25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sygeplejerskers hverdage – fotograferet af sygeplejersker

Boganmeldelse:

Sygeplejerskers hverdage – fotograferet af sygeplejersker

Det er alt for sjældent, der udgives bøger, der fortæller om arbejdslivet, så stor ros til Kreds Midtjylland for initiativet med at lade sygeplejersker fotografere fagidentitet.

Fotograf Jonna Fuglsang Keldsen har været tilknyttet projektet med at skabe en fotobog og har indfanget de fotograferende sygeplejersker selv på deres arbejdspladser. Portrætterne udgør sin egen fotografiske fortælling i bogen. Her operationssygeplejerske Bettina Stahl Søvang, Regionshospitalet Holstebro.
FOTO: Jonna Fuglsang Keldsen
1 af 1

"Det er godt at være sygeplejerske, godt at være dér, hvor man får indsigt i sjæle og mennesker, som man ellers ikke ville have mødt. Som ansat i sundhedsvæsenet får man også set bagsiden af medaljen i Velfærdsdanmark, hvor ikke alle har det lige godt. Jeg trives med at være i et system, der som grundlag har, at vi skal behandle alle ens".

Det er sygeplejerske Jesper Grønlykke fra Aarhus Universitetshospital, der fortæller, hvorfor han er glad for sit job.

Jesper Grønlykke er én af 11 sygeplejersker, der har bidraget til fotobogen "Øjeblikke" - om hverdagen som sygeplejerske.

Projektet med titlen "Sygeplejersker fotograferer fagidentitet" er sat i værk af Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland og giver et alsidigt billede af sygeplejerskernes arbejdsliv.

Med bogen i hænderne er det slående, hvor forskellige arbejdsområder sygeplejersker har. Yderpunkterne er nok sygeplejerskerne på intensiv afdeling med alvorligt syge patienter eller sygeplejersken på hospice med døende patienter og så skolesundhedsplejersken, der arbejder med at lære børn om sund mad og seksualoplysning.

Men der er også bidrag fra operationssygeplejersken, hjemmesygeplejersken, røntgensygeplejersken, den psykiatriske sygeplejerske, ambulatoriesygeplejersken, kræftsygeplejersken og sygeplejersken, der arbejder med rehabilitering af gamle mennesker.

Men trods forskelligheden har alle fokus på faglighed og omsorg – og det er vel lige netop det, befolkningen forventer af en sygeplejerske.

Det er også gennemgående, hvordan alle fremhæver betydningen af det tværfaglige samarbejde på netop deres arbejdsplads.

Det er blevet til en flot fotobog, der kan bruges på flere måder. Den fortæller alsidigt om, hvad sygeplejersker arbejder med, og viser fint hvordan det er borgeren, der er i centrum.

For sygeplejersker selv er bogen med til at fastholde masser af hverdagssituationer og sætter på den måde fokus på fagligheden.

Udover alle 11 medvirkendes bud på spørgsmålet: ’Hvis jeg var sundhedsminister …’, rummer bogen også 11 tekster, hvor sygeplejerskerne reflekterer over deres arbejde som fotografer.

Det er alt for sjældent, der udgives bøger, der fortæller om arbejdslivet, så stor ros til Kreds Midtjylland for initiativet. Bogen er redigeret af Ditte Scharnberg.

12. mar. 2013 - 10:11   12. mar. 2013 - 10:15

Bøger

Hanne Rosenvold
5

Øjeblikke. Sygeplejerskers hverdage – fotograferet af sygeplejersker.  Redigeret af Ditte Scharnberg.  160 sider i stort format. 250 kroner. Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland & Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.