Der tales meget om normalisering...

Lærernes arbejdstid skal normaliseres, deres seniordage skal normaliseres og deres mulighed for indflydelse på egen arbejdstilrettelæggelse skal også normaliseres. Med normalisering mener Kommunernes Landsforening (KL) nedskæring til laveste fællesnævner. 

Lærernes overenskomstmæssigt forhandlede vilkår er ifølge arbejdsgiverne absurde, urimelige og en uhørt luksus, vi som samfund ikke har råd til.

KL bakkes op af regeringen, der ikke vil genvælges. Her har man allerede brugt de penge, der skal spares på at forringe lærernes vilkår.

Drejebogen er skrevet: Lærerne svines til, anklages for at være urimelige, bare til en start. Derefter forhandling, hvor KL insisterer på, ikke at ville forhandlingen, men i stedet vælger at stille ultimative krav. Så et ensidigt dikteret sammenbrud, efterfulgt af lockoutvarsel.

Der er brug for solidaritet med lærerne, men der er også brug for, at vi diskuterer EU’s rolle.

Så kan KL læne sig tilbage - og vente på en konflikt, der både kan dræne lærernes strejkekasser og spare lønninger i deres eget budget. Når konflikten har varet længe nok, kan regeringen gribe ind og diktere de forringelser, KL og regeringen mener er nødvendige.

Er dette forløb normalt? Eller er det udtryk for, at der er sket en forandring i det politiske spil, der sætter den danske overenskomstmodel, løn- og arbejdsvilkår under et fornyet og massivt pres?

Hvad er KL's virkelighed? De er underlagt den budgetlov, der blev vedtaget som konsekvens af, at Danmark har tilmeldt sig EU's finanspagt. En budgetlov der har som konsekvens, at man ikke kan finde ekstra penge i særlige situationer. Rammen skal holdes, uanset situationen.

Før kunne regeringen tillade et merforbrug i kommunerne, hvis for eksempel der var øget arbejdsløshed, eller andet der gjorde det tydeligt, at kommunerne ikke kunne løse opgaverne med den pose penge, de oprindeligt havde fået.

Sådan er det ikke længere. Budgetloven dikterer, at rammen er fast. Det betyder, at forbruges der “for meget” et sted i budgettet, så må der spares et andet sted. Det, at rammen ikke længere er til diskussion, det at den ikke lader sig forstyrre af virkelighedens udfordringer, giver nogle særlige betingelser.

Og det gør det måske lidt lettere at forstå, hvorfor KL møder med en fast overbevisning om, at der skal spares på løn- og arbejdsvilkår. Det er ikke nødvendigvis kun onde intentioner, det er også en konsekvens af EU’s øgede indflydelse på velfærden.

Der er brug for solidaritet med lærerne, brug for at vi bakker op om deres kamp for tilkæmpede rettigheder. Men der er også brug for, at vi diskuterer EU’s rolle, og brug for, at vi stiller krav om at budgetloven må brydes.