24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Denne musik er ikke testet for X-faktor

Denne musik er ikke testet for X-faktor

Der er masser af kvalitet og grøde i den del af dansk musikliv, der ikke kan brøle deres berømmelse ud fra ugebladenes forsider. Her er fem fine cd-eksempler.

FOTO: Sigrid Nygaard
1 af 1

Mens musikbranchen og de mest spillede kunstnere skærper kampen om streaming-millionerne, vedbliver vækstlaget i dansk musikliv med at spille sin musik på ydmyge steder, som oftest for et lille, men entusiastisk publikum. Det hænder endog nu og da, at nogen arver en tante eller får tiltusket sig en pose penge fra en eller anden velerværdig kasse til at sætte et mere varigt mærke ved at udgive en cd.

Der er langt til rampelyset for dette musikkens vækstlag, der får arbejde, familie og spilleglæde til at gå op i en højere enhed. Det er dem, der står med de små bogstaver på festivalplakaterne, men som spreder hjertevarme og ægte følelser til koncert efter koncert. Genrerne er mangfoldige, og ofte bliver der pillet alvorligt ved, hvordan pop, rock, folke- eller kirkemusik lige skal lyde.

Som andre kulturredaktioner modtager også Arbejderen hver uge et nyt værk fra musikkens fodfolk. Nogle er gamle i gårde, andre er håbefulde upcoming kunstnere, som har lagt en masse penge, energi og ikke mindst håb i deres produktion i samarbejde med gode venner, professionelle lydfolk og P.R.-folk på et mikroskopisk budget.

Bjergtaget - Svøbsk Kvartet

Svøbsk repræsenterer om nogen den folkelige danske musiktradition. Gruppen blev dannet for 10 år siden af Jørgen Dickmeiss og Maren Halberg. Siden er Theis Langland og Simon Busk kommet til. Kvartettens adelsmærk er den stemningsfulde instrumentering, sprøde vokalarrangementer og en tæt, nærmest vibrerende harmonikalyd, der uden problemer rummer både gamle numre som Grundtvigs "Jeg gik mig ud en sommerdag" og "Sov sødt barnlille samt ny poesi som i "Hedeslag".

GO' Danish Folk Music GO 0413. www.svobsk.dk

Ud af det blå - Vildnis

De to sangskrivere bag Vildnis, Morten Nørby og Niels Dahl, er efter fem års dvale tilbage med gruppens tredje udgivelse, "Ud af det blå". Den består af en charmerende rodebutik af sange med Kærligheden som gennemgående tema. Cd'ens første nummer, "Hva' nu hvis" er kendingsmelodi i DR1's programserie "Sådan er kærligheden".

Vildnis er svære at sætte i bås rent musikalsk. Viserock kunne være et bud, og gang i den er der i et nummer som "Osama" med omkvædet:

Jeg er alt i alt ude på det værste du ved

Jeg er kommet for at ødelægge vores virkelighed

Vildnis fik P4-prisen ved Danish Music Award, og de har i hvert fald ikke glemt færdighederne fra dengang. "Ud af det blå" er et dejligt velspillet album, hvor kærligheden til musikken pibler ud af de ni skæringer.

Eastwing. Udkommer 15. april.

Men med åbne øjne - Helene Blum

Det vrimler med talentfulde, unge kvinder i dansk musikliv. En af de absolut mest dynamiske stemmer tilhører folkemusikeren Helene Blum. Det viser hun i overlegen stil på sit seneste værk, "Men med åbne øjne", som hun har produceret sammen med sin mand, violinist og komponist Harald Haugaard.

Helene Blums univers er feminint som få, dobbeltbundet, vibrerende, varmt, sorrigt. Det er kærlighedens op- og nedture som i Sophus Clausens "I marts", livets varme over for dødens uendelighed i Viggo Stuckenbergs "Du som har levet". En ufattelig smuk fortolkning af Kim Larsens "Syrenprinsesse" og en dejlig udgave af den evigtunge "Gådevisen" popper overraskende op blandt smukke digte, stramt indpakket i folkemusikkens kåbe. En sand musikalsk perle.

Pile House Records LC 07535

Katteguld - Hanne Methling

Katteguld kalder man den almindelige sorte eller sortbrune stenart Biotit, når den forvitrer og kan ses på overfladen af granit som små "guldglimt". Det er også den lidt misvisende titel på Hanne Methlings nye cd. Misvisende for "Katteguld" skinner stærkt hele tiden, når hun med sin særprægede, vibrerende stemme tolker egne digte, synger de norske hyrdepigers "lokklåt", spiller på flintesten eller tolker Federico García Lorcas "Cande Jondo digtene 1921" og Jan Toftlunds "Mefiat":

Mefiat er alt hvad der er ondt, Mefiat er uhæmmet begær

Mefiat er tilværelsens malurt. Mefiat er det syge i enhver.

Hanne Methlings musikalske tilgang er bjergtagende, og det samme er den perlerække af musikere, der befolker hendes magiske univers: Komponisten Per Nørgård har komponeret og spiller "Stjerne-Barcarole" på "Katteguld", som også kan byde på klar lyd fra Pierre Dørge (el-guitar), Irene Becker (piano), Øyvind Ougaard (harmonika), Hugo Rasmussen (bas), Martin Andersen (violin), Jørgen Lang (harmonika), Paul Banks (guitar), Frands Rifbjerg (trommer), Søren Ploug (Oktavguitar) og Morten Carlsen (tenorsax og Ney-fløjte). Det er rent guf hele vejen igennem.

Kure Musik KM 20121

Wishing Well - Hans Theessink

En af dansk blues & roots' bedst bevarede hemmeligheder er den hollandsk fødte men herboende sanger og guitarist Hans Theessink. Efter 7000 koncerter, et par dusiner albums og 40 år "on the road" er det stadig ikke gået op for de elektroniske musikmonopolister, at her er en af Danmarks få, internationale musikstjerner. Den amerikanske rocklegende Bo Diddley kaldte ham "one helluva guitarplayer", og Hans Theessink lægger på "Wishing Well" ikke skjul på sin kærlighed til den akustiske "Roots-blues-americana" musik.

Hans rå baryton-stemme giver liv til den amerikanske folkesjæl i numre som "Wayfaring Stranger", blueskongen Brownie McGhees "Living with the Blues", Bob Dylans "Ballad of Hollis Brown og egne kompositioner som "Kathmandu" og titelnummeret "Wishing Well". Ialt 14 skæringer for americana-freaks, der ikke vil nøjes med at høre "the real thing" på den årlige Tønder Festival, som han har deltaget i siden ruder konge var knægt. Imponerende.

Blue Groove BG 2320

16. apr. 2013 - 15:30   16. apr. 2013 - 15:45

Dansk musik

gp@arbejderen.dk