Her kommer en udfordring. Prøv at undgå at føle skepsis overfor følgende plot: Alain (Matthias Schoenaerts) er tidligere bokser. Han har ingen penge. Til gengæld er han stærk, så han får et job som dørmand på et lokalt diskotek, så han kan forsørge sin søn, Sam. Her møder han den forførende og intimiderende Stéphanie (Marion Cotillard).

Da Stéphanie mister begge ben i en ulykke, ringer hun til stærke Alain. Nu er Stéphanie svag og sidder i rullestol. Stærke Alain er ligeglad, for han kan bare bære hende. De to indleder et seksuelt forhold, som til sidst viser sig at være andet og mere end blot seksuelt.

Vi har vist hørt det før. Og dog.

For Smagen af rust og ben synes at bestå af to dele. En kedsommelig kærlighedshistorie mellem en stærk mand og en såret kvinde på den ene side, og en veludført historie om en far og en søn på den anden.

De to dele udspiller sig ganske vist sideløbende, men opleves adskilt både i kvalitet og fortælling.

For selvom kærlighedshistorien mellem Alain og Stéphanie er sjusket og letkøbt, så er forholdet mellem Alain og sønnen Sam (Armand Verdure) veludført og overraskende brutalt skildret. Stéphanie og Alains forbindelse er ikke udelukkende seksuel, og alligevel forbliver deres personlige forbindelse et utilsigtet mysterium.

Vi forstår ikke hvorfor Stéphanie har brug for Alain, udover den åbenlyse og fladpandede forklaring, at hun ingen ben har. Men vi forstår øjeblikkeligt hvorfor Sam har brug for sin far, og langsomt lader filmen os ligeledes forstå, at Alain også har brug for sin søn.

Dén udvikling fungerer, og den fungerer til dels fordi skuespilleren Schoenaerts giver Alain en kropslig brutalitet, som ikke begrænser sig til bokseringen.

Sam er spinkel, sårbar; Alain er det modsatte, og er ofte for hård ved drengen. Alligevel er Alain ikke nogen dårlig far. Han er ikke ond, han kommunikerer blot kropsligt.

Forholdet mellem de to kulminerer i en bizar og skræmmende scene, hvor netop Alains fysiske overlegenhed bliver essentiel. Scenen er både underspillet og højdramatisk, og er i øvrigt en passende kulmination på den del af filmen, som fungerer bedst.

Filmens anden del slutter som den begyndte: forudsigeligt, sentimentalt og lettere kedsommeligt.