Det forsvarsforlig, som samtlige af Folketingets partier undtagen Enhedslisten indgik i slutningen af november, optrapper de sidste 20 års udvikling af militæret.

Hvor militæret tidligere først og fremmest skulle forsvare Danmark, bliver det nu i højere og højere grad udviklet til at samarbejde med NATO-alliancen og til en agressiv angrbspolitik uden for Danmarks grænser.

Regeringen forbipasser en historisk chance til at bruge flertallet med Enhedslisten og sikre Danmark som fredsskaber i stedet for agressor.

Forsvarsforliget forligter Danmark til at deltage i en række NATO-projekter, som skal sikre en tættere koordinering af den militære arbejdsfordelig mellem NATO-landene.

Det er en forlængelse af den nuværende politik, hvor en stadigt større del af de forsvarspolitiske beslutninger deponeres hos NATO med krav om udvikling af mere og dyrere krigsmateriel.

Et eksempel på det er de to nye fregatter til fem milliarder kroner, som i januar i år stod klar til at kunne indgå i NATO's missilskjold.

Selvom vi officielt endnu ikke har truffet beslutnig om, at Danmark skal indgå i NATO's missilskjoldet, er de nye krigsskibe bygget til affyre langtrækkende, kraftige krydsermissiler. Sådanne missiler giver kun mening at bruge i angrebskrige. De har intet forsvarsformål.

Der er sat mange millioner af til den agressive udenrigspolitik. Samtidig skærer forliget på den del af militæret, der skal bruges som forsvar - især har kassernelukningerne og indkaldelsen af 800 færre værnepligtige vakt opmærksomhed. Det cementeret mantraet fra Fogh-tiden om at "forsvaret" af Danmark begynder langt fra vores grænser. Konsekvenserne af dén tankegang kender vi: Den har foreløbig ført til de mislykkede krige i Irak og Afghanistan.

Og ressourcerne til konfliktløsning og fredsforskning glimter ved deres fravær. Dermed forbipasser regeringen en historisk chance til at bruge flertallet med Enhedslisten og sikre Danmark som fredsskaber i stedet for agressor.