Der var højt humør og god stemning, da det lille københavnske teater Får 302 på vegne af Teaterdialog Øresund i forrige uge præsenterede offentligheden for Kompas1. Hjemmesiden er resultatet af flere års arbejde med at samle, hvad der er værd at vide, når man som teaterleder, tekniker eller producent skal turnére eller samproducere på den anden side af Øresund.
- Oprindelig blev vi inspireret af at se på nogle steder i udlandet, hvor man har en hel anden tildelingspolitik. De spiller ofte forestillingen samme sted et par gange, og så skal man afsted på turné. Derfor har de selvfølgelig også nogle helt andre turnénetværk og samarbejdspartnere. Det var vi jo lidt misundelige over, siger Charlotte Rindom. Hun er direktør for Teater Får302 i Nyhavn, og en af ildsjælene bag det nye netværk.
Blikket rettede sig især mod Benelux-landene Holland, Belgien og Luxemburg, der har en gammel, rodfæstet tradition for at turnére på kryds og tværs af landegrænserne.
- De er jo så også landfaste, så de putter al gearet i en truck og så kører de derudaf. Der er vi så lidt mere geografisk udfordret i Norden, fortsætter Charlotte Rindom.
Netværktøj for alle
I Norden er der nogle nationale netværk på forskellige niveauer men der er ikke noget, der tilsvarer udvekslingen i Benelux-landene.
- Vi vidste jo også godt, at når vi har været rundt her i Norden det sidste års tid, så har vi også skullet finde ud af alle de der gængse ting som alle andre. Der er bare ikke noget sted, hvor man har samlet den erfaring og sagt: Nu skal jeg til Finland og Ålandsøerne - hvad er der lige med dem, og hvem har været der, hvem skal jeg ringe til og hvem kender jeg lige. Hvis man ikke har nogen forbindelser, skal man selv opfinde den dybe tallerken, smiler Charlotte Rindom.
Det nye værktøj bygger på nogle overvejelser over, hvilke samarbejder man vil have og hvilke punkter man kommer igennem. Det er partnerskabsaftaler, hvordan man skaber det gode samarbejde. Den anden side er turnéværktøjer: Information om skatteregler, transportformer, hvad der skal med i en kontrakt, når man ansætter nogen.
Maj Riis Knudsen, der er ansat som projektleder på Kompas1, supplerer:
- Der er forskellige målgrupper. Dels teatercheferne og dem, der laver de overordnede strukturer for et samarbejde, sådan nogle gode råd og vejledning. Og så er der nogle konkrete værktøjer til de teknikere og produktionsledere, der står ude på de forskellige teaterscener og hvad de har brug for af forberedelse, forklarer hun.
Hun understreger, at hjemmesiden ikke kun gælder for Øresundsområdet, og at samarbejdet formelt i hvert fald er mellem hele Danmark og hele Sverige.
-Vores samarbejdspartnere ligger i Malmö, men Jylland må også gerne bruge det til ormådet uden for Øresundsregionen, forklarer hun.
En anden vigtig side ved Kompas1 er, at alle kan gøre brug af det nye webværktøj.
- Man skal ikke være medlem af noget og betale gebyr for at bruge den, understreger Charlotte Rindom.
Bredt formål
I det hele taget er sigtet med Kompas1 temmelig bredt, og det har hjemmesiden også fået lov til at være i planlægningsfasen. Der stilles normalt ret stramme krav til EU-projekters konkrete målsætninger, altså hvor mange kommer det til at gavne og hvad bliver resultatet af det. Men Louise W. Hassing, der var med til at starte projektet, men som har været væk de sidste otte måneder på barsel, understreger, at man aldrig har sat sig konkrete mål med brugen af hjemmesiden.
- Det er ikke noget, man kan måle her og nu. Det er jo noget med at gøre opmærksom på, at værktøjskassen findes og så vil vi forhåbentlig på et eller andet tidspunkt kunne se, at der er sket rigtig meget med det her i Norden.
- Det er jo en internationalisering af dem, der tager ud. Vi tilbyder dem nogle redskaber til at forberede og til at tage ud professionelt, tilføjer Maj Riis.
Den endelige udformning af Kompas1 er sket i fællesskab med den svenske samarbejdspartner Malmö Stadsteater, der har leveret informationer om de svenske erfaringer.
- De har været med på sidelinjen, men projektet rummer også en opgave med at få flere i regionen til at krydse sundet som publikum til hinandens forestillinger. Den opgave ligger hos Malmö Stadsteater, forklarer Charlotte Rindom. Hun har en klar fornemmelse af en meget stor entusiasme hos den svenske samarbejdspartner.
- De ved, at projektet foregår, og de holder øje med det.
Bevillingen fra EU Intereg IV A løber til udgangen af oktober måned, og derefter følger det sædvanlige arbejde med at vurdere projektets resultater. Det er lykkes Teater Får302 at få en engangsbevilling fra Kulturkontakt Norden til at udvikle et nordisk netværk.
- Det vil vi meget gerne have op at stå. Det er en lille startbevilling, men en af de interessante ting ved et netværk er, at man har redskaber til at kunne nødes, så vi håber at vi kan videreføre hjemmesiden gennem det. Men hvis det skal opbygges gennem nogle år og være et varigt redskab, så skal vi finde ud af, hvordan vi fører det videre, siger Charlotte Rindom.
- Det er klart, at vi skal til at være kreative. Vi er selvfølgelig interesseret i at lever videre. Det skal vi finde ud af!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278