Tildelingen af statuetter og uddeling til og af stjerner påkalder sig stor opmærksomhed i disse dage. Kathryn Bigelows film Zero Dark Thirty om jagten og drabet på Osama Bin Laden var med i opløbet om at få en Oscar. Heldigvis blev filmen forbigået ved Oscar-uddelingen og må også nøjes med fire stjerner i Arbejderens spalter.

Ikke fordi filmen ikke er spændende eller er dårligt lavet. Tværtimod er det på mange måder en uhyggelig spændende actionfilm, som jeg – selvom den burde forbydes at vise offentligt – iler med at give fire stjerner.

Fascinerende skønmaleri

Zero Dark Thirty er ganske vist en fascinerende og spændende film om et af "højdepunkterne" i den såkaldte krig mod terror – om jagten på og likvideringen af den ondeste af Amerikas onde ånder, Osama Bin Laden.

Men filmen har en bagside. Den er en skønmaling af USA’s selvproklamerede krig mod terror og en legitimering af metoder, der i åbenlys modstrid med både Folkeretten og internationale konventioner, som USA juridisk er forpligtet til at overholde.

Filmen fremstår som propaganda for den stærke amerikanske præsident og hans hemmelige tjenester – især CIA – og handler om, hvordan elitesoldater fra det amerikanske frømandskorps, Navy Seals, opsporer, finder og dræber Osama Bin Laden i et kommandoraid mod et hus i Pakistan.

Mangen en amerikansk film har ofte glorificeret eneren, der trodser omgivelserne og som stædigt, trods bureaukratiske hindringer og politiske hensyn, fastholder kampen for sandhed og retfærdighed. Der også tilfældet med Zero Dark Thirty.

Filmens kvindelige hovedperson (Jessica Chastain) skulle angiveligt være en virkelig person i CIA, der spillede en central rolle i forbindelse med jagten på Osama. Filmen hylder hendes indsats både ved skrivebordet og i marken. Fra CIA's torturkældre til kontrolrummet på Baghram Airbase, hvor hun overvåger luftrummet og advarer om pakistanske jagerfly.

Legitimerer tortur

Zero Dark Thirty er en farlig film, der legitimerer tortur og med begejstring lovpriser de institutioner i staten, der opererer i hemmelighed og er fritaget for enhver demokratiske kontrol.

Bigelow har ganske vist afvist, at filmen hylder tortur, og hun har støttet sin påstand med netop filmens dokumentariske stil og ambition: for der var jo tortur under Bush, og det er derfor, filmen har det med.

Men den ukritiske gengivelse af tortur-afhøringer med brug af water-boarding betyder, at Zero Dark Thirty i praksis skønmaler, legitimerer og fremmer tortur – det er både i strid med al menneskelig anstændighed og fornuft, men er også gennem FNs konvention mod tortur forbudt.

Zero Dark Thirty overtræder dermed forbudet mod tortur og burde derfor ikke være tilladt at vise offenligt og uden nogen forbehold.