Hvad vil Olivier Assayas? Det ved jeg ikke. Og jeg tvivler på, at nogen, der går ind og ser hans nye film, Efter revolutionen, heller vil vide det, når de rejser sig fra biografsalens bløde sæder og kommer ud af det trygge mørke.

Vi er i 1971 i en forstad til Paris, og byen runger stadig af efterdønningerne fra ’68, og det er i hvert fald en tryg tid for  filmens franske hovedperson Gilles (Clement Metayer), der lever et godt liv sammen med sin far, der er tv-producer. Så tryg, at han og vennerne bliver nødt til at lave noget oprør.

Eller også er det fordi, de rent faktisk er politisk engagerede, som scenerne fra gymnasiets politiske gruppemøder antyder. Her bliver der slynget om sig med Mao-citater og beskyldninger for trotskisme, centralisme og meget andet godt.

Eller også er det fordi, Gilles kæreste Laure (Carole Combes) skal flytte til London, fordi hendes far skal hjælpe et rockband, der skal på tur.

Eller også er det fordi, Gilles er en misforstået kunstner, der prøver at finde sig selv og finde sig til rette i forstædernes konforme miljø.

Eller også er det fordi, han i virkeligheden er forelsket i pigen Christine (Lola Créton) fra gymnasieklassen. Måske vil han imponere hende? Måske synes han bare, de skal stikke af til Italien sammen. Og så gør de det. Og så forsvinder en fælles ven til Nepal, og så forsvinder Christine med nogle filmskabere, og så tager Gilles hjem og begynder på kunstakademiet, og så...

Hvad pokker vil Efter revolutionen?  Hvad vil Oliview Assayas? Jeg aner det vitterligt ikke. Men sådan set gør det ikke Efter revolutionen til en dårlig film. Den er bare sådan – ok. Handlingen er mærkeligt bagvendt skruet sammen fra et dramaturgisk synspunkt, og der er en imponerende mangel på nogen form for konflikt eller fremdrift, men billederne er pæne, skuespillet udmærket, klipningen og musikken fin om end noget konservativ. Hvad vil Assayas? Hvis han vil underholde skal han stramme op på dramaturgien. Hvis han vil provokere skal han gøre dét, og hvis han vil fortælle os noget, skal han måske gøre sig klart, hvad det skal være.