Der satses ekstremt meget på, at civilsamfundet skal løfte visse af de opgaver, som velfærdssamfundet i dag tager vare på gennem den offentlige sektor.

Det er som om, civilsamfundets ressourcer kan og skal være løsningen på den finansielle krise. Der går ikke lang tid mellem udmeldinger fra regeringen eller kommunerne om, at man er nødt til at få civilsamfundet til at hjælpe med at løse velfærdssamfundets opgaver.

Der er principielt ingenting i vejen med at overlade velfærdsopgaver til civilsamfundets varetagelse, hvis det er realistisk, forsvarligt, bedre, billigere og muligt. Det gælder også, når vi taler om handicapområdet. Man skal blot gøre sig klart, hvad det vil forudsætte, og hvad der vindes eller risikeres.

Der tales meget puritansk om det frivillige sociale arbejde som noget, der ikke vil flytte på balancen mellem de, der arbejder for indtægt, og de frivillige. Men diskussionen drejer sig oftest koldt og kynisk om at overlade opgaver til frivillige uden indtægt.

Hvad er kerneydelser?

Det må nødvendigvis betyde, at den frivillige sektor overtager opgaver, som i dag løses af ansatte – uanset om disse er ansat i den offentlige eller den private sektor. Det behøver ikke nødvendigvis at være undergravende i forhold til den danske velfærdsmodel. Man skal blot kalde en spade for en spade.

De fleste har en positiv holdning til frivilligt socialt arbejde, blot det ikke betyder, at frivillige skal overtage kerneydelser i den danske velfærdsmodel. Der er imidlertid ikke mange, der prøver at definere, hvad der menes med kerneydelser, og så længe der ikke tages fat på den diskussion, er det svært at afgrænse kerneydelser fra frivillige ydelser. Der er opgaver, der næppe kan overlades til frivillige, for eksempel fordi frivillige måske ikke har de nødvendige kompetencer eller stabilitet.

Hvis civilsamfundet skal overtage flere opgaver, skal det ske indenfor trygge rammer, hvor det er klart, hvilke betingelser, der lægges til grund, 

Det er muligt at gøre nogle personer med et handicap ” frivillige” i forhold til egne sager. Man kan for eksempel godt forestille sig, at nogle borgere med handicap får et større ansvar for at anskaffe nogle af deres hjælpemidler mod at kunne sende regningen til kommunen efterfølgende og få udgiften refunderet.

Det vil kunne medføre store besparelser i forhold til sagsbehandlingen. Men det kræver, at man gør op med den stærkt konservative tilgang til det enkelte individ: Det kræver tillid og tro på, at den enkelte har egne ressourcer og samfundsmæssig ansvarlighed. Samtidig skal man være klar over, at der er personer med handicap, der langt fra får den støtte, som de har behov for. Derfor må en sådan udvikling ikke medføre, at pengene flyttes fra handicapområdet, men prioriteres til disse.

Forebyggende arbejde

Hvis man ser på civilsamfundet ud fra en mere strukturel dimension, at det også muligt at se de frivillige organisationer som ressourcer. De frivillige organisationer har et stort kendskab til sine medlemmer og målgruppe. Den viden er nødvendig og skal bruges, når velfærdssamfundet skal styrkes.

Handicaporganisationerne har blandt andet stor erfaring med at lave forebyggende arbejde og medvirker derved til at udskyde behov for støtte til personer med handicap og deres familier. Det sker for eksempel igennem rådgivning, vejledning, oplysning, netværk og familiekurser. Det kræver naturligvis, at politikerne på alle niveauer vil anerkende og støtte med de nødvendige ressourcer.

Hvis det danske samfund skal gå længere ad frivillighedens vej og overlade flere opgaver til civilsamfundet, skal det ske indenfor trygge rammer, hvor det er klart, hvad det er for nogle betingelser og forudsætninger, der lægges til grund, og hvor vi alle sammen ved, og er enige om, hvad gevinsten skal anvendes til.