Dan Mazer har som producer og medforfatter blandt andet stået bag komediesuccesser som Borat (2006) og Brüno (2009) sammen med komikeren Sacha Baron Cohen. Film, der med deres semidokumentariske stil var et frisk pust for genren. I Give It a Year er til sammenligning langt mere traditionel men rykker dog også lidt rundt på den romantiske komedies konventioner.

Forfatteren Josh (Rafe Spall) og reklamekvinden Nat (Rose Byrne) møder hinanden, sød musik opstår, og inden længe er de ægtefolk. Der er bare den hage, at de er aldeles forskellige personer. Hun er en hårdtarbejdende karrierekvinde, han er en smådoven hyggeonkel, og hvad angår ambitioner, smag og humor er de milevidt fra hinanden.

Det afføder en række konflikter, som tilspidses yderligere, da Joshs søde ekskæreste, Chloe (Anna Faris), begynder at spøge, og Nat forgaber sig i sin klient, den amerikanske charmør Guy (Simon Baker).

Umiddelbart ligner det et velkendt plot: Et umage par mødes, forviklinger og misforståelser opstår, men kærligheden frelser forholdet til sidst, fordi ”it's so wrong, it's right”.

Men Josh og Nats forhold er slet og ret forkert, og under hele filmen hepper man faktisk på, at de vil erkende det.

Dette uromantiske twist giver filmen en forfriskende dynamik. Men er den også sjov? Svaret er, at det bliver den. Den kommer nemlig rigtig skidt fra start, hvilket skyldes, at Mazer ikke bruger nok tid på at introducere sine hovedkarakterer.

Den første halve timer falder de fleste komiske setups til jorden, fordi vi ikke har lært karaktererne at kende. Det er for eksempsel hverken særligt sjovt eller pinagtigt, da Josh optræder med en kikset 80'er-dans til brylluppet, når vi ikke er klar over, at Nat er typen, der ikke kan tåle den slags.

Heldigvis yder nogle morsomme bifigurer komisk førstehjælp, indtil dynamikken mellem Nat og Josh endelig falder i hak. Især er det Joshs socialt inkompetente ven, Danny (Stephen Merchant), der er særligt leveringsdygtig i kvalmende replikker og tåkrummende situationer.

Trods sine mangler er filmen hævet over de fleste af sine genrefæller og bestemt sine 97 minutter værd.