I skrivende stund er det 1.april og man fristes uvilkårligt til at bruge dét til at levere en overraskende klumme. Men eftersom det jo ikke længere er 1.april, når Arbejderen ligger på dit bord, og der i øvrigt ikke er så meget at gøre sig morsom over – ja, så droppede jeg tanken. Virkeligheden er såmænd også kryptisk nok.

Vi har i næsten halvandet år haft en centrum-venstre regering. Langt om længe blev VKO-tidens sorte og uansvarlige politiske kurs stoppet. Det gav håb – for forandring, lighed, solidaritet og miljømæssig ansvarlighed. Det har bare ikke rigtig omsat sig i tillid og begejstring; gennem længere tid har regeringen slidt med dårlige meningsmålinger og mangel på popularitet. Mange er formentlig ved at miste håbet.

Store udfordringer

Mit eget parti, SF, slider med samme – dårlige meningsmålinger og for få iøjnefaldende successer. 

Og så er der de store samfundsmæssige alvorlige udfordringer – ikke blot fordi der lige nu er en tilspidset konflikt om vores alle sammens folkeskole. Men fordi vi stadig er i økonomisk krisetilstand og mangler job. Har et arbejdsmarked, der ikke er specielt rummeligt. En offentlig sektor, der trænger til mere tillid og styringsreformer.  Et sundhedsvæsen, der til trods for ihærdig indsats stadig har brug for en solidarisk hånd. Ulighed i adgang til viden og til indflydelse. Diskrimination. Snigende fattigdom. For bare at nævne noget.

Hvad er det for et fællesskab, regeringen ønsker, hvad skal vi leve af, hvad vil den for det enkelte menneskes frihed, lighed og værdighed?

Der er næppe en hemmelighed, at jeg og mange andre har været frustrerede over den svage venstreorientering i en række sager. Jeg så meget gerne et opgør med skellet mellem de, der er i arbejde og de, der er udenfor. Jeg er bekymret for den sociale slagside i flere reformer. Og jeg er forundret over, at der ikke arbejdes hårdere på at sikre solidarisk opbakning til velfærdsstaten.

Men ikke desto mindre så vil jeg tage de positive briller på, for på flere stræk har regeringen forsøgt at arbejde systematisk for at løse en del af de udfordringer, vi står med. På mange måder er regeringen meget bedre end sit rygte.

Det morads, som VK-regeringen efterlod sig, betyder, at der i flere år frem vil stå oprydning øverst på dagsordenen. Og det gør det næppe sjovt at være venstreorienteret. For mit eget partis vedkommende  er det særligt udfordrende. Men jeg tror, at vi er i stand til at udvise det nødvendige mod – mod til at turde ville noget mere med magten, ikke bare følge med den, på magtens betingelser.

Hvad er visionen?

Regeringen som kollektiv vil set fra min stol gøre særdeles klogt i at tegne en klar vision for, hvor den vil ha' Danmark hen – og hvad den vil for os borgere, høj som lav, formuende som ikke-formuende. At der ryddes op i økonomien og at der er et eller andet med noget arbejdsudbud ude i fremtiden, er formentlig trængt igennem hos de fleste. Men hvad er det for et fællesskab, den ønsker, hvad skal vi leve af, hvad vil den for det enkelte menneskes frihed, lighed og værdighed?

Regeringen har alvorligt brug for at vende udviklingen – også for sin egen skyld (det er ubærligt at forestille sig at skulle vende tilbage til borgerligt flertal ved næste folketingsvalg). I mine øjne er den allermest centrale opgave at genoprette det, som vi er blevet berømte på i den store verden: Den skandinaviske velfærdsmodel. At den var udsat for ganske alvorlige angreb under det borgerlige styre, var en del af den ideologiske pakke.  Og det var formentlig den samlede overskrift for, hvorfor magten landede hos arbejderpartierne i 2011. Skal det omsættes – så er det nu.