Det er med blandede følelser, jeg anmelder den netop udkomne antologi ”Marxismen efter Marx”. En fornemmelse af glæde over at redaktion, forfattere og forlag stadig holder emnet levende blandet med sorg over den utrolige forvirring man præsenteres for under læsningen (allerede forordet advarer dog om dette).

Og også sorg over selv at havne i den mest udskældte kategori af marxister: Ortodokse eller dogmatiske marxister, ind imellem hånende kaldt sovjetmarxister. Dem Adorno snakkede om som folk, der talte ”Moskauderwelsh” eller ”Bolsjevik-jargon”. Så var de sat på plads. Ikke just et syn på sagen der rimer med ”proletarer i alle lande, foren jer”.

Mit bekendtskab med Marx startede i studietiden, omkring 1964-65, på Aarhus Universitet, hvor der blev læst og diskuteret Marx nærmest dagligt, helt op til slutningen af 1970’erne.

Dengang var forvirringen knap så stor, men den modsætning, der var mellem stedets berømte kapitallogikere og de parti- og fagforeningsrelaterede Marx-studerende, var knivskarp. Det dokumenterer antologien.

Forlaget Rhodos udgav hovedparten af de Marx og Engels-værker, der kom på dansk, hvilket gjorde læsningen ulige lettere. Ved en del fakulteter blev den marxistiske teori søgt omsat i praksis, blandt andet med krav om fagforeningsdeltagelse i universitets- og fakultetsledelserne. Det lykkedes dog ikke – senere kom i stedet det private erhvervslivs topfolk ind.  Det var tilsyneladende ligesom lidt mere ”naturligt”.

Ideen til nærværende antologi udsprang af en studiekreds ved Aarhus Universitet i 2009. En gruppe studerende, alle født efter 1980, har lavet det redaktionelle arbejde. Kapitelforfatterne er en gruppe godt en generation ældre forskere, nogle måske med skader efter CIA’s koldkrigspropaganda, mange fra samme universitet og kendte fra årtiers arbejde med forskellige varianter af arven efter Marx.

Man ”advares” også i forordet imod, at de fleste (alle?) er anti-sovjetiske og i sær anti-stalinistiske. Og det er de!

Selv de unge redaktører slynger allerede på den første side af forordet en sætning ud om ”stalinismens uhyrligheder.” Gad vide hvor meget de har forsket i netop det emne?

Ved det at hele bogen amputerer de sovjetiske, herunder ofte leninistiske, elementer fra, former der sig en meget teoretisk torso af en vestlig/USA-præget ”marxisme” (jævnfør for eksempel Marcuse), der let antager karakter af ren antikommunisme og antimarxisme.

Problemet for unge nybegyndere på marxismens smalle og snoede sti er, at de unges historiekendskab for 1700-1900-tallet og frem til i dag ofte er begrænset.

Dertil kommer den generelle hurdle, som alle der bare har haft et af Marx værker i hånden kender til, at de er umådeligt tunge i mere end en forstand. Især dem, der ikke er blevet tilrådet at starte med "Det kommunistiske partis manifest", har ofte mistet gejsten, når op-ad-bakkerne i "Kapitalen" melder sig.

Alligevel lykkes det nogenlunde antologiens redaktører, forfattere og forlaget at skabe et billede af, hvad der er sket, siden Marx døde.

Billedet blev hurtigt flimrende. Mens arbejderne dannede masseorganisationer i Europa, byggende på Marx og Engels, gennemførte de i Rusland Oktoberrevolutionen, som så mange vestlige ”marxister” ikke kan lide.

Det blev ikke bedre af at vigtige bidrag fra Marx egen hånd, som for eksempel ”Den tyske ideologi”, endnu ikke var tilgængelige.  Desuden var Marx tidlige skrifter ofte uklare på grund af svagheder i oversættelserne til de mange sprog, og dertil kom også de "planlagte" fejloversættelser, der skulle lede bevægelserne på vildspor – ”Det konsumistiske manifest” kan let fejllæses…

Antologien udelader også marxister fra efter murens fald, hvoraf mange har præget de senere års debat - eksempelvis Slavoj Žižek og Hardt & Negri - med en særdeles fri tolkning af det, Marx i sin tid havde udtænkt. Det er godt det samme de ikke er med her – der er mere vildledning end vejledning i deres tekster, set fra den revolutionære arbejderklasses synspunkt.

Anders Bech Holms indledende kapitel "Karl Marx – Fra Marx til marxismen" er et meget hæderligt forsøg på at beskrive udgangspunkterne for den marxistiske udvikling, og hvorfor den indbyder til så forskellige udviklingsretninger. Meget få ud over Marx selv erkendte de komplekse, indre sammenhænge og tænkte og virkede ud fra dem: konkret revolutionær sammen med arbejderklassen, teoretiker, dialektiker, historiker, økonom, sprogligt alsidig og særdeles begavet. Dem er der ikke mange af på dusinet. 

Curt Sørensen har haft den svære opgave at beskrive den tyske og især den russiske diskussion i den 2. internationales tid. Sørensen opfatter marxismen som et forskningsprogram, men er det nu ikke en lidt snæver forståelse set med Marx øjne? Hvor bliver den socialistiske revolution for eksempel af? Den forduftede også i den kapitallogiske skole, frankfurterskolen og næsten for Althusser.

Men er det en videnskabeligt dokumenteret konklusion at skrive: "I det stalinistiske Rusland" (eller var det nu ikke Sovjetunionen?) "derimod degenererede 'marxismen' fra et forskningsprogram" (eller var det nu ikke et bredt revolutionært program, byggende på Marx, Engels og Lenin?) "til en statsbærende ideologi for en ny herskende klasse af parti og statseliter”.

Dertil kan man jo så spørge: havde en russisk fortsat nærmest halvfeudal stat, bygget på Folkevennernes og småbøndernes livssyn, klaret at opsende en Sputnik i 1957? Næppe.

Antologien fortæller også om Mao Zedong, Antonio Gramsci, Gyorgy Lukács, frankfurterskolen, Th. Adorno og Max Horkheimer, Walter Benjamin, Herbert Marcuse, kapitallogikken og Louis Althusser.

Men i en kort anmeldelse er det ikke mulig at omtale dem alle. De har alle stor viden, men har måske ydet mindre bidrag til afgørende nytænkning i forhold til Marx grundlæggende tekster, og jævnlige vildskud forekommer.

Forfatteren til kapitlet om kapitallogikken, med højborg på Aarhus Universitet, Hans-Jørgen Schanz skriver: ”hele den traditionelle udlægning af Kapitalen – både hos socialdemokraterne og kommunisterne – havde været en blindgyde. Det stod fast. Og det står for mig stadig fast.” Ikke småsager efter at millioner af mennesker siden Marx død har læst og begrundet Kapitalen – herunder videnskabeligt veluddannede folk.

”Den dialektiske materialisme (som Marx aldrig formulerede, men som Engels og Lenin kreerede) må beskrives som ren tågemetafysik”, skriver han videre. Det er da rigtigt, at der ikke fra Marx side er nogen samlet fremstilling af den dialektisk materialisme, men at det var et område som såvel Engels som Lenin havde godt indblik i og videreudviklede.

Men i den udmærkede lille grundbog ”Dialektisk og historisk materialisme” fra Sputnik /Progress (Moskva, 1980, skrevet af et forfatterkollektiv – men måske undgået Schanz opmærksomhed grundet oprindelsesstedet?) er der i bogen en halv snes referencer til Marx/Engels arbejder. Bertell Ollman’s bog "Dance of the Dialectic" (University of Illinois Press, 2003) er også til stor hjælp ved forståelsen af det, Marx lagde i begrebet ”dialektisk materialisme”. Derimod er Kapitallogikken en lige så stille gået i graven. 

For kommende læsere af denne antologi om ”marxismen efter Marx” er det dog afgørende, at de sideløbende og selvstændigt læser originale arbejder af Marx/Engels og Lenin og deltager i studiekredse med diskussionsledere, der har et bredt kendskab til den praktiske side af Marx.

USA og Vesteuropa bekæmpede indædt den nye sovjetstat lige fra revolutionens sejr og i de næste fire-fem år, både med direkte militære interventioner og mere skjult. Under Sovjets heltemodige nedkæmpelse af Hitler-nazismen svigtede de vestlige lande med militær støtte.

Kampen for at svække Sovjet fortsatte lige så energisk under den kolde krig, med infiltration med videre. De erfaringer, arbejderklassen i Sovjet har gjort i disse kamp,e kan ikke undværes, men må sikres til anvendelse ved kommende revolutionære situationer i den kapitalistiske verden, suppleret med erfaringer fra Kina, Vietnam, Cuba og så videre.

Derfor må også genuin videnskabelig forskning ved universiteterne i Danmark undlade at formidle koldkrigspropaganda i en så vigtig sag som analysen af emnet ”marxismen efter Marx”. Det er trods alt vor tids proletariat, lønmodtagerne, der som skattebetalere sikrer akademikerne deres brød.

Som sagt: Bogen kan, med forsigtighed, anbefales, hvis den kombineres med egen læsning og tænkning og støtte fra uhildede Marx-kyndige, gerne med klassekampserfaring på arbejderklassens side.