Krige har det med at forandre kunstens udtryk. Fra tysk litteraturs første mesterværk, skæmteromanen "Simplicius Simplicissimus" (1669) om Trediveårskrigens gru 1618-48 til den spanske hofmaler Goyas billedserie "Krigens Rædsler" om den spanske uafhængighedskrig 1808-14, fra Første Verdenskrigs dadaisme og surrealisme til den konkrete popkunst efter Anden Verdenskrig.

Både i Europa og USA gjorde kunstnerne op med den spekulative, menneskefjerne non-figurative kunst i 1950'erne, den "abstrakte ekspressionisme". Nøjagtig som den store krigs rædsler var det, blev kunsten konkret.

Inspireret af Marcel Duchamps berygtede lokum på væggen fra 1917 hentede efterkrigstidens skabende hoveder inspiration fra det virkelige liv. Som når Robert Rauschenberg i 1950'erne bemaler og splitter cykler, biler og dæk ad eller Jean Dubuffet på samme tid skabte sine tredimensionelle værker med ting fundet på lossepladser og offentlige affaldscontainere. Også collagen, som Max Ernst havde dyrket i mellemkrigstiden, blev atter populær.

I 1955 døber den engelske kunstkritiker Lawrence Alloway de mange strømninger Popular Art - populærkunst, eller blot Pop Art. Fælles for dens værker er et billedsprog, der er enkelt og klart med motiver fra hverdagen. Reklamens glitrende, kommercielle verden - svulstige amerikanerbiler, fotos og postkort med Hollywoods smukkeste filmstjerner, fastfood som hotdogs, hamburgers, kasser med coca-colaer og konservesdåser, tøj og sko eller tegneseriens superkonkrete univers finder vej til væggene.

Pop Art henter sit udtryk i en simpel streg, der på én gang heroiserer og udstiller de smukke, de rige og de kendte. Kunsten bliver både forbrug og kritik af forbruget, mediet bliver lige så vigtigt som budskabet og værkets form bliver i sig selv en udvidelse af det menneskelige sanseapparat. Eller med den canadiske professor Marshall McLuhans berømte sætning: "The media is the message" - Mediet er budskabet.

En af de amerikanske kunstnere, der først greb Pop Art'ens muligheder var arbejdersønnen Andrej Varhola, bedre kendt som Andy Warhol. Han var uddannet reklametegner og havde rimelig succes op gennem 1950'erne. Han var desuden dybt fascineret af berømmelse og rigdom.

"Making money is art and working is art and good business is the best art" (At tjene penge er kunst og at arbejde er kunst og den bedste kunst er en god forretning)

lød en af hans mange lommefilosofiske sætninger. Så da den indflydelsesrige New York kunstverden tager Pop Art til sig, griber han straks chancen og udnytter sin viden fra tiden i reklamebranchen.

For ham er kunst lige akkurat det, man kan slippe afsted med at få penge for, og op gennem 60'erne slipper han og andre pop-art kunstere som britiske David Hockney og amerikaneren Roy Lichtenstein afsted med ganske meget.

Det skyldes ikke alene det rene kunstsnobberi. Pop Arts styrke er netop, at det er et industriprodukt, der anvender enkle og hurtige grafiske fremstillingsmetoder som stålstik, silketryk og off-set trykning. Det gør det billigt at lave og billigt at sælge, indtil kunstens hyæner, galleristerne, blander sig og gør Pop Art mondænt.

På listen over kunstens 50 dyreste værker er de fire af Andy Warhol. Den billigste indbragte 300 millioner kroner på auktion, den dyreste det dobbelte.