Lyden af den militære marchmusiks taktfaste truttelut, fanefejringernes kommandoråb, de alenlange hyldesttaler og massemødernes monotone klapsalver runger netop nu fra Arbejdermuseets vægge, der er behængt med den tyske grafiker Hans Tischas værker. Her er kindkys så det smasker, idrætsudøvernes svulmende muskler og de knyttede næver, der markerer bonde-arbejder-statens ubrydelige enhed.

Udstillingen er samlet og arrangeret af den tyske gallerist Heike Arndt, der til daglig bor i Syddanmark. Hun viser, hvor fremragende en håndværker han er på sit felt, men det er først og fremmest systemkritikeren Hans Tischa, der kommer til orde i "Modspil". Gennem en række malerier skildrer han med et glimt i øjet systemets selvpromoverende symbolverden. 

Systemkritikeren

Selv lagde kunstneren i sin tale ved udstillingens åbning ikke skjul på, hvor trist han fandt storbyens kulturelle liv, og hvor forfærdelige kår kunsten havde, da han i 1965 kom til Østberlin for at ernære sig som grafisk kunstner med forkærlighed for bogillustrationer. Han udpenslede især sin irritation over den officielle kunstpolitiks stramme bånd og statens pompøse selviscenesættelse.

Hans Ticha blev født i krigsåret 1940 i Tjekkoslovakiet, som familien forlod i 1946. Han læste kunstpædagogik og historie i Leipzig og underviste her et par år, inden han i 1965 blev optaget på Berlins kunstskole i Weissensee. Efter endt studie ernærede han sig 1970-1989 år som selvstændig maler og grafiker. I den tid boede han i Rykestrasse i Berlins Prenzlauer Berg, hvor han mødtes med kunstnere og intellektuelle i kvarterets smukke Kollwitzplatz.

Efter den tyske forbundsrepubliks annektering af den hidtidige arbejder- og bondestat forlod han Berlin og flyttede med sin familie til den smukke Mainz-dal ved Frankfurt am Main.

Mennesket i centrum

Her erkendte han snart, at også det nye Tysklands magtstrukturer og samfundsmekanismer undertrykte det menneske, han i hele sin kunstneriske karriere havde sat i centrum. Derfor er han fortsat med at bruge sit enkle billedsprog til at kritisere den vestlige livsstil med temaer som den ustyrlige forbrugerisme, finanssektorens dominerende rolle i samfundet og udnyttelsen af den menneskelige krop som vare.

Tyske kunsthistorikere har kaldt Hans Tischa for DDR's eneste pop-art kunstner, og netop denne vestlige kunstform, der opstod i midten af 1960'erne, var ikke velset af det officielle DDR. Men selv om han hang ud med nogle af den østtyske magtelites argeste modstandere, regnede det ned over hovedet på ham med officielle opgaver og hædersbevisninger.

Hans Tischa arbejdede gennem alle årene både på statslige virksomheder som Verlag Junge Welt og Verlag der Nation og på systemkritiske forlag som Aufbau Verlag. Han blev snart DDR's suverænt mest populære bogillustrator og modtog frem til sit forbud mod at udstille i 1987 et vred af priser for "Årets smukkeste bog" og "Årets smukkeste bogforside".

Han arbejdede desuden for det vesttyske forlag Büchergilde Gutenberg og Taschen, fik i 1986 Den internationale Olympiske Komités store præmie for sin grafik til OL i Barcelona 1992 og deltog i 1990 i den 44. Biennale, Venedig. Der er repræsenteret på en lang række udstillingssteder i Tyskland, og der findes en righoldig litteratur om hans kunst.

Skildrer af den tyske hverdag

Ser man nærmere på den store udstilling, der fuldstændig fylder Arbejdermuseets kælder, er det ikke kun kritikken af DDR, der kommer til orde. Hans Tischa har et skarpt øje for tilværelsens absurde sider. Med en aldrig tæmmet fantasi og et fænomenalt kunstnerisk håndelag spidder han det urimelige, det undertrykkende, det snærende.

Han bevæger sig i sit billedsprog frit mellem stilarter og store mestre. Her er spor af den belgiske surrealist Magritte, Ferdinand Legérs kubistiske leg og den columbianske billedhugger Fernando Boteros svulmende kroppe. Selv har Hans Tischa peget på indflydelsen fra 1920'erne og 1930'ernes russiske konstruktivister og de tyske Bauhaus-malere.

Det er synd, at Arbejdermuseet i sit oplæg til "Modspil" så ensidigt slår på Hans Tischas kritik af DDR's socialisme, og derved giver patetiske koldkrigere som DR Nyheders Ole Blegvad lejlighed til at lufte sin anti-kommunisme. Et spadestik dybere er "Modspil" en formsikker beskrivelse af de sidste 50 års tyske hverdag på godt og ondt. Med sin finurlige streg og en skarp sans for sine medborgeres svagheder kalder Hans Tischa en skovl for en skovl og en spade for en spade. Det er denne frejdighed, der gør "Modspil" til en befriende oplevelse og en dejlig udstilling.