Det kan så nemt gå galt mellem børn og voksne, når de ikke taler samme sprog. I børnebogen Rævefælden er konsekvenserne katastrofale. De voksnes ufølsomhed overfor en lille drengs sorg eksploderer i grusom vold og afstraffelse, da lille Gustav går amok i hævntørst.

Det begynder med, at ræven splitter Gustavs yndlingshøne Ninus i masser af små bidder. Da farmand ikke vil tage det alvorligt, går han totalt agurk i en blodrus der minder om rævens, for store drenge græder kun med geværet. I desperation over omverdens mangel på forståelse for hans savn og smerte, udrydder han enhver levende sjæl omkring sig. Ræve, geder, høns fylder han med sin vrede og fars patroner, blot for at finde sig fanget i det bur, han har bygget op af sit eget had:

"Stjernerne er fremme. Gustav kan ikke sove. Han leder i halmen. Ingen blød Ninus. Gustav græder ikke. Store drenge græder ikke over en død kanin, det gør de bare ikke."

Lilja Scherfigs skæve fantasi og Otto Dickmeiss' charmerende pen kredser uden sentimentalitet omkring store emner som død, hævn, forfølgelse og venskab. Lilja Scherfig er børne- og ungdomsforfatter. I virkeligheden ville hun helst have været narkoluder. Det siger hun i hvert fald på sin hjemmeside:

"Da jeg var 11 år, gloede jeg på hestene, der tyggede drøv uden for mit vindue. I hånden knugede jeg”Christiane F – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo. Jeg læste den hele tiden. Og drømte mig konstant langt væk fra heste og græs.

Jeg forestillede mig, at jeg hang ud på et møgbeskidt banegårdstoilet i Tyskland, hvor heroinen blev skudt i halsen med slappe kanyler. Alle gik med cowboystøvler, og var ligblege og skæve. Og min kæreste var trækkerdreng. Min største drøm var at blive narkoluder ligesom Christiane F."

Det blev hun så ikke. I stedet skriver hun billedbøger, eventyr og romaner, er ghostwriter for sexologen Joan Ørtings brevkasse, laver rim til Maylands årlige kalender, og har engang instrueret teater. Nu har hun skrevet denne dybt eftertænksomme tekst om vrede, afsavn, ensomhed og venskab.

Rævefælden er en både smuk og udfordrende bog i bredt format, fyldt med de små nuancer, der også har noget at fortælle de voksne. Det er historien om, hvad der sker, når vi sætter mure op omkring vore følelser og lukker dem ind, i stedet for at give dem frit løb.

Rævefælden ender godt. Det bliver den ensomme dreng Paw, der udfrier Gustav af hans elendighed ved at tilbyde ham sit venskab i stedet for sin foragt. Måske bliver det også sådan engang i fremtiden.