Hun har filmet for Lars von Trier, Hella Joof, Lasse Spang Olsen og Niels Hausgaard. Med roller i "Krøniken", "Klovn the Movie", "Lærkevej" og "Sover Dolly på ryggen" har Mia Lyhne etableret sig som en af dansk films nice looking, slagfærdige kvindelige komikere.
Synge kan hun også - sådan da. Hun skriger, snakker og hvisker sig indædt gennem komponist og sangskriver Bo Schiølers nye cd, "En rygende pistol". 12 sange og seks digte om livets veje og vildveje:
Du si'r at vores kærlighed er en rygende pistol er en slæderejse i zig zag kurs på vej fra pol til pol
men hvem er jeg - at sige nej når kærlighed kommer min vej og PS - jeg har i øvrigt altid elsket dig.
Mia Lyhne er selvlært skuespiller. Det begyndte i 1989, da hun som 17-årige blev medlem af sang- og teatergruppen på Vesterbro Ungdomsgård.
- Jeg var helt vild med teater, men havde følt mig rastløs i Smørums miljøer. Da jeg trådte ind på Vesterbro Ungdomsgård og mødte gruppen og Bo, var det som at komme hjem. Der var plads til at være sig selv, husker Mia Lyhne tilbage.
Det blev til seks produktive år hos Bo Schiøler, gruppens karismatiske grundlægger og leder, der i 44 år skabte et enestående kulturelt træfpunkt for musik, sang og teater om og med børn og unge. Han har skrevet over 700 sange, samt modtaget en lang række priser.
For et par år siden sagde han farvel til sit livsværk, men ikke til fortsat at digte og komponere. Sidste år fik han og producent Erling Kølner Jensen på "Røde Øjne" (anmeldt i Arbejderen 30. marts 2012) skuespiller Ken Vedsegaard til at hviske, råbe og synge sig gennem 12 digte og 12 sange, en slags voksenlyrik for den moderne mand.
De to følger i samme spor på "En rygende pistol". Her fortolker en ung Mia Lyhne modigt en moden mands tornede færd ad kærlighedens vilde stier, hvor solen en vakker dag også vil lyse. Ligesom "Røde Øjne" er "En rygende pistol" ærlige ord om ægte følelser og indeholder blandt andet en hyldest til Tove Ditlevsen.