De små handicapgrupper har det rigtig svært. Det er nemt at få politikerne til at udtrykke sympati for de mere sjældne handicap, og der er ingen tvivl om, at disse gruppers udfordringer er til at få øje på. Men det er mere end almindeligt svært at skabe handling bag ordene. Lad mig give et eksempel:

I Danmark findes der 3-400 personer, der er døvblinde – enten fra fødslen eller som følge af tab af syns- og høresans over tid. Her er der tale om et handicap, som desværre kun forværres gennem livet. Det betyder, at de personer, der rammes af døvblindhed, resten af livet skal tilpasse deres tilværelse, færdigheder og aktiviteter  i forhold til deres syns- og hørenedsættelse.

Hverdag med forhindringer

Alene kommunikationen med hinanden og andre er ekstremt svær. Man bruger enten tegnsprogstolkning, skrivetolkning, taletolkning eller taktiltolkning. Men uanset værktøjet, så er der ikke ret mange i de døvblindes omverden, der kan kommunikere på disse måder, og der er ikke ret mange teknologiske løsninger, der kan hjælpe.

Ud over kommunikationen handler det også om at finde nye måder at klare hverdagens helt basale gøremål på, som at handle, lave mad, gøre rent og ikke mindst komme rundt. For nogle handler det også om at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet. Dette er bare nogle af de få grundlæggende udfordringer, som en døvblind skal håndtere. 

Gennem de seneste 15 år har den organisation, der repræsenterer døvblinde, FDDB, via offentlige midler, drevet et projekt, som blandt andet har haft til formål at opsøge de nye døvblinde for at give dem den rådgivning, de har brug for. Det burde være indlysende, at det er afgørende, at der er nogle med de rette faglige kompetencer, der drager omsorg om denne lille gruppe.

Det kan undre, at det år efter år har været en evig kamp at få penge til projektet.

Det er ikke noget, som 97 kommuner kan klare hver især.  Det er ganske enkelt umuligt og for dyrt at oparbejde og fastholde den nødvendige ekspertise i de enkelte kommuner. Derfor må indsatsen være tværgående. Det er faktisk også billigere at lade civilsamfundet løse denne opgave.

Det er vanskeligt at finde nogen politiker, der stillet over for de døvblindes situation, vil mene, at projektet i organisationen for døvblinde, FDDB, ikke bør videreføres eller gøres permanent. Derfor kan det undre, at det alligevel år efter år har været, og fortsat er, en evig kamp at få penge til projektet.

Manglende politisk vilje

Projektet koster 1,6 millioner kroner årligt. Det er et beløb, som FDDB ikke har mulighed for at rejse selv, men for samfundet som helhed er det ikke en herregård – slet ikke når man tager udbyttet for den enkelte person med døvblindhed i betragtning. Der er tale om et helt uundværligt tilbud. I skrivende stund er projektet under politisk overvejelse med henblik på endnu en midlertidig løsning. Måske findes der en midlertidig løsning, men det er åbenlyst for enhver, at der er behov for en langvarig økonomisk støtte. Alt andet vil være mere end urimeligt.

Man må derfor stille spørgsmålet: Hvordan kan det være, at noget, som alle støtter, og som koster relativt lidt, ikke kan finde en permanent løsning?

Jeg kunne sagtens have fremhævet andre eksempler og komme til det samme beklagelige resultat.

Det kan kun handler om manglende politisk vilje til at støtte op omkring de få. Men hvorfor? Det er det store spørgsmål i et samfund, som gerne vil måles på, hvordan det behandler sine svageste medborgere!