15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tilbage til barndommens land

Tilbage til barndommens land

Horst Bienek har skrevet både en erindringsbog, der skildrer en aldrendes persons søgen efter den barndom, hvorfra han blev fordrevet, og en rejseskildring.

Horst Bienek (1930-90) voksede op i det dengang tyske Schlesien. Området blev efter krigen annekteret af Polen og udsat for en voldsom polonisering.

Efter i krigens sidste år at have hutlet sig gennem livet gik den femtenårige Horst i 1945 hen på meldepladsen ved jernbanestationen i byen Gleiwitz i Obersschlesien og anmodede om at blive udvist. Hans nærmeste familie var enten dræbt eller blevet opslugt af krigens malstrøm.

Han endte i det østlige Tyskland, fra 1949 DDR. Samme år debuterede han som digter og to år efter knyttede Bertolt Brecht ham til sit Berliner Ensemble.

Samme år blev Horst Bienek imidlertid arresteret af de sovjetiske myndigheder og idømt 25 års strafarbejde for antisovjetisk propaganda. Afsoningen foregik i de berygtede sibiriske kulminer i Vorkuta, nord for Polarcirklen. I 1955 blev han i forbindelse med en generel amnesti løsladt og bosatte sig i Vesttyskland, hvor han etablerede sig som forfatter og forlagsredaktør.

Han modtog flere priser, og blev meget læst i Polen. Hans skønlitterære hovedværk er "Gleiwitz", der omhandler barndommen i Oberschlesien. Han har desuden lavet skulpturer.

I 1987 rejste Bienek på den tyske tv-station ZDF’s opfordring tilbage til sit barndomsland. Det er denne rejse, der ligger til grund for bogen "Rejse ind i barndommen".

 Vi hører om forfatterens opvækst som efternøler i en børnerig familie med en voldelig far. Om jøderne der forsvinder til enten kz-lejre eller ghettoer i Polen. Om toge der drog mod Auschwitz 60 kilometer borte. Om børn der blev truet med ”hold kæft ellers kommer du til Auschwitz”. Vi hører om de sovjetiske troppers ankomst, og de rygter og frygten der var løbet i forvejen.

Det er således både en erindringsbog, der skildres af en aldrendes persons søgen efter den barndom, hvorfra han blev fordrevet, og en rejseskildring.

Forfatteren har indtil slutningen bevidst undgået begrebet hjemstavn, ”dette på tysk så betydningsfulde og – belastede ord. Oberschlesien er for mig ikke længere hjemstavn. Det gamle uforanderlige landskab er der ganske vist stadig, stenene, skovene og floderne. Men de velkendte mennesker, som for mig hører med til hjemstavnen mangler. Tradition, aura og sprog, det er alt sammen gået tabt." 

En smuk bog der vækker til eftertænksomhed om et menneskes hårde livsrejse.

19. jan. 2013 - 15:15   19. jan. 2013 - 15:15

Bjarne Nielsen
Anmelder
4

Horst Bienek: Rejse ind i barndommen. Et gensyn med Schlesien. 203 sider illustreret. 145 kroner. Forlaget Ellekær.