Berlin ændrer sig i rivende fart og ligner snart et kæmpe turistcenter. Billige flyafgange pendler mellem Berlin og resten af Europas metropoler, og byen står højt på listen hos ejerlejlighedsopkøbere. Alt er muligt i byen, der ingen bopælspligt har.

Men i februar har Berlin dog altid tiltrukket sig international opmærksomhed, der er nemlig filmfestival igen og filmfolk fra nær og fjern strømmer til.

Notat 1. KVINDERNES HISTORIE

”Berlinalen i år viste kvindernes historier” sagde skuespiller Paulina Garcia, da hun modtog guldbjørnen for filmen Gloria, hvor hun spiller hovedrollen.
For mig er en af de mest gribende oplevelser på dette års Belinale filmen om digterinden Salma (Rajathi Salma), i filmen af samme navn, der er skabt af den engelske dokumentarist Kim Longinotto.

Salma er muslimsk tamil og fortæller i filmen om sine oplevelser, og om hvordan hun kom til at skrive.

Som ung muslimsk tamilkvinde i puberteten blev hun som 13-årig spærret inde: ingen udgang efter første menstruation!

Salma og hendes søster deler et lille værelse. De smukke unge piger er for længst forlovet bort til den rige politiker i landsbyen, den slags kan man ikke modsætte sig i det beklemmende landsbysamfund. De mere rige vælger de smukkeste blandt de mindre rige.

Salma kommer til at tilbringe næsten 9 år i husarrest, fordi hun ikke vil giftes. Men da moderen tillader Salma at læse og skrive, er det i disse år, hun udvikler sig til en autodidakt digterinde.

Men da hun slut giver sig og bliver gift, begynder et mareridt. Hendes mand forlanger, at hun skal opgive skriveriet, for muslimske kvinder skriver ikke, og fra nu af må Samla gemme digte på sedler under sengen, mellem håndklæderne, overalt...

I filmen ser vi Salmas rejse sammen med filmmageren tilbage til sin landsby og på besøg hos sin mor, sin mand og så videre. Vi møder både nutiden, hvor betingelserne for unge kvinder ikke har ændret sig betydeligt, og fortiden, som vi nu kan snakke om, og vi erfarer, at Salma faktisk kun via sin berømmelse kan få lov at skrive videre.

Hun er stadig gift men lever nu i storbyen, separeret fra sin mand. Fortællesproget i filmen, hvor filmmager Kim Longinotto selv fører kamera, er indtrængende men ikke sensationspræget, stemningsfuldt men ikke teatralsk. Man kan mærke, at filmen i sig selv er en vigtig brik for Salma og for den proces, som Salmas digte har sat i gang. Det er det, der gør filmen så nærværende

Men mest af alt er Salmas digte ikke blot gribende, de er meget gribende, og kunne i sig selv berettige flere eksperimenterende filmforløb, hvor selve digtene kom mere til sin ret, end det er tilfældet i en dokumentarfilm.

Salmas litteratur er ikke oversat til dansk men findes på engelsk.

Notat 2. EN GRÆSK TRAGEDIE FRA GHETTOEN I ELFENBENSKYSTENS HOVEDSTAD

En anden kvinde gør sig bemærket, men denne gang bag kulisserne som kamerakvinde og klipper i filmen fra Abidjans slum Burn It Up Djassa af Lonesome Solo.

Filmen er virkelig et innovativt eksperiment “from downtown”, hvor plottet kunne være fra en græsk tragedie om brodermord. Men vi skriver anno 2012; den ene bror er politimand og den anden avissælger med en tvivlsom indkomst, der altid straks bliver spillet bort.

Ved en æressag, hvor han forsvare sin søster, roder han sig ud i noget skidt. Men egentlig er historien ikke så vigtig...

Det er de optrædende og den iver, med hvilken de fortæller om deres liv i Wassakaras ghetto. Kædet sammen af historiefortælleren Mohamed Bamba og af en skøn musik, der ikke er blevet slebet til efter vestlig smag i lækre franske studier, men som vidner om uforfalsket power.

Det er næsten kun mænd, der optræder i filmen, bortset fra en enkelt kvinde der er indirekte årsag til balladen og korte klip af hendes medsøstre på Abidjans halmtorv.

Men der er endnu en kvinde, der er med til at gøre filmen mulig, og det er franskmanden (m/k) Delphine Jaquet. Det er nok ikke sandsynligt at en “indfødt” kvinde fra slummen kunne have filmet, det er kønsrollerne nok desværre for opdelte til på stedet, men pyt nu med det. Det er resultaterne, der tæller.

Egentlig kan jeg ikke udstå overdrevent håndholdt kamera, men Delphine Jaquets kompromisløst håndholdte nærbilleder – hun må have kravlet rundt mellem skuespillerne og have opført noget nær akrobatiske bevægelser – er nærværende på en ny og levende måde.

Sammen med fortælleren og musikken gør disse billeder Burn It Up Djassa til en intens oplevelse fra en del af verden, som vi ellers ikke så let kommer i berøring med.

Få måneder efter, at filmen blev færdig, brød borgerkrigen igen ud i Elfenbenkysten

Notat 3. FILM FOR BØRN OG UNGE

Som altid er der på Berlinalen film for og om børn og unge med sektionen Generation. Her fortæller Liv Thastum på 15 år om vinderfilmen:

Raketten af Kim Mordaunt foregår i Laos. Ahlo er en ulykkes-tvilling. Allerede da han blev født, pegede hans Bedstemor på ham: ”Han er en tvilling. Hans bror er død. Men han, han vil have det onde omkring sig hele sit liv.”

Nu er Ahlo en dreng. Han bor med sin mor og far i en landsby i Laos. En dag kommer der en mand med følgende besked: ”På grund af den nye dæmning, vil jeres huse blive oversvømmet. I har til i aften til at rydde husene.”

På rejsen for at finde et nyt hjem prøver Ahlo at bevise, at han ikke bringer ulykke over familien.

Raketten er en meget dramatisk og bevægende børnefilm, der giver indblik i en anden, spændende kultur. En grund til, at denne film er så gribende, er, at skuespilleren bag den lille Ahlo, Sitthiphon Disamoe, spiller sin rolle på en meget naturlig og overbevisende måde.

Laos vidunderlige landskab får man desværre ikke så meget at se, og måske er filmen lidt overdramatiseret. Familien støder ustandseligt på gamle granater i det tidligere borgerkrigshærgede land.

En film med en meget speciel historie. Det centrale tema, at skulle bevise at man ikke bringer ulykke, er spændende og nyt for os.

En meget god børnefilm med overbevisende skuespillere og en helt speciel charme. En af det bedste film, jeg har set i år.

Raketten, der er en af Berlinalens få 35 mm-film, vandt tre priser: Glasbjørnen for den bedste film, Generation K+ Prisen og 50.000 euro for den bedste debutfilm, og Amnesty Internationals Filmpris.

Notat 4. FILMKUNSTEN DØR EN STILLE DØD

Der er måske ikke mange der opdager eller bevidst oplever de store forandringer, som overgangen fra film til video eller det digitale format giver. Det er mere noget, som man i det ubevidste mærker eller snarere ikke længere mærker.

Den kommercielle digitalisering er slået igennem, så vi for fremtiden ser fjernsyn i biografen, og til Berlinalen er tendensen overvældende: der er stort set ingen film at se.

Det, der med filmens digitalisering går tabt for altid, er efter min mening intet mindre end den store filmkunst. Det lyder måske højttravende men de nuancer og den stemning, som en 35 mm-film har, kan den digitale filmvisning og optagelse aldrig ramme: billederne er simpelthen for skarpe, som reklamer. Vi kan se hvert eneste næsehår, solskin fremkalder underlige skærende reflekser og de store landskabsoptagelser fungerer ikke.

Det digitale medie er berettiget, når det drejer sig om dokumentarfilm og kan muliggøre film, der ikke kan opdrive budgetter til ”rigtig” film. Sandt, ja, men bare de to formater havde kunnet leve side om side noget længere.

Derfor er det sjovt nok, at der mellem de film, der vinder priser, er tre, som er 35 mm-film. Der er nok noget med stemningen, noget med det der “gamle” format, der tit når længere ind til vore hjerter.

Virkelig en skam at dette format og alle dets udtryksmuligheder for altid går tabt i filmindustriens hovedløse forsøg på at overgå sig selv.

Notat 5. LÆNGE LEVE EKSPERIMENTET

En af de ægte 35 mm-film, der virkelig beviser det døende filmmedies styrke, er Hélio Oiticica om den brasilianske kunstner Hélio Oiticica, som også vandt dette års Calighari-filmpris.

Filmen er et rent overflødighedshorn af, hvad film og kunst kan. Hélio blev inspireret af Rios slumkvarterer, og hans malerier voksede snart ud over det todimensionale og blev til installationer, man kunne gå ind i.

Filmen er skabt af hans barnebarn, Cesar Oiticica, og den er et møde helt tæt på med en af Brasiliens vigtigste kunstnere i nyere tid. En formidabel hyldest til livet, Brasilien og den frie kunst.

Et andet sted, hvor der er plads til filmkunst, er "Forum Expandet". Det er dejligt, at festivalen også går mere eksperimenterende veje. Med "Forum Expandet" kan man bevæge sig rundt i Berlin til flere spændende videoinstallationer og se mystiske film.

Et gammelt krematorium blev taget i brug til installationer omkring Fukushima, og "Marshall McLuhan Salon" på den canadiske ambassade åbnede op for en videoinstallation af Marie-Hélène Cousineau med fotostemninger fra Inuitkulturen ved Baker Lake højt i nord.

Notat 6. SØLVBJØRN TIL FILM OM ROMA-FAMILIE

Ta’ en god historie, eller en der er så hårrejsende, at den slår benene væk under dig. Man kan også sige: åben ørene for en historie fra det virkelige liv, når det er barskt.

Det var det, den jugoslaviske filmmager Danis Tanovic gjorde, da han hørte sinti-parret Senada Alimanović og Nazif Mujić' historie.

Spørg så de selv samme mennesker om de ikke vil forsøge at genspille deres historie foran kameraet, tag et par ugers tid og ring til vennerne, der kommer og filmer professionelt (dem har man naturligvis, når man er filmmager) og hokus pokus: fire måneder senere står du med en Berlinale-sølvbjørn.

Måske er filmen Epizoda U Zivotu Beraca Zeljeza (“En episode i en skrothandlers liv”) om Senada, der ikke kan blive behandlet på sygehuset i Bosnien-Hercegovina, fordi hun ikke har nogen sygeforsikring, beviset på, at det virkelige liv altid overgår enhver fiktion.

Uden effekter og stor drama bliver vi stillet overfor livet, som det ser ud for mange roma-familier der lever på et eksistensminimum. Den eneste måde at klare dagen og vejen på er at sælge gammelt jern.

Da Senada opdager, at hun bærer på et dødt foster, og det bliver klart, at hun omgående skal i lægelig behandling, bliver hun som så mange andre roma-familier uden sygesikring gang på gang vendt i døren på hospitalet.

Historien kunne man jo godt have spundet en højt dramatisk film over, men det er ikke tilfældet. Det er nok, at filmens hovedpersoner spiller sig selv, og det er den styrke og det livsmod – trods alt – der overbeviser.

Filmen er spontan produceret med et lille budget og er egentlig til en guldbjørn, men nu blev det altså kun til en af sølv.

Til pressekonferencen går det op for mig, hvor mange fordomme der egentlig er overfor sinthier og romaer, da Nazif Mujić siger: “Jeg skammer mig ikke over at være roma”. Han siger netop ikke: ”jeg er stolt af at være roma”, og det er slående. Parret har stadig ingen sygeforsikring.

Om aftenen vises filmen i Berlinalepaladset; en flot sort bil kører frem, og parret, der efter ulykken nu har fået deres tredie barn, en lille søn, træder ud.

Han bæres med i babykurv over den røde løber, flot skal det være, men sygeforsikringen er altså ikke på plads endnu…

Nazif Mujić (den mandlige hovedrolle) vinder også en sølvbjørn som den bedste skuespiller lige for næsen af alle de profesionelle – for at spille sig selv – men det gør han også rigtig godt, må man sige.

Lad håbe, at bjørnen kan indbringe en pæn sum, ikke kun hos skrothandleren, og at denne film ikke bare vil være en forbigående glamour for roma-familien, men mere en det: et vigtigt skridt på vejen til at respektere dette undertrykte folk.

IMOD DEN KOMERCIELLE MALSTRØM

Tilbage i Berlin rulles den røde løber ind indtil næste år, og jeg går videre til min dagligdag, rig på indtryk og tanker.

Vil 35 mm-filmen alligevel overleve et par år endnu? Hvordan vil det videre liv gå for de mennesker fra hele verden, hvis liv jeg har “mødt” gennem filmene? Tankerne er mange, og jeg er mættet med indtryk. Jeg håber, filmene kan rokke ved de overvældende kræfter, der så massivt søger at ensrette vores verden og tankegang.

Min gyldne filmrulle går i år til filmen Salma og til digterinden i filmen. Jeg håber, at enkelte af disse vigtige film finder vej til biografen, og at Berlinalen videre frem vil give plads og rum til at fortælle historierne om de, der ikke lader sig ensrette.