Efter de fremragende Berliner-krimier Den våde fisk og Den stumme død med kriminalkommissær Gereon Rath, er krimimesteren Volker Kutscher nået til bind tre, Goldstein.
Vi er i Berlin 1931, og byen er på vej ind under fascismens åg.
Rath keder sig, da han får til opgave at overvåger den jødisk-amerikanske gangster Abraham Goldstein, som er indlogeret på det fornemme Hotel Exelsior.
Snart er Rath involveret i et par mordopklaringen og i frontlinjen af en brutal bandekrig, hvor byens to gangstergrupperinger, Piraterne og Berolina deltager.
Rath, der er storryger, fordrukken og har rod i følelseslivet, arbejder samtidigt på en privat sag. Efterforskningen af forbryderbossen Johann Marlow, hvis håndlanger, Røde Hugo, er forsvundet.
Raths endnu-ikke forlovede, Charlotte Ritter, er blevet ansat som juridisk praktikant ved domhuset i Lichtenberg, hvor hun har mødt et vidne til et dødsfald i kæmpevarehuset KaDeWe. Et dødsfald der har relation til en af Raths sager, så pludselig keder han sig ikke mere, ligesom undertegnede ikke på noget tidspunkt har gjort det.
Som vanligt kommer læseren ind under huden på Berlin, mærker dens puls og er vidne til det ene højdepunkt efter det andet.
Kutscher formår at tegne et billede af Berlin, hvor nazismen er på vej til at tilrane sig magten, men hvor der fortsat er kræfter, der kæmper imod. Vi er vidner til overgrebene på jøderne og de kommunistiske demonstrationer, inden det hele to år efter er sat i statsstyret system.
I slutningen af bogen sidder Rath på Cafe Reimann med gangsteren Goldstein og diskuterer, hvordan det går med forberedelserne af De Olympiske Lege, der skal være i Berlin i 1936, da en gruppe SA-mænd larmende går forbi uden for og råber "Vi er sultne! Vi vil ha’ arbejde!".
Kutscher er en mester på sit felt og byder på 600 siders spænding. Det er bare med at komme i gang, for forlaget har allerede annonceret et bind fire.