Det smukke engelske landsted Beecham House summer af musik. Alle beboerne er pensionerede musikere, men de er slet ikke færdige med at spille. Lidenskaben er intakt, og de øver nu alle til den store Beecham House gallakoncert. 

Blandt musikerne er tre gode venner, alle sangere og gamle kolleger, Reginald Paget (Tom Courtenay), Wilfred Bond (Billy Connolly) og Cecily Robson (Pauline Collins). Men Beecham House skal have en ny beboer, og overraskelsen blandt de tre er stor, da det viser sig at være stjernen Jean Horton (Maggie Smith) - det fjerde medlem af deres verdensberømte kvartet. 

Kun Reginald er utilfreds; hans fortid byder på et forlist ægteskab med Jean, og selvom hun er klar til at gøre op med det og blive gode venner, er det en noget sværere øvelse for Reggie. Spørgsmålet er nu, om de kan lade fortid være fortid og endnu engang samle kvartetten til den store gallakoncert og redde Beecham House.

Ok, givet: settingen er måske unik, men historien er hørt før. Nogen er uvenner men skal overkomme deres genvordigheder for at redde en fælles kærlighed, det være sig et plejehjem eller nærmest hvad som helst andet.

Men det gør ikke det fjerneste. Stykkerne i den klassiske musik, der siver ud af hver en revne og porre i det storstålede Beecham House, bliver kun bedre af, at man kender dem. Det giver plads til at lægge mærke til alle variationerne i fremførslen, de små nuancer, der viser evnerne hos dirigenten, førsteviolinisten, ja hver eneste medlem af orkesteret.

Og som med denne slet skjulte metafor er det også med film. Det gør ikke noget, at man kan regne det hele ud. Det giver bare ekstra rum til, at skuespillerne og instruktøren kan øse ud af deres talent. Problemet opstår, når de er talentløse og ikke har noget at øse af til at fylde rummet ud med.

Heldigvis er det langt fra tilfældet i Kvartetten. Hvert eneste af dens fire gamle liv gør det strålende i de storslåede manor house-omgivelser, og Dustin Hoffmann formår sågar at få klemt et par refleksioner over alt fra tilgivelse over rap-musik og til det at blive gammel ind. Det er lunt, det er hyggeligt, og det fungerer - men heller ikke mere end det.