Femten essays, hvoraf alle på nær to har været bragt i forskellige tidsskrifter, foreligger nu samlet i Jens Christian Grøndahls sjette essaysamling. Indholdsmæssigt spænder de vidt. Fra rockmusik over modeljernbaner, Australien, Jørgen Leth og naturligvis ikke mindst litteraturen og dens rolle. 

Grøndahl er efterhånden blevet noget af et kulturelt ikon, der jævnligt blander sig i debatten. Og hvis stemme derfor altid giver genlyd. Både i romanform og altså her i den reflekterende essayform.  Bag facaden fornemmer man forfatterens baggrund. Filosofistudier og senere filminstruktør, inden han debuterede i 1985 med ”Kvinden i midten”.

Citatet af Ludwig Wittgenstein foran i bogen, ”Mit ideal er en vis kølighed. Et tempel, der tjener lidenskaberne som omgivelse, uden at mænge sig med dem”, passer godt til Grøndahls egne holdninger. Grøndahl gør sig mange filosofiske tanker over egen måde at skrive på – i tilblivelsen af romaner, og her har han en dyb respekt og ydmyghed overfor egne forbilleder – de døde mestre som Blicher, Bang og Pontoppidan for blot at nævne enkelte. Over for disse står modernisterne/ avantgardisterne, der af Grøndahl opfattes som konfronterende og bedrevidende.

Et helt essay vies således til en art ærbødig hyldest til Herman Bang efter et besøg på Vestre Kirkegård, hvor Bang ligger begravet nu under et stort bøgetræ uden en sten. Om Bangs indflydelse hedder det ” I den danske litteratur står Herman Bang, behørigt nonchalant, som portalfigur for den moderne roman. Efter hundrede år virker hans lavmælte, ironiske og nænsomme prosa mere nærværende end meget af den fræsende modernisme, der i mellemtiden har påkaldt sig kulturens opmærksomhed – med henblik på dens undergravelse”. Og teksten slutter ” Hans litterære og menneskelige arv ville alligevel ikke kunne opregnes på en sten, med hammer og mejsel. Et bøgetræ er mere på sin plads, anonymt og levende”.

På mange måder er Grøndahl borgerlig. Han vil på ingenlunde provokere eller revolutionere verden. Alligevel ligger der mange provokationer gemt i disse reflekterende indlæg – det gør dem ekstra spændende. Sprogligt viser Grøndahl – som det er tilfældet i romanerne, at han hører til blandt vore ypperligste skribenter her og nu.