Den frie presse. Uafhængige, neutrale og objektive journalister. Den fjerde statsmagt. Demokratiets vagthund. Klicheerne er mange angående den rolle, journalistikken angiveligt spiller i samfundet.

Selv i medieforskningen bliver der sjældent gjort forsøg på at forstå journalistikkens dybere mekanismer, hvordan den er viklet ind i samfundets magtstrukturer og måske ligefrem bidrager til at opretholde og forstærke de strukturer.

Et sådant vellykket forsøg var bogen Manufacturing Consent af Edward Herman og Noam Chomsky, da den udkom i 1988.

Med de forskningsresultater, forfatterne fremlagde, stod det klart, at journaliststandens grund til at fejre sig selv sandsynligvis var overdrevet. Det er oplagt at se journalistikkens nuværende vilkår i lyset af dette værk.

I Manufacturing Consent præsenterer Herman og Chomsky en”propagandamodel”.

At betragte journalistikken gennem denne model kan give en forståelse af fagets udvikling og begrænsninger.

Ifølge Chomsky og Herman passerer en nyhed eller et hvert andet journalistisk produkt fem filtre på vej til modtageren. Nyhedens råmateriale ryger gennem filtrerne, og kun det rensede materiale, der bliver tilbage efter denne proces, er klar til at blive bragt i et givet medie.

De fem filtre er  ”ejerskab”, ”afhængighed af reklameindtægter”, ”afhængighed af kilder”, ”frygt for repressalier” og  ”antikommunistisk ideologi”.

Chomsky og Herman præsenterede deres arbejde under den Kolde Krig. De har senere opdateret modellens femte filter.

De to forfattere peger udtrykkeligt på alternative informationskilder og en kritisk bevidsthed i befolkningen angående traditionelle mediers sandfærdighed som vigtige grænser for effektiviteten af propaganda.

Kontradoxa har kigget nærmere på nogle af filtrene og sat dem ind i en dansk kontekst. Manufacturing Consent er på over 300 sider og bygger på omfattende empirisk materiale. Her gennemgås propagandamodellen med et par eksempler fra Danmark.

Journalistikkens krise

Den udvikling, der er sket indenfor journalistikken, siden Chomsky og Herman præsenterede deres teori, gør den mere relevant end nogensinde før. Journalistikken er ramt af en krise, der har at gøre med, at den er underlagt et stadigt strengere profitrationale, som svækker kvaliteten og bidrager til denne tendens:

Flere historier med kun en kilde. Flere citathistorier fra andre medier. Nyhedsbureauers telegrammer og let omskrevne pressemeddelelser direkte i spalterne eller som speak med arkivbilleder. Avisers udlicitering af hele tillæg til kommunikationsvirksomheder. Mindre undersøgende journalistik. Mindre tid til research.

Mindre tid til at checke kilders udtalelser, hvilket ofte medfører, at man bare bringer dem og så lader læsere eller seere vurdere dem. Flere annoncer. Flere reklamer. Flere annoncer og reklamer forklædt som artikler. Flere fyringer. Koncentration af ejerskab på færre og færre hænder. Lukning af medier. Faldende oplagstal.

Større jobusikkerhed for journalister: Flere kortidsansættelser, større krav om fleksibilitet og uhyre stressende arbejdsomgivelser. Mere billig arbejdskraft i redaktionslokalerne i form af praktikanter og stigende magtesløshed overfor stærkt professionaliserede ”pressetjenester” - herunder spindoktorer - med enorme budgetter i ryggen.

Disse udviklinger skader journalistikken og dens evne til at arbejde til gavn for samfundet.

Ejerskab

Journalistikken påvirkes i høj grad af hvem, der har ejerskab over medierne. Ejeren af et givet medie kan forhindre, at en historie, der skader hans interesser, kommer frem.

På globalt plan er der i løbet af de seneste år via konsolideringer og fusioner skabt ni transnationale medieselskaber, der tilsammen sidder på størstedelen af mediemarkedet i verden. Denne udvikling ser ud til at fortsætte og betyder, at stadig færre mennesker kontrollerer en stadig større del af medierne.

Det bliver kaldt ”deregulering” af markedet til trods for, at der er tale om en politisk regulering af markedet til fordel for disse kæmpe konglomerater.

Også det danske mediemarked har mærket tendensen.

Den svenske mediekoncern Bonnier overtog hele ejerskabet af Børsen i 1996, dagbladet Aktuelt lukkede i 2001, Jyllands-Posten og Politikens Hus fusionerede i 2003, det europæiske medieselskab Mecom Group overtog Berlingske Media i 2006, det tidligere uafhængige produktionsselskab Bastard Film – kendt for sin prisvindende og kritiske journalistik – blev opkøbt af en større aktør på markedet i 2009.

I modsætning til USA, hvor Chomsky og Herman lavede deres forskning, er der i Danmark indenfor tv og radio en public service-tradition. Således er Danmarks Radio og TV2 statsejet. Danmarks Radio finansieres via licensen. TV2 finansieres med en blanding af reklame og abonnement - men med klar overvægt af reklame.

Da Information, Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-Posten enten er selvejende institutioner eller fondsejede, går de indtil videre fri af ejerskabsfilteret.

Med de store omvæltninger, der sker på mediemarkedet de her år med faldende oplagstal, samt avisernes store problemer med i det mindste at gå i nul under den nuværende ejerskabsstruktur, er der ingen garanti for, at de kan bevare deres uafhængighed på dette punkt.

Om Metroxpress, Berlingske, B.T., Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og Børsen gælder, at det er usandsynligt, at journalistik, der altid skal skabe profit til en ejerkreds, altid opererer i offentlighedens interesse.

Det kan dette eksempel fra 1999 være med til at illustrere:

Berlingske Tidendes journalister var kommet på sporet af historien om A.P. Møllers salg af våben til nazisterne under Anden Verdenskrig. Værnemageriet foregik langt inde i krigen med skyhøje profitrater og var i sagens natur dødbringende for dem, der tog kampen op mod nazismen andre steder i Europa.

Desværre havde A.P. Møller en stor aktieandel i Berlingske Tidende, hvilket gjorde chefredaktionen noget beklemt ved at bringe historien. Chefredaktøren stillede som betingelse overfor avisens journalister, at dækningen i så fald skulle være ”ordentlig overfor mennesket A.P. Møllers minde” og ikke bringe ”skibsreder A.P. Møllers nationale redelighed i tvivl”.

Journalisterne fik trumfet igennem, at historien skulle bringes, men de kan ikke have opfyldt chefredaktørens krav godt nok: A.P. Møller-koncernen solgte bagefter med kort varsel sine aktier i Berlingske Tidende og gjorde dermed avisens fremtid højst usikker.

En sådan episode har en disciplinerende virkning i branchen. Næste gang, medlemmer af en chefredaktion overvejer at bringe en tilsvarende historie om sine ejere, tænker de sig om en ekstra gang.

Ejerskab er dermed et vigtigt filter. Allerede her kan historier, der er vigtige for befolkningen at få frem, sorteres fra.

Afhængighed af reklameindtægter

Medier, der ikke kan tiltrække annoncører og må klare sig fra overskuddet af salg eller eventuel mediestøtte, er i en mindre fordelagtig position end medier, der kan supplere med indtjening fra annoncer. Medier, der ikke kan tiltrække annoncører og skaffe reklameindtægter, får det svært. De må i yderste konsekvens lukke.

Derfor er det en fordel for et medie at orientere sig mod et ressourcestærkt segment. Det skyldes, at læsere og seere med høje lønninger generelt har et større beløb til rådighed til forbrug.

De er derfor interessante for PR-afdelinger at rette reklamekampagner imod. Alt andet lige er det en fordel for annoncører at henvende sig til et ressourcestærkt segment i forhold til et segment, der ikke er så ressourcestærkt. For et medie er det bedre at have købestærke læsere eller seere frem for læsere eller seere, der ikke er så købestærke.

En avis som Børsen har velbemidlede læsere, annoncører, der er villige til at betale meget for at få adgang til dette attraktive segment, og kører glimrende. Avisen og dens læsere er dog ikke kendt for stort samfundsengagement til fordel for globaliseringens tabere.

Børsen formidler snarere værdier i retning af materialisme, ejendomsret, individualisme, og at det er i orden at tjene mange penge. Børsens læsere råder over ”betydelige beløb til forbrug på jobbet og privat”, og 31 procent af avisens læsere har en årlig husstandsindkomst på over 900.000 kroner.

En ide om, hvilke socialgrupper Politiken, Information og deres marketingsafdelinger og annoncører henvender sig til, kan man få ved at besøge ”Politiken Plus”-shoppen og ”iShop”, hvor aviserne prøver at finansiere sig selv ved at sælge eksempelvis Poul Kjærholm-sofaborde til 31.000 kroner og læserrejser til Burma for 24.900 kroner.

Heraf følger: Jo mere attraktivt segment, jo flere reklameindtægter, jo sundere økonomi og jo større sandsynlighed for, at mediet overlever. Omvendt: Jo mindre attraktivt segment, jo lavere modtagernes indkomster er, jo mere segmentet eksempelvis består af bistandsklienter, førtidspensionister og andre fattige, jo færre reklameindtægter, jo dårligere økonomi og jo mindre sandsynlighed for, at mediet overlever.

Et annonce- og reklamefinansieret mediemarked har en tendens til kraftigt at marginalisere eller helt gøre det af med de aviser, der er afhængige af overskud fra løssalg og anonnementer alene.

Denne mekanisme medfører groft sagt, at typisk borgerlige aviser, der har mulighed for at spille med og acceptere samfundets markedsøkonomiske logik, overlever, mens medier med et socialt sigte og engagement til fordel for samfundets mindre privilegerede grupper går til grunde.

Det skete for Land og Folk i 1991 og for Aktuelt i 2001, men mekanismen har været med til at udslette alle arbejderbevægelsens aviser siden 1960'erne. Den eneste undtagelse er Arbejderen, der til gengæld er afhængig af indsamlinger og offentlige tilskud.

Annonceafhængig journalistik er med til at forstærke den tendens, at privilegerede gruppers værdier kan ytres i offentligheden og bliver forstærket af medierne. Mindre privilegerede gruppers værdier derimod kan ikke længere udtales, og svækkes tilsvarende, da deres medier ikke længere eksisterer.

Det skyldes annoncørers præferencer som – i kraft af, at de annoncerer og vil styrke deres salg – er pro marked. Det hænger med andre ord ikke sammen at reklamere for Rolex-ure, Lexus-biler og ejerlejerligheder i millionklassen i Land og Folk.

Disse produkter er slet ikke i overensstemmelse med segmentets værdier, og læserne har ikke den fornødne købekraft. Da Land og Folk går glip af denne indtægt, står avisen dårligt i konkurrencen på mediemarkedet og ender med at må lukke.

Annoncører reklamerer overvejende i medier med samme værdier som dem selv. Det vil sige medier, der traditionelt er blevet betegnet som borgerlige, men som det måske giver mere mening at kalde neoliberale.

I kraft af Politiken og Informations vage redaktionelle linie, samt deres desperate forsøg på at overleve ved at tilpasse sig en stadig mere aggressiv markedslogik gennem stigende kommercialisering af sig selv, kan de to aviser med god ret sættes i samme kategori.

Med andre ord: Reklamer og journalistik kan ikke skilles ad. Annoncørers præferencer gør, at medierne har et bestemt type indhold.

Det vil sige, at mediebranchen over tid og ud fra et økonomisk rationale må skille sig af med de medier, der ikke formidler det rigtige neoliberale budskab.

For medierne er der i længden ikke penge i ikke at sige det "rigtige" om markedskræfterne. De fortrinsvis traditionelt set borgerlige spillere, der er tilbage på mediemarkedet, er bare glade for at være kommet af med konkurrencen fra arbejderaviserne.

Og når de først er lukkede, kan deres kritik af samfundet ikke længere formuleres, fordi platformen for at ytre den ikke længere eksisterer.

Denne udvikling startede med partipressens uddøen i 1960'erne. I dens storhedstid var journalister loyale mod og skrev ud fra partipolitiske hensyn.

Siden skete der et skift inden for journalistikken, som nu skulle være professionel, objektiv og neutral. Personlige meninger eller partipolitiske overbevisninger måtte ikke længere spille ind for udøvere af faget.

Indoptagelsen og accepten af disse værdier medførte med tiden - som nævnt ovenfor - en kraftig ensretning af journalistikken. Den blev tilpasset samfundets magtstrukturer og har nu svært ved at bevæge sig uden for rammerne af disse, når den skal leve op til sit eget selvbillede som kritisk.

Det hænger sammen med, at begreberne ”objektivitet” og ”neutralitet” er ideologisk definerede.

Journalister på Völkischer Beobachter, Pravda og New York Times kan på de respektive ideologiers præmisser sagtens have været ”objektive og neutrale”, da de dækkede henholdsvis angrebet på Sovjetunionen i 1941, invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968 og besættelsen af Irak i 2003.

Skræmmende nok sættes der i meget medieforskning på besynderlig vis lighedstegn mellem ”afpolitiseringen” (partipressens endeligt og det, at journalistik nu skulle være uafhængig, neutral og objektiv) og kommercialiseringen af journalistikken.

Afpolitisering og kommercialisering skete sideløbende, og der er efter sigende intet modsætningsforhold.

I sin forskning taler en af Danmarks førende medieforskere, Stig Hjarvard (med henvisning til Timothy E. Cook), om medier som nogen, der ”generelt set er blevet afpolitiseret, i den forstand at de alene styres af professionelle og kommercielle motiver”. På besynderlig vis adskilles ”det kommercielle” fra ”det politiske”.

Derved opstår en ideologisk blindhed for, at kommercialiseringen af medierne er en politik i sig selv. En blindhed for det forhold, at når medierne i Danmark og globalt underlægges markedets logik, er det et resultat af politiske beslutninger.

Det er kun muligt at holde kommercialisering og politik adskilt, hvis man opfatter kommercialisering – i dette tilfælde af medierne – som noget naturligt, noget gudgivet eller som noget, mennesker ikke har mulighed for at ændre. I den ene eller anden form er det det, der kendetegner en ideologi.

Her er vi dybt inde i hjertet af neoliberal ideologi, hvor logikken hersker, at journalistik er objektiv, neutral og uafhængig, så længe den accepterer markedet som udgangspunkt og som grundlaget for diskussion og kritik. Markedet ligger ifølge denne tankegang ud over det politiske.

Det medfører, at journalistikken er objektiv, neutral og uafhængig, så længe den ikke sætter spørgsmålstegn ved kommercialiseringen af sig selv eller forholder sig grundlæggende kritisk til den systematiske kommercialisering af samfundslegemet i det hele taget.

Hvis journalistikken derimod prøver at bryde ud af den diskurs, opfattes den som dårlig og uprofessionel.

I journalistikforskningen, på fagets uddannelsesinstitutioner, i Danmarks Journalistforbund og blandt fagets udøvere er der en generel modvilje mod at se i øjnene, at kommercialiseringen af journalistikken og dens såkaldte professionalisering blot underlægger den nye kontrolmekanismer.

Kontrolmekanismer, der er langt farligere og ensrettende end i partipressens tid. Dette nævnes ikke for at idyllisere partipressen, men blot for at illustrere forskellen.

Angående journalistikkens evne til at være objektiv og uafhængig er der sandsynligvis ikke forskel på, om et medie er ejet af en transnational virksomhed eller et politisk parti.

Filteret ”Afhængighed af reklameindtægter” var med til at gøre det af med arbejderbevægelsens aviser og bidragede til, at medier med en helt anden social grundholdning end dem, der trykkes i dag, bukkede under.

Det bidrager fortsat til, at nye medier, som er grundlæggende kritiske overfor neoliberalismen, og som er professionelle – i den forstand, at journalister får løn for deres arbejde – ikke kan startes op og blive levedygtige. 

Afhængighed af kilder

Medierne er ofte i et tæt symbiotisk forhold til deres kilder, der virker efter princippet ”hvis du klør min ryg, klør jeg din”. Medierne har behov for at producere nyheder til så lave omkostninger som muligt. Kilderne har behov for at formidle deres budskab.

Der er tale om et gensidigt afhængighedsforhold. Aviser og tv-stationer har brug for en pålidelig og regelmæssig strøm af nyhedsstof, som disse kilder er med til at levere. Den journalistiske dagligdag er planlagt og indeholder deadlines, der ikke må overskrides. Intet medie har råd til at have journalister og kameramænd overalt, hvor en nyhedshistorie kan opstå.

Økonomisk rationale dikterer, at de koncentrerer deres ressourcer og opmærksomhed få steder, men hvor sandsynligheden for, at nyhedsstof skabes, er stor.

Det er steder, hvor rygter florerer, og regelmæssige pressekonferencer bliver holdt, fx på Christiansborg, i ministerier, politigårde, rådhuse, aktionærmøder, retssale og præsentationer af større virksomheders årsregnskaber.

Statsministerens tirsdagsbriefing har en årrække været landets vigtigste center for denne form for aktivitet. Dette bureaukrati er leveringsdygtigt i store mængder materiale, der sikrer medierne et pålideligt og planmæssigt nyhedsflow.

For at fastholde deres position som mediernes kilder og derigennem sikre sig en platform, hvorfra de kan komme ud med deres budskab, gør ministeriers og virksomheders pressemedarbejdere et stort stykke arbejde for at gøre livet let for journalister.

De sender udkast til taler og kommende rapporter på forhånd, de planlægger og inviterer til pressekonferencer, så det passer med mediernes deadlines, de skriver pressemeddelelser i et letforståeligt sprog, og de arrangerer gode fotomuligheder.

Det kan man kalde, at magtfulde interessenter subsidierer medierne. I forhold til personer, organisationer og befolkningsgrupper, der ikke har råd til at stable sådan en pressehåndtering på benene, får de særbehandling og eksponering ved til gengæld at holde mediernes udgifter til nyhedsproduktion nede.

Det er en fordel for et medie at bruge kilder, som automatisk opfattes som troværdige, fordi det reducerer udgifter til research. Brug af kilder, der ikke umiddelbart opfattes som troværdige, eller hvis brug forventes at medføre kritik eller trusler mod mediet, kræver derimod et grundigt baggrundscheck og dyrebar research.

Kilder, der uden videre betragtes som troværdige, er for eksempel ”eksperter” i skikkelse af cheføkonomer og aktieanalytikere, der typisk udtaler sig om, hvordan det går med væksten.

Til trods for, at de egentlig blot er talerør for landets store banker, støder de så godt som aldrig på skyggen af et kritisk spørgsmål, når de toner frem på skærmen i bedste sendetid. Det kan skyldes, at de formulerer det helt rigtige neoliberale budskab: for at opretholde en høj økonomisk vækst i samfundet, bliver vi nødt til at forbruge mere.

Et sådan budskab kan passere hele vejen ned gennem propagandamodellen uden at støde på modstand. I vores type samfund kan man ikke forestille sig noget mere ukontroversielt.

Ingen har interesse i, at dette budskab ikke bliver formuleret til hundredtusindvis af seere. Til trods for det absurde og sikkert i længden kamikaze-agtige ved at basere et samfund på denne enkle mekanisme, bliver budskabet aldrig gjort til et emne for kritisk refleksion af studieværter.

At være kritisk overfor Steen Bocian, pressetalsmand for Danske Bank, betyder at være kritisk overfor hele den måde, samfundet er indrettet på. Og det er måske alligevel for meget forlangt af en tv-journalist, der repræsenterer en stor medieorganisation.

Hvis vedkommende begyndte at stille kritiske spørgsmål til Steen Bocian, risikerer journalisten at blive beskyldt for ikke at være objektiv, neutral eller professionel nok. Han kan blive beskyldt for at have en politisk agenda. Og hans dage på TV2 vil være talte.

Alligevel kan det være sjovt at forestille sig, hvilke spørgsmål Steen Bocian kunne være blevet stillet, hvis ikke interviewet var indlejret i herskende ideologi:

Steen, du går ind for og råder til en afskaffelse af efterlønnen og dermed en forringelse af velfærdsstaten. På baggrund af den holdning, hvordan vil du beskrive dit eget politiske ståsted?

Seerne bør forbruge mere, siger du, så der kommer gang i væksten. Hvordan gavner en sådan vækst din arbejdsgiver Danske Bank?

Hvordan hænger uhæmmet forbrug og økonomisk vækst sammen med økologisk bæredygtighed? Kan der være en modsætning?

Men Steen, risikerer vi ikke, at al den fokus på forbrug og økonomisk vækst stimulerer materialisme og grådighed og fører til mere og mere risikabel finansspekulation, som vi så i eksempelvis i USA i 2008? Kan det mon lede til hele økonomiers sammenbrud som i Sydøstasien i 1997, i Argentina i 1999, på Island i 2008 og Grækenland i 2009?

Kan det kaste millioner af mennesker ud i arbejdsløshed? Kan sådan et sammenbrud af økonomien have som konsekvens, at velfærdsstater bliver afmonteret, når lande bliver sat under administration af IMF? Altså, at folk mister retten til sygesikring, skolegang og pension?

At være kritisk overfor Steen Bocian medfører måske, at han ikke vil deltage i den næste nyhedsudsendelse. Det er en bet for mediet, for han er så god på skærmen og formulerer sig så tydeligt og klart.

Så skal der bruges tid og ressourcer på at finde en ny aktieanalytiker, der er ligeså jovial. Det var så nemt lige at ringe til ham, for han stillede altid op og vidste altid, hvad det drejede sig om.

Frygt for repressalier

Personer, organisationer, virksomheder, ministerier og andre instanser, der truer, intimiderer, kritiserer og bagvasker journalister og mediehuse udgør et vigtigt filter for, om en historie kommer frem.

Et glimrende eksempel var dokumentarfilmen ”Mislyd i Operaen” fra 2007 om granitten, der blev brugt til det dengang nyopførte operahus på Holmen i København.

Bygherren på projektet, landets største virksomhed A.P. Møller, havde fået granitten fra et kinesisk stenbrud, hvor der ikke blev gjort det store ud af arbejderens sikkerhed og sundhed.

Faktisk stod det så slemt til, at de fik såkaldte stenlunger – en lungesygdom, de fik af at indånde granitstøv, og som de døde af i stort tal.

Historien spiller på kontrasten mellem højkulturnydende gallaklædte operagæster i et lille rigt land, der skrider henover den granit, som koster underbetalte kinesiske arbejdere deres liv.

Filmen er af høj journalistisk standard og illustrerer i en nøddeskal globaliseringens centrale problematik.

En brevkorrespondance mellem to mennesker, relativt højt placeret i samfundshierarkiet, fik dog sat en stopper for, at filmen blev vist til den brede befolkning i den bedste sendetid. Det var ellers planen ifølge TV2's programoversigt.

Få dage før, filmen skulle have været vist, modtog TV2's daværende direktør Anders Kronborg en skrivelse fra A.P. Møller-fonden, hvori det fremgår, at fonden tager afstand fra de journalistiske metoder, filmen gør brug af. Filmen tages af programmet.

Det satte Anders Kronborg i en lidt penibel situation, for hvordan skulle han forklare sit overgreb på den fjerde statsmagt og demokratiets vagthund?

I erkendelse af, at det bedste forsvar er angreb, rettede han nogle ubehagelige beskyldninger mod journalisterne bag programmet og deres faglige integritet, vel at mærke nogle af landets dygtigste journalister, der flere gange har vundet de fornemmeste journalistiske hædersbevisninger.

De havde ikke gjort deres arbejde godt nok, der var ikke dokumentation for programmets påstande og så videre.

Ved at gå efter landets rigeste og mest magtfulde mand Mærsk McKiney-Møller havde den frie presse overskredet sit mandat.

Kun Ekstra Bladets læsere, samt særligt engagerede borgere, der havde fulgt med i debatten og vidste, at avisen bragte filmen på sin hjemmeside, kunne logge ind og danne sig sit eget indtryk. Resten af befolkningen fik ikke den mulighed.

Filteret ”frygt for repressalier” fungerer på den måde, at branchens medlemmer ser, hvordan det går andre journalister, der gør det, de er uddannede til, lever op til deres ansvar og afdækker magtmisbrug i samfundet.

Reaktionerne på f.eks. ”Den Hemmelige Krig” har en præventiv effekt. Modtagelsen af denne dokumentarfilm, der blev vist på DR i 2006, siger meget om journalistikkens vilkår.

Den ideologiske dominans i praksis

Filmen handlede om, hvordan danske jægersoldater overgav tilfangetagne afghanere i amerikanernes varetægt på en base i Kandahar, hvor de blev udsat for tortur, samt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens afgivelse af urigtige oplysninger til Folketinget i den forbindelse.

For at undgå de potentielt alvorlige politiske konsekvenser – ifølge en juraekspert i filmen er der grundlag for en rigsretssag mod statsministeren – rettede Anders Fogh Rasmussen et frontalt angreb mod Danmarks Radio i et forsøg på at aflede opmærksomheden.

En regulær hær af Forsvarsministeriets spindoktorer arbejdede desuden på højtryk for at finde den mindste faktuelle fejl i filmen, der så kunne bruges til at miskreditere den over en bred kam og lede opmærksomheden bort fra de veldokumenterede menneskerettighedsbrud.

Et interessant aspekt ved ”Den Hemmelige Krig” var, at pressen i høj grad selv bidragede til ”frygt for repressalier”-filterets effektivitet: For at få tiltrængt opmærksomhed omkring deres nystartede avis, indledte Nyhedsavisens redaktører David Trads og Simon Andersen i symbiose med landets absolutte magtelite i form af statsministeren og forsvarsministeren plus deres talrige presserådgivere en kampagne mod journalisterne bag filmen.

Denne historie klarede sig - i modsætning til operahus-historien - igennem propaganda-modellen, men med dybe ridser i lakken.

Det opslidende sagsforløb - statsministerens gentagne uspecificerede trusler og beskyldninger og Nyhedsavisens stort anlagte kampagne, der miskrediterede journalisterne, samt DR som institution – gør, at den frie presse ikke trives.

Tværtimod har sagsforløbet en afskrækkende virkning for journalister overalt i branchen.

Næste gang en journalist eller en medieorganisation vil bringe en lignende historie, som er kritisk over for landets magthavere og prøver at leve op til journalistikkens idealer om at være demokratiets vagthund og den fjerde statsmagt, er det med dette hændelsesforløb i baghovedet.

Det forøger risikoen for, at historien ikke kommer længere end til redaktionsmødet, hvis repressalier i form af, at der offentligt sættes spørgsmålstegn ved journalisters integritet, motivation og sindelag må medregnes som en risiko.

Odds'ene for at klare en konfrontation mod femten velbetalte spindoktorer, der ikke laver andet end at prøve at underminere journalistens arbejde i månedsvis, er små.

Det bør ikke være nogen journalists primære motivation, men David Trads og Simon Andersen er mennesker, der sætter personlige ambitioner og karrierer, der i dette tilfælde var tæt forbundet med Nyhedsavises promovering og overlevelse, højere, end at sandheden om danske soldaters udlevering af afghanske fanger til tortur kommer til offentlighedens kendskab.

De er med til at fjerne journalisters incitament til og muligheder for at forfølge lignende historier i fremtiden og er dermed indirekte ansvarlige for, at den form for magtmisbrug kan gentage sig. Deres handlinger er til skade for fremtidige potentielle ofre for tortur og anden magtmisbrug.

De skader desuden befolkningens mulighed for at få indsigt i, hvad Danmarks ”aktivistiske” udenrigspolitik indebærer.

Det samme gælder Forsvarsministeriets daværende presserådgiver Jacob Winther. Ved at manipulere og skabe usikkerhed om filmens oplysninger var han med til at føre befolkningen bag lyset og forhindre, at de ansvarlige blev stillet til ansvar.

For at føje spot til skade var Jacob Winthers løn betalt af skatteyderne. Den udgjorde i 2008 1.005.973 kroner.

For gøre opmærksom på det uacceptable ved sagsforløbet omkring ”Den Hemmelige Krig” kunne et journalistforbund, der ikke var infiltreret af personer med Jacob Winthers jobbeskrivelse, have organiseret en strejke eller lignende med det formål at beskytte journalisters mulighed for at udføre deres arbejde.