Der er for så vidt ikke mange ben i at definere et rum. Når man ganger højde med bredde og dybde, får man en kasse med seks flader. Forbundet med menneskelig aktivitet kaldes toppen for loft og bunden for gulv. Resten er vægge, og kassen er nu et rum, et værelse. Her foregår det meste på gulvet. Det er her vi sover, spiser, leger og måske danser. Men hvis vi drejer kassen en kvart omgang, bliver det hele besværligt og meget tungt.

Hvis vi i fantasien gør gulvet til en væg, og en væg til et gulv, sørger jordklodens rotation for, at et gulv altid er et gulv og at alting falder nedad. Det kaldes for tyngdeloven, og den kan selv den unge danskboende artist Esther Wrobel, der er tidligere instruktør i den israelske hær, ikke ophæve. Hun gør nu sit yderste sammen med det franske nycirkus- og klatrekompagni Cie Lezartikal i luftdans-forestillingen The Room, der netop har gæstet Republique på Østerbro i København. Kun støttet af en kraftig lodret line omdanner hun sammen med partneren Milou teatrets lille sal til en "Spiderwoman"-verden.

Sammen og hver for sig svæver de tilsyneladende uanstrengt rundt i en surrealistisk verden, hvor lyd og Samuel Moores videoanimation ophæver det fysiske skel mellem ydre og indre realitet. Det er som om alle sansers holdepunkt bryder sammen, når de to artister i op til 10 minutter ad gangen slår horisontale saltomotaler og kravler op og ned som fluer på væggen. Perspektiv og virkelighedsopfattelse får sig en rusketur, mens rummet langsomt gøres umenneskeligt, omskabes til en farlig verden, hvor det lille lukkede rum fører videre til det store verdensrum, og den private sfære bliver forvandlet til Kosmos.

"The Room" er en af den slags forestillinger, der trodser både tyngdelov og gængs menneskelig opfattelse af kroppens kapacitet. Det er en både fascinerende og skræmmende fysisk leg med rumlighedens perspektiver og vor egen bevidsthed. Velkommen til luftdansens surrealistiske virkelighed.