Året er 1985. Byen er New York. Miljøet er bøssernes. Også dem der gemmer sig i skabene. Aids og Hiv er ord der bruges mere og mere. En skræmmende dødelig pest der spreder skræk og gru - dengang midt i 1980´erne. 

"Engle i Amerika" blev første gang vist i midten af 90´erne på Det Kongelige Teaters nu hedengangne Stærekassen. Dengang var det aktuelt nutids-teater - et blik bagud over skulderen til en tid, der lige var gået. Nu vises stykket, der oprindelig er to stykker, i en marathon-version: Fire en halv timer på Betty Nansen Teatrets anneks-scene Edison. 

Vi møder kæreste-parret Pryor og Louis. Pryor har Aids. Det har Louis ikke, så hvad gør han med livet, som han har i behold? Det han burde - leve op til sit menneskelige ansvar - søge det, som livet stadig har at give ham? Mens Pryor i sin ensomhed søger efter mening og svar. Det kan være svært, når man er ateist og alligevel konstant bliver konfronteret med engle.

Parallelt følger vi magtmennesket Cohen, der er advokat og bøsse-alfahan. Han har det som i en fisk i vandet, en haj vel og mærke, i en verden hvor liberalismen har vind i sejlene. Med ting i ærmet og i skabene. Under sig har han skabs-mormon-bøssen Joe. Han lever i et uforløst ægteskab med Harper, som æder valium i et væk, mens alle hendes vaser er fulde af blomstrende neuroser. 

Ind og ud krydser historierne hinanden i en skæbne-svanger tid, hvor det reaktionære USA med Reagan i lasten, møder sammenbruddet i Østeuropa. Stykket er et tidsbillede fra en tid og et sted i USA.

Det er stadig en seværdig forestilling, flot iscenesat med rigtig, rigtig gode skuespil-præstationer, forbandet godt skrevet af den amerikanske dramatiker Tony Kushner. De enkelte figurer er godt tegnet, helstøbte og vi tror på dem og deres historie og følger nysgerrigt deres skæbne.

Hvem vil overleve og hvordan? Hvilken verden skal vi tro på, når idealismen bryder sammen i øst og aids synes at dræbe i flæng i vest? Der er dramatik og spændvidde mellem stykkets roller.