Artiklen er tidligere bragt i Proletären

I efteråret udgav Piratförlaget en ny udgave af Roman om ett brott ("Roman om en forbrydelse"), de ti kriminalromaner om Martin Beck og hans kolleger, som udspiller sig i årtiet efter statsliggørelsen af det svenske politi, i 1965-75.

Forfatterparret Maj Sjöwall og Per Wahlöö forandrede for altid den svenske detektivlitteratur med deres nyskabende bøjer, hvis formål frem for alt var samfundskritisk. “Forbrydelsen” i romanserien er ikke en mordgåde men derimod socialdemokratiets svigt af det svenske folk og kapitalismens hensynsløshed.

Per Wahlöö gik bort allerede i 1975, men Maj Sjöwall lever og virker stadig på Södermalm i Stockholm. I april skal hun modtage Jan Myrdalsällskapets Leninpris fordi hun “med unik kunstnerisk medvidenhed og sociologisk skarphed har vist, hvordan forbrydelsen fødes i vores samfund”.

Ikke kriminalforfatter

Vi møder Maj Sjöwall på en restaurant på Söder, og hun fortæller, at hun er glad for, at bøgerne er blevet genudgivet, også selvom opmærksomheden fører til mange interviews og optrædener. Hun er ikke den, som selv opsøger rampelyset

- Folk betragter mig stadig som kriminalforfatter, fortæller hun. Men det er ikke mit virke. Jeg har ikke skrevet noget i den genre siden 1975.

Sjöwall-Wahlöö formår i deres ti bøger at berøre de fleste af kapitalismens konsekvenser for folket. Arbejdsløshed, boligmangel, forurening af miljøet, ensomhed og sociale problemer.

Ikke desto mindre har hun altid arbejdet med ord på den ene eller den anden måde. På bogforlag og i tidsskrifter, som journalist og art director.

Da hun og Per Wahlöö bestemte sig for at skrive sammen, sagde de deres respektive bladjobs op og skrev i begyndelsen "nogle usle filmmanuskripter”.

Siden fødtes idéen om at skildre det svenske samfund ved hjælp af en gruppe af politibetjente ved Riksmordkommissionen og de sager, som de bliver sat til at opklare. Og den svenske kriminalroman skulle aldrig blive den samme igen.

- Vi skrev en helt ny type af kriminalromaner, fortæller Maj Sjöwall. Det var underholdningslitteratur, som samtidig var samfundskritisk.

Mange mener, at de ti bøger i Roman om ett brott lagde grunden til den nuværende svenske kriminalbølge, hvor svenske forfattere oversættes til 30 sprog og tjener “horder af penge”, som Maj Sjöwall udtyrykker det. Men selv er hun forbløffet over fremgangen for de svenske kriminalromaner.

- De er ikke specielt gode, og jeg læser ikke mange kriminalromaner, siger hun. Men Leif G. W. Persson kan jeg godt lide. Han skriver ud fra sin store viden og samme udgangspunkt, som vi havde.

Gennemskuer samfundet

Udgangspunktet var blandt andet at gennemskue det Sverige, som blev fremstillet som et blandingsøkonomisk idealsamfund. Forestillingen om det lykkelige ægteskab mellem kapitalismen og socialismen, som egentlig aldrig har eksisteret.

Roman om ett brott er, foruden en serie af meget spændende og velkomponerede kriminalhistorier, fortællingen om et samfund på vej i den gale retning. Sjöwall-Wahlöö formår i deres ti bøger at berøre de fleste af kapitalismens konsekvenser for folket. Arbejdsløshed, boligmangel, forurening af miljøet, ensomhed og sociale problemer.

Det er et koldt, menneskefjendtligt samfund, som beskrives, hvilket for den yngre læser, som lever i dagens hårde nyliberale klima, kan virke mærkeligt. Var 1960’erne og 70’erne ikke en tid med politisk forandring og fremgang for arbejderklassen?

- Mange synes, at der er et forbandet piveri i bøgerne, siger Maj Sjöwall. Men vi så noget andet i alt det der. Hvis man havde været ung i 50’erne, som tegnede godt, så var udsigterne i 60’erne ikke særligt lyse. Det er klart, at vi havde det sjovt. Unge mennesker blev friere, og der var p-piller og fri abort. Der var meget, som var godt. Men politisk så vi ikke optimistisk på fremtiden. Vi så jo, hvordan Socialdemokraterna flirtede med kapitalisterne.

Min sympati har altid ligget hos de svage. Jeg har altid stemt kommunistisk.
Maj Sjöwall

I dag kan hun bare konstatere, at samfundet gik i den retning, som hun og Per Wahlöö frygtede, og som hun sammenfatter som en afhumanisering.

- Vi er blevet forbrugere i stedet for mennesker, siger hun.

Maj Sjöwall er sikker på, at folket egentlig vil have et demokratisk og socialistisk samfund, men alligevel flokkes de politiske partier på midten-

- Moderaterna går til venstre, og Socialdemokraterna går til højre. Og højrefløjen flirter med skuffede socialdemokrater.

Hun synes, at de nye kriminalforfattere burde beskæftige sig med samfundet i dag og skrive om den nye type forbrydelser. Som narkotikahandel, økonomisk kriminalitet og trafficking.

- Og politiet sidder for meget foran deres computere. De burde komme ud på gaden.

Samfundet skaber kriminaliteten

Det som udmærker Roman om ett brott er den stærke overbevisning om, at det er samfundet, der skaber kriminaliteten. I Sjöwall-Wahlöös bøger skorter det på ensomme, voldsomme psykopater, som myrder for fornøjelsens skyld.

De mennesker, som myrder i Roman om ett brott, drives til deres handlinger af et uretfærdigt system, som i nogle tilfælde driver de berørte til desperation. Indimellem er det endda offeret, som er den egentlige skurk.

Gerningsmanden er heller aldrig den inkarnerede ondskab, som det så ofte er i nutidens kriminalhistorier om seriemordere og pædofile. Selv de mest forfærdelige handlinger udføres af mennesker af kød og blod.

Sjöwall-Wahlöös romanserie blev populær, allerede da den blev udgivet første gang, og bøgerne cirkulerede i kollektiver og vennekredse.

- Mange syntes, at det var sjovt. Pludselig blev det okay at læse kriminalromaner, fordi vi tog et skridt væk fra den borgerlige detektivroman og ind i en sociologisk skildring. Men det var ikke finkultur.

To forfattere med en stemme

Maj Sjöwall er stadig tilfreds med Roman om ett brott. Hun står ved den antikapitalistiske holdning i bøgerne og taler med varme i stemmen om de velkendte karakterer; Martin Beck, Gundvald Larsson, Lennart Kollberg... Det eneste, hun gerne ville gøre anderledes, er kvindeportrættet.

- Vores kvinder er somme tider lidt vel stereotype, synes hun.

Som eksempel tager hun Martin Becks to kvinder. Først hans forgræmmede og konventionelle kone og siden kæresten Rhea, som er en letlevende og frigjort kystbanesocialist.

Sjöwall-Wahlöö skrev Roman om et brott-serien ved at lave en kort plan og så dele kapitlerne op mellem sig. Men som læser oplever man, at bøgerne er skrevet med en og samme forfatterstemme.

- Vi arbejdede meget med stilen, mindes Maj Sjöwall. Vi anvendte et sprog, som vi syntes passede projektet, og vi var heldige, at det passede sammen. Vi rettede næsten ingenting i hinandens tekster. Efterhånden fik vi en rutine og lærte hinanden bedre at kende.

- De fleste skrivende mennesker siger, at de ikke kan forstå den måde at arbejde på, men jeg har brug for nogen at skrive til eller for. Der kommer mere gang i mig på den måde.

Det er tydeligt, når man læser bøgerne i et stræk, at Sjõwall-Wahlöö efterhånden blev mere og mere sikre i deres samarbejde. Efter nogle bøger slår forfatterparret sig mere løs og bliver mere frie i deres gestaltning.

Det er en pris for mennesker, der kritiserer samfundet, og Pelle ville være sprækket af stolthed.
Maj Sjöwall

Både sprogligt og politisk er de senere bøger mere interessante. Helt frem til den sidste bog, Terroristerna, hvor statsministeren bliver skudt af en ung kvinde, som er blevet svigtet af samfundet. Teksten er ekstremt tydeligt politisk, hvilket på sine steder går ud over den litterære kvalitet. Selvom forfatterparret på en uimodståelig og finurlig vis lader Marx sige de ord, som aflutter hele romanserien.

Borgerlig opvækst

Selv har Maj Sjöwall en borgerlig baggrund. Hendes far var hoteldirektør og sendte hende i privatskole, så hun kunne slippe for at gå i folkeskole med “proletarbørnene”. Ikke desto mindre siger hun, at hun tidligt fik et socialistisk grundsyn, meget fordi hierakierne var så tydelige på hotellet.

- Der arbejdede finske kartoffelskrællere i et skab, samtidig med at restaurantchefen overvågede dem. Hotellet var et samfund i sig selv, og min sympati har altid ligget hos de svage. Jeg har altid stemt kommunistisk.

Og samfundsudviklingen de seneste årtier har gjort hende til en om muligt endnu mere overbevist socialist.

- Før var rigdom ikke noget man pralede med. Nu er det selvindlysende, at der findes rige og fattige.

Derfor har hun heller ikke noget problem med at tage imod Leninprisen.

- Jeg tager gerne imod prisen og stolt over det. Det er en pris for mennesker, der kritiserer samfundet, og Pelle (Per Wahlöö, red.) ville være sprækket af stolthed.

Både Maj Sjöwall og tidligere modtagere af prisen er blevet kritiseret hårdt i borgerlige medier for at vælge at tage imod Leninprisen, som de mener fører tankerne hen på totalitære samfundssystemer og massemord.

- Det er ligesom ikke at ville tage imod Nobelprisen, fordi Alfred Nobel opfandt dynamiten. Det er ideologien, vi taler om, ikke enkelte magthavere, og Leninprisen er en kulturpris.

Hun har imidlertid valgt ikke at svare på kritikken med den begrundelse, at hun ikke er politiker.

- Jeg er mere følelsesmæssigt socialist, så det ville være at begive sig ud på tynd is, mener hun.

Leninprisen uddeles af Jan Myrdalsällskapet i Varberg den 13. april, og Maj Sjöwall siger, at hun ser frem til dagen.

- Men jeg er nervøs over takketalen, erkender hun. Og så må jeg låne en badedragt, så jeg kan bade i Leninbadet!