Carit Etler skrev to bøger om den danske folkehelt Svend Gønge, bedre kendt som Gøngehøvdingen. Den første, Gøngehøvdingen fra 1853, er egentlig temmelig uinteressant skønt ganske underholdene. Den mest interessante af bøgerne er i virkeligheden Dronningens vagtmester fra 1855.

Det er som om, Spielberg aldrig tør lade os tvivle på det store idol.

Hvor den første handler om den altid ufejlbarlige, snu og kloge Svend Gønge, så er to'eren om hans noget mere gumpetunge og temperamentsfulde, men også godmodige og tro, væbner Ib langt mere interessant.

Svend Gønge er simpelthen for perfekt. Han har altid ret og begår aldrig fejl, og han besejrer hver en fjende. Og der er sgu grænser for, hvor længe det er interessant at høre om.

Noget af det samme lider Steven Spielbergs nye storfilm om den legendariske præsident Abraham Lincoln (Daniel Day-Lewis) under.

Ikke en film om Lincoln

Filmen tager udgangspunkt i tiden fra Lincolns genvalg og til hans død for morderen John Wilkes Booths hænder. Men som sådan er det ikke en film om Lincoln. Han er bare kulisse for det, der i virkeligheden er en film om det 13. tillæg til den amerikanske forfatning, som blev endeligt vedtaget 31. januar 1865, og som een gang for alle forbød slaveriet.

Det er sådan set ikke et problem, for det politiske spil omkring vedtagelsen af forfatningstillægget, og de spillere, der deltager i det, er så klart filmens mest interessante del.

Problemet er, at selvom Lincoln er reduceret til en bifigur, så fylder han stadig hele filmen, fordi det skal forestille at være en film om ham. Der er en åbenlys konflikt i prioriteterne, fordi man har besluttet sig for at lave en film om Lincoln, men det egentlig er forfatningstillægget, der er omdrejningspunktet. Men det er filmens mindste problem.

Sygeligt kvalmt

Jeg besøgte for nylig den amerikanske hovedstad Washington D.C., hvor et imponerende, dorisk tempel – The Lincoln Memorial – står som virkelighedens monument over Lincoln, der med sit virke under borgerkrigen og ophævelsen af slaveriet skrev sig ind i rækken af den amerikanske nations fædre.

Lidt samme formål føles det som om, Spielbergs Lincoln skal tjene: at ophøje og ære Lincoln til nær-guddommelig status. Problemet er bare, at frem for at være interessant er det først og fremmest sygeligt kvalmt og dræbende kedeligt.TWEET

Han tiltales som noget af det første af to menige Union-soldater, der naturligvis kan hele hans berømte Gettysberg-tale udenad. Så er stilen lagt, og det holder hele vejen igennem, indtil billedet af Lincoln stående med armene ud til siden i en klassisk Kristus-positur, der lukker 2,5 times hyldest.

Vi må aldrig nogensinde komme i tvivl om, at Lincoln var en ufejlbarlig landsfader. Hver eneste gang, han åbner sin mund, er det citatklare guldkorn, der kommer ud, og alt hvad han på noget tidspunkt gør, er til hver en tid det 100 procent korrekte at gøre. Det er så skrigende amrikanerpatriotisk, at det simpelthen er bedøvende irrelevant uden for USA's grænser.

Teknisk flot

Bevares. Lincoln er til tider en ganske spændene politisk thriller. Scenen, hvor Repræsentanternes Hus omsider skal stemme om det 13. forfatningstillæg, er fantastisk velkonstrueret og nervepirrende. Men hele tiden er det sølet ind i den samme karameliserede moraliseren, som skæmmer hele filmen.

En del af mig vil gerne tro, at Steven Spielberg selv har kunnet se, at den var gal. Både fordi, jeg synes, han er en fremragende instruktør, men også fordi der er brugt masser af filmiske tricks og kneb for at få det til at se ud som om, karakterne har dybde.

Der er personlige konflikter i det Lincolnske hjem: konen Mary (Sally Field) bedrejder Abraham deres søn Williams død som 12-årig, tre år inden filmens handling. Men vi kommer aldrig i tvivl om, at Abe selvfølgelig også her har ret og er god og sand og rigtig og Livet og Vejen...TWEET

Det er som om, Spielberg aldrig tør lade os tvivle på det store idol. Som om det bliver mindre vigtigt, at slaveriet blev ophævet, eller at Lincoln var en mindre dygtig politiker, hvis vi bare så meget som et sekund kommer til at tro, at han ikke i alle tilfælde var ufejlbarlig.

To stjerner sniger filmen sig op på. En for Daniel Day-Lewis og det resterende cast, hvis præstationer svinger mellem det over gennemsnit gode og det regulært fremragende. Og en stjerne til Steven Spielberg, der filmteknisk cementerer, hvorfor han er konge, kejser og pave af den episke Hollywood-film. Men flere bliver der altså ikke til denne omgang sødsuppe.

Så se gerne filmen og nyd den for skuespillet og håndværket. Men er man alt andet end en ung Venstre-løve med en indædt og flammende kærlighed til den særligt amerikanske version af frihed samt "America!" tatoveret over hjertet, skal man nok huske at have brækposer med i biffen.