Farcen har trange kår i Danmark. Man kan se spor af den i tv-serien "Live fra Bremen" på TV2, men ellers er den absurde og humoristiske farce med sit høje tempo, sine karikerede figurer, fald-på-halen komikken samt de vanvittige situationer og forvekslinger en sjælden gæst i teater-København. Mest kendt er nok Avery Hopwoods legendariske "Den grønne elevator", hvor Kjeld Petersen og Claus Ryskjær med stor glæde en gang drak henholdsvis Ghita Nørby og Kirsten Walters totalt i hegnet.

Derfor er det modigt af Folketeatret i Nørre Allé at satse sit forår på den amerikanske dramatiker Ken Ludvigs klassiske farce "Skaf mig en tenor". Den bygger på den gakkede historie om en diktatorisk operadirektør (Asger Reher) og hans bestyrelsesforkvindes (Susanne Heinrich) kvaler, da den verdenskendte - samt kvinde- og madglade - tenor Tito Merelli (Kristian Boland) æder sig en pukkel til i frokosten og derefter falder i en dødlignende søvn, knock-out'et af et bedøvelsespulver.

Max (Mads Knarreborg), der er operadirektørens skvat af en assistent og lun på hans datter (Margit Watt-Boolsen), kan faktisk synge. Da gode råd bliver dyre, får direktøren ham overtalt til at give den i rollen som den sorte helt Othello, iført krølhårsparyk og sort skosværte i ansigtet. Det lykkes til fulde, alle er glade - indtil den formodede afdøde verdenstenor vågner af sin veronal-brandert. Så er Fanden løs i Laksegade, for hvem er hvem? Midt i løjerne blander tenorens temperamentsfulde og sindssygt jaloux kone Marie (Pernille Schrøder) sig, Det samme gør operaens ambitiøse sopran (Josephine Nørring), for slet ikke at tale om hotellets medieliderlige piccolo (Robin Haslund).

Den klassiske farces udfordring er timing: de rappe, fodformede replikker og vanvittige situationer skal køre som smurt i olie. Det gør de i "Skaf mig en tenor". De otte spillere styrer den kaotiske leg med overlegen spilleglæde i Peter Schrøders stramme instruktion og Lisbeth Dahls totalt syrede italianisering af de mundrappe replikker. Der er garanti for et godt, uforpligtende grin i vinterkulden.