af alle "farver".

Han advarer mod dét synspunkt, som nogle har, at der eksisterer en modsætning mellem dem, der vil kun vil boykotte bosættervarer og få Israel ud af de besatte områder -  og dem, der vil boykotte hele Israel som stat.

Netop dette synspunkt gør amerikaneren Joel Beinin sig desværre til talsmand for i sit ellers udmærkede indlæg om college-boykotten i USA, når han advarer mod spilttelse i BDS-kampen.

Ronnie Kasrils skriver imidlertid: "Eneste krav i BDS-kampen mod Israels apartheid er et engagement for at bringe apartheid til ophør".

Fagbevægelsen altid har været spydspids i kampen mod uretfærdighed. 

Hind Awad, palæstinenser.

Han gør sig desuden til talsmand for, at BDS-kampen bør antage nationale former i de enkelte lande alt efter "kontekst". Herved mener han for eksempel, at i Irland er sammenligningen mellem Israels kolonialisme og den britiske kolonialisme overfor Irland ganske direkte. Irerne ved med det samme, hvad det handler om! I USA kan den "nationale kontekst" være det historiske slaveri i USA. Amerikanerne véd, hvad dette handler om!

Så, kære danske ungdomsfodboldspiller, student på RUC, kunde hos G4S, grønthandler eller kunde i supermarkedet, professor på universitetet eller biografdirektør i provinsen.

Lyt til Naomi Kleins tankevækkende, men provokerende svada i bogen.

"At undlade at bruge BDS bevæger sig på kanten af medskyldighed".

Hvis dén sætning alligevel er for grov for nogle, så læg mærke til de mange israelske statsborgere i bogen, der opfordrer alle til at boykotte deres land. For eksempel israeleren Neve Gordon, der siger, "dem eneste måde at redde Israel på er gennem BDS".

Eller professoren Ilan Pappe, der siger: "I dag er Israel en frygtindgydende bosætter-kolonial stat, uvillig til at ændre sig eller indgå kompromis".

Den israelske filminstruktør Ra´anan Alexnadrowicz slutter ganske enkelt.

"Jeg vil i hvert fald være på den rigtige side af historien".

På den modsatte side kan du læse et let forkortet indlæg fra bogen "Derfor sanktioner mod israel".