Erling Jepsen debuterede som romanforfatter i 1999 med Ingen grund til overdramatisering. Nu er han klar med sin syvende roman, der som tidligere foregår i byen Gram i Sønderjylland, og ligesom i Kunsten at græde i kor handler den om drengen Allan, Jepsens alter-ego, og hans familie. Tidsmæssigt er den placeret mellem førnævnte og Med venlig deltagelse.

Ligesom Karen Blixen havde en farm ved foden af Ngong Hills i Afrika, hvor hun dyrkede kaffe, har Allan en farm ved foden af Gram By Bakke i Sønderjylland, hvor han avler kaniner. Søsteren, der læser netop Blixens Den afrikanske farm konstaterer da også, at Allan er "en lille farmer".

Vi er i 1968, i en familie, der har sine problemer og konflikter: Forældrene har det ikke bedre end godt med hinanden. Datteren, Sanne, er fraværende, da den afstumpede og hykleriske mælkemand af en far har været lidt for nær hende. Derfor er hun i plejefamilie og kommer kun hjem en gang i mellem.

Allan er tolv år og driftig, men kaninavl kan være vanskelig at styre, især hvis man kommer på kant med en ven, der er i besiddelse af en hankanin. Kontroverserne mellem Allan og kammeraterne kræver, at han har skærpede sanser og ikke stikker snuden for langt frem, hvis han ikke vil mindes om faderens lidet agtede eksistens.

Der sker udsædvanlige ting i Gram, ting som man helst ikke taler om, og som måske er bedst tjent med ikke at blive talt om. En dag kommer en neger til byen. Hun installeres i kælderen på hotellet i byen, og det medfører nye forviklinger og tragedier i den lille by, som også Allan involveres i.

Uden at afsløre for meget, skal det noteres, at det ikke er Søren Kirkegaard eller Marx, man læser i Allans familie. Afstumpetheden er til at tage og føle på, men undertegnede falder alligevel for handlekraften hos Allan.

Den sønderjyske farm er et nyt mesterværk, der er mere end hjemstavnslitteratur.