Jens Jørn Spottag som Nero, den grimmeste og mest afskyvækkende mand i byen med tungen ud af munden og ansigtet forvrænget til en bizar verdensfjern psykopatisk maske og som det mest livfulde, charmerende og tiltrækkende mandfolk.

Den samme person i den samme mundering. Hele forandringen ligger i udtrykket, fagterne, timingen, energien og betoningerne. Teaterkunst af ypperste klasse.Det er det mest fascinerende og seværdige ved Jokum Rohdes forestilling Nero, som opføres for første gang i 15 år siden urpremieren i Turbinehallerne i 1998.

Historien udspiller sig i København. Et tre- eller firkantsdrama mellem den midaldrende narkoman Nero, hans tidligere unge hjemmehjælper Johnny og to udgaver af kvinden/luderen Carmen, som de begge begærer.

Det er surrealistisk, drømmeagtigt og indimellem fuldstændig hverdagsagtigt genkendeligt. En fortælling, der i outreret form beretter om det banalt svære ved at finde lykken i livet i kaosset af følelser, energier, eksistentiel ensomhed og faldgruber på vejen mod det ene eller andet mål. Især når man mest føler sig som offer og synes, at man skal have det hele, for det er synd for én, at alle andre er mere forkælede.

Måske skulle man hellere gå ud i verden og bare gi’, gi’ og gi’, som Nero siger i et af hans mere klare øjeblikke. Der er mange herlige replikker – sikkert opsamlet blandt de mange intelligente originaler, der befærder storbyens værtshuse – som rummer humor, vid, total livsløgn og nøgen selverkendelse. Carmen spørger til Johnny, om han har været ude at samle erhvervspoint til at komme ind på en yderligtgående uddannelse?

Det er et stykke, der var banebrydende i sin form og superaktuel i sit indhold, da det blev vist første gang, men nu virker det trods fremragende skuespil for langstrakt. Der er mange gentagelser i et drama, der bestandig kredser om lyst til mord eller selvmord, og hvor man flere gange tror, at nu er man nået til slutningen på både et liv og stykket for at erkende, at pladen lige spiller en gang til.

Det understreger måske en pointe, at vi er tilbøjelige til at gentage de samme fejl igen og igen, men det er ikke godt for dramaet. Man kommer sgu til at kede sig. Kill your darlings, som redaktøren siger til journalisten, der forelsker sig i sine alt for mange ord.