Nordvest er en hælerfilm. Ligesom hovedpersonen Casper (Gustav Dyekjær Giese) stjæler den med arme og ben for siden at videresælge de varme varer. Ligesom instruktør Michael Noers prisbelønnede debutfilm R stjal sin autoritet fra det fængsel, der dannede ramme om filmen, stjæler Nordvest sin autencitet fra det gamle arbejderkvarter, den for det meste udspiller sig i.

Varme varer

Sin slidte handling (ligeså slidt som boligblokkene i Nord-lædervest) låner den fra alle andre feel bad-movies om kriminalitet. Casper og Robin (Nicholas Westwood, alias Nørrebro-rapperen Kidd) laver villaknæk og sælger tyvekosterne videre til den lokale hæler, Jamal (Dulfi Al-Jaburi).

De synes ikke, de får nok penge ud af aftalen, så da den organiserede kriminalitet kommer til kvarteret i form af rocker-typen Bjørn (Roland Møller), øjner Casper chancen for at tjene nogle hurtige penge i den noget mere seriøse ende af det kriminelle register. Men det går selvfølgelig galt på et tidspunkt, og Casper får trukket sin lillebror Andy (Oscar Dyekjær Giese) med ind i sit kriminelle karrierespring.

Handlingen kender vi, 1-2-3. Udgangspunkt, forandring, konsekvens. Filmen hukker skabelonen uden at se sig tilbage, men ligesom Jamals halvlunkne hælervarer, formår Nordvest at sælge den slidte fladskræm videre til langt mere, end den er værd. Handlingen er forudsigelig, ja. Men det er ikke den, der er i centrum, det er fortællingen.

Rigtige mennesker

Og fortællingen er mesterlig. Nordvest er fortællingen om livet i 24-dobbelt-skudhul. Med instruktørens ord en film om "en ung storebror der har for meget ansvar derhjemme og for lidt respekt på gaden". Det er en fortælling om mennesker, og den får sin autencitet fra mennesker; at både brødreparret Gustav og Oscar Dyekjær Giese og rapperen Kidd er skuespildebutanter giver kun filmen styrke.

Der kan ikke herske tvivl om, at Michael Noer er en fremragende instruktør (og manuskriptfotfatter). Hvis Nordvest er en hælerfilm, er Noer mesterhæleren. Han stjæler kvarterets stemme, sine debutant-skuespilleres kroppe og sit emnes aktualitet og gør det til en fortælling om rigtige mennesker, rigtige stemmer og rigtige emner. En fortælling der ikke kan andet end at holde tilskuerne helt ude på kanten af sædet - og med en knude i maven.

Hver eneste medvirkende i filmen får Noer det meste, han kan, ud af. Alle, fra littesøster Freja (Annemieke Bredahl Peppink) til rockeren Theis Nice (Clement Blach Petersen) optræder ægte fra inderst til yderst.

Det regnfulde Nordvest

Ikke bare har Michael Noer fået det meste ud af skuspillerne, men sammen med fotografen Magnus Nordenhof Jønck har han også fået det meste ud af det kvarter, filmen udspiller sig i. Filmen er skudt og klippet råt og upoleret, og man mærker hver en regndråbe, der falder på Caspers hoved.

Barerne er rigtige barer i Nordvest (som den famøse Viggos), lejlighederne er lejligheder i Nordvest og har man brugt mere end fem minutter i den københavnske bydel genkender man let bygninger, gader, veje og huse. Der er ikke gået på kompromis med virkeligheden, og det låner den troværdighed til filmen, som Noer så godt formår at sælge videre.

Der er ingen tvivl om, at Nordvest er en fremragende film, der på en solid og vedkommende både behandler et aktuelt og alvorligt emne. Men skal man rette en kritik må det alligevel være, at det er et noget ensidigt perspektiv på den pulserende bydel. Der er meget andet i Nordvest-kvarteret end pushere og indbrudstyve.

Liv, glæde og varme. Det er der ikke meget af i Noers Nordvest uden for Casper og Andys hjem. Det vil nok bekræfte mere end én Ekstra Blads-læser i, at Nordvest er et farligt sted, og det er måske nødvendigt, hvis fortællingen skal fortælles. Men det er alligevel synd.