"Lockout Fest #2" står der på et banner henover den ældre bus på kanten til Rådhuspladsen i København.

Dybest set er der ikke noget at feste for. Men Lærerinitiativet, der består af lærere fra en række lockout'ede københavnske skoler, synes at deres arbejdskamp trænger til nogle "Sange til forhandlingsfriheden". Derfor har de fået en række danske musikere til at gå på scenen for at inddrage kunst og kultur i kampen mod arbejdsgivernes lockout.

Det er blevet til en fornem kunstnerisk buket med otte forskellige kunstnere og grupper, der alle stiller gratis op til arrangementet. Her er københavnsk klezmer med Umti Orkestar, politisk rap med Lockout Kings, børnerapperen Honik, fed countryrock med Twin Mission, elektro med Nordstrøm, effektiv punkrock med De Høje Hæle, psycho-rock med duoen Baby Woodrose og som rosinen i pølseendet, superbandet The Sandmen.

Hjertestop

- Vi vil gerne have lockout, råber et par opløbne knægte kækt og griner drenget i forårssolen, mens de går forbi den store scene på Rådhuspladsen.

For drengene er lockout lige nu lig med frihed fra trange klasselokaler, kedelige lektier og til at hænge ud med vennerne. For de mange lærere, der deltager i Lærerinitiativets koncertdemo "Sange til forhandlingsfriheden" på den store plads i hovedstadens hjerte, betyder den brutale lockout fysisk udelukkelse, psykisk ydmygelse og økonomisk undertrykkelse.

På scenen synger de tre Lockout Kings-rappere deres hit "Hjertestop":

"I kom til magten med de bedste intentioner/ who the fuck ku' vide I skød med kongeblå kanoner/ I har slået os både på den en' og anden kind/ Nu har I skudt vore børn og solgt deres skind".

Den går rent hjem hos de over 2000 børn og voksne, der er samlet på til denne "kæmpe koncertdemo" under parolen "For retten til frie forhandlinger uden politisk indblanding". De kæmper for at komme tilbage til arbejde, tilbage til at undervise "deres" unger. Men trods situationens alvor, er tonen humoristisk og hjertelig. På et stort banner står der: "FAIR FORHANDLING NU!! Ellers bliver det motherf...ing sagt til de voksne".

Jublen vil ingen ende tage, da formanden for de lockoutede lærere, Anders Bondo Christensen, dukker frem på den store, mobile scene. Skilte med "We love Bondo" vajer voldsomt. Lærernes formand lufter sin undren over den konflikt, som er blevet trukket ned over hovedet på hans medlemmer uden forudgående forhandlinger mellem parterne..

- Det er jo helt helt urimeligt, at vi nu gennem snart halvandet år har oplevet, at ikke mindst KL men også regeringen har hængt lærerne ud og mistænkliggjort lærernes indsats for bevidst at forsøge at underminere tilliden til lærerne i befolkningen. Det er en højst besynderlig fremfærd", siger han under øredøvende klapsalver.

Gymnasiesolidaritet

Mona Strib fra FOA lægger heller ikke fingrene imellem. Hun understreger især, at FOA's medlemsgrupper se frem til samme behandling ved den næste forhandling om de offentlige overenskomster i 2015.

Arrangementets konferencier Ane Søegaard, formand for Frederiksberg Kommunelærerforening, dukker op med meddelelsen om, at lærerne på blandt andet Frederiksberg Gymnasium og syv andre gymnasier har nedlagt arbejdet i sympati med deres kollege fra folkeskolen. Dén besked bliver modtaget med vildt bifald.

Rigtig stille bliver der først, da en uventet gæst får ordet. Jacob Magnussen er ansat på Professionshøjskolen Metropols Institut for Skole og Læring, der uddanner folkeskolelærere. Han fortæller nøgternt om udviklingen på sin arbejdsplads, siden ledelsen opsagde lærernes arbejdstidsaftale 1. janaur sidste år. En rundspørge blandt 80 medarbejdere har afsløret massive problemer med at få styr på arbejdstiden, efter at forberedelsestiden er blevet halveret til fordel for en forøgelse af undervisningstimerne.

Den manglende arbejdstidsaftale har givet et elendigt arbejdsklima, øget det gratis overarbejde og fået stadig flere kolleger til at sygemelde sig, forklarer Jacob Magnussen tørt. Han maler et dystert billede af, hvad der sker når lærerne ikke længere har den nødvendige til at at forberede en kompetent undervisning, og han fortæller om en arbejdsmoral i opløsning, når de enkelte ledere skal aftale arbejdstid med hvert enkelt medarbejder.

Bagefter fortsætter folkelivet på Rådhuspladsen. De mindste får fingermaling, de større børn sælger støttemærkater og føler sig værdsatte. Der skrives og tegnes på den opstillede støttevæg. "Vi stemte på roser, ment alt vi fik var tidsler", står der blandt andet. 

De mange frivillige kunstneres musik frigør en masse varme vibrationer midt i den daglige kamp, men bag munterheden gemmer bekymringen sig. "Den som sår torne, høster tidsler", siger det gamle ordsprog. Uanset konfliktens slutresultat, så går livet videre. Det eneste, der er sikkert er, at taberne er - børnene.