Den 5. maj i år ville den verdensberømte danske filosof, eksistentialismens stamfader, Søren Aabye Kierkegaard være fyldt 200 år.

Han blev født i 1813 og voksede op i København i en søskendeflok på syv, hvoraf de fem ikke overlevede deres far, som var en patriarkalsk uldkræmmer, storkøbmand og senere ejendomsspekulant.

Han var dybt præget af kristendommen og så de mange dødsfald i børneflokken som Guds straf over familien, en indstilling der også kom til at præge sønnen Søren.

Studentertiden

Søren begyndte tidligt at studere teologi på Københavns Universitet som sin ældre bror. Hans ungdom var præget af tro og tvivl. Allerede som ung skrev han ”det gælder om at finde en sandhed, som er sandhed for mig, at finde den ide´ for hvilken jeg vil leve og dø.”

Det er filosofien om, at mennesket skaber sin egen tilværelse, sin egen eksistens, før menneskelige egenskaber, samfundsforhold med mere.

I 1838 debuterede han med Af en endnu levendes papirer. En 90 siders "boganmeldelse" af H.C. Andersens roman Kun en spillemand, hvor han angreb Andersen, som han kendte fra Studenterforeningen, for at være en talentløs romanforfatter.

Søren mente ikke, at eventyrdigteren ejede en livsanskuelse; ”Andersen kan skrive om lykkens galocher, men jeg kan skrive om hvor skoen trykker!” som han skriver.

Problemet var dog nærmere, at Andersen lader sin helt gå til grunde, da omgivelserne er ham imod. Kierkegaard kunne ikke acceptere omgivelsernes indflydelse på heltens nedtur.

Ironi og kærlighed

Tre år senere fik Kierkegaard sin magistergrad med afhandlingen Om begrebet ironi med stadigt Hensyn til Socrates. Afhandlingen var kulminationen på tre års intentsive studier af den moderne filosofis fader, oldtidens Sokrates, som Kierkegaard mente med sin provokerende stil var den ideelle ironiker.

Søren selv tillagde sig noget af Sokrates stil, det som han mente gjorde ham til ironiker. Ligesom Sokrates havde slidt Athen tynd i oldtidens Grækenland, holdt Kierkegaard også af at spadsere rundt i Københavns gader og diskutere med Gud og hver mand.

Kierkegaard argumenterede i sin afhandling for, at forholdet mellem historie og filosofi er, at historien er det grundlæggende men ureflekterede, mens filosofien er det reflekterede, der til sidst fortrænger historien som den egentlige sandhed.

Han argumenterer for, at ironi både er et negativt begreb og en vej ”til engagement i virkeligheden og til at søge erkendelse, sandhed og holdning”. Han betegner ironikeren som ”en person uden værdi”, det vil sige en person uden værdier, uden holdning og at hensynet til andre mennesker dybest set ingen betydning har.

I afhandlingens anden del undesøger Kierkegaard den (på hans tid) moderne opfattelse af ironi, særligt ud fra den såkaldte "tyske idealisme", blandt andre J.G. Fichte, K.W.F. Schlegel og ikke mindst Karl Marx store filosofiske inspiration Georg Wilhelm Friedrich Hegel. Sidstnævnte var Kierkegaard imidlertid stærkt kritisk overfor.

Omtrent på samme tid indledte Søren et on/off-forhold til etatsrådsdatteren Regine Olsen, som fik en enorm betydning for hele hans liv og forfatterskab. Hun var i en periode forlovet med Kierkegaard, men han afbrød forlovensen, blev senere gift med guvernøren for Dansk Vestindien.

Til Berlin

Efter bruddet med Regine i 1841, rejste Kierkegaard til Berlin, hvor han gik til forelæsninger - sammen blandt andre med anarkisten Bakunin og Karl Marx kammerat og partnert Friedrich Engels - på det, der senere blev til det nuværende Humboldt Universitet. Det er her, man i dag kan finde det berømte Marx-citat ”Filosofferne kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på er at forandre den” skrevet i forhallen. Noget Marx formulerede tre år efter Kierkegaard gik der.

Året efter vendte Kierkegaard hjem igen, og i 1843 udkom hans Enten-Eller. Den indeholder blandt andet de berømte Forførens dagbog og en afhandling om Mozarts Don Juan ud over hovedinholdet Breve fra A og Breve fra B, som skitserer Kierkegaards opfattelse af henholdsvis en "æstetisk" og en "etisk" livsførelse.

Stadie-teorien

Kierkegaards filosofi og Enten-Eller i særdeleshed kan udlægges på en sådan måde, at den opererer med fire stadier, fire måder at leve livet på. Spidsborgeren, æstetikeren, etikeren og det religiøse stadie.

Spidsborgeren er personen med mange gøremål og pligter, der gør hvad der forventes og aldrig hæver sig over gennemsnittet - et ubevidst produkt af det omgivende samfunds normer og kultur. Den, der ikke tænker over livet men følger flokken og derved ikke forholder sig til sig selv.

Æstetikeren er livsnyderen, der kræver nydelse og afveksling hele tiden, hvorfor der mangler sammenhæng i hans tilværelse. En narcissist, hvis subjekt - eller "jeg" - afspejler sig i udenforstående objekter som det modsatte køn, kunsten, udseenet og maden. En Jørgen Leth-type, der dyrker nydelsen og altid tror, at græsset er grønnest hos naboen. En, der ikke er til fastholdelse og griner af spidsborgeren, men som også er uden evnen til at vælge sit inderste jeg og en retning for sit liv.

Etikeren tager sit liv alvorligt og forsøger at realisere det almene, hvilket for Kierkegaard vil sige at gøre sin pligt. Etikeren er rationel og har lært at ”Overtage sig selv som den, man er”. Etikeren er en æstetikerens modsætning; en æstetiker, der har valgt og gør hvad han mener er korrekt, og som ved, hvad der er forskellen på godt og ondt.

Det religiøse stadium er opdelt i to former. Den ukrævende religiøsitet, der går i kirke og beder bøn af rutine og tradition. Man kunne med et moderne udtryk kalde det en "kultur-krisen", sådan som de fleste danskere praktiserer i dag. Det finder Kierkegaard uacceptabelt.

Den anden er den lidenskabelige og åndeligt krævende tro, hvor personen indser det paradoksale og absurde i det kristne gudsbegreb: Gud fødes i Jesus som menneske for at dø på korset og opstå igen, så menneskeheden frelses fra dets synder, og Jesus er både Gud, Søn og Helligånd. Treenigheden er for Kierkegaard både troens paradoks og mirakel.

”Et geni i en købstad”

Samme år som Enten-Eller kom både Frygt og Bæven og Gjentagelsen. I sidstnævnte spørger Kierkegaard om, hvorvidt gentagelse kan lade sig gøre og svarer, at sand gentagelse i bund og grund er en religiøs begivenhed: den indtræffer, når troen giver den troende det liv tilbage, som var tabt.

I 1842 skrev Grundtvig, folkehøjskolens skaber, om religionsforfølgelse, hvilket fik Kierkegaard til at skrive, at han ”syntes Grundtvig er et vrøvl”. Så på trods af, at de to store tænkere begge var mod kirkens rationalisme, spiritualisme og romantiske følsomhed, kunne de ikke døje hinanden.

I 1844 kom Kierkegaards Philosophiske Smuler, som er et forsøg på at afklare, hvad kristendom er. Kierkegaard mente, at mennesket havner i usandhed ved egen skyld og har brug for Guds hjælp til at komme ud af den, men det sker gennem den personlige tro, ikke gennem den organiserede kirke. Kierkegaards syn på den organiserede kristendom var klar: ”den var Satans opfindelse”.

Angst

Udover "tro" er også "angst" et centralt begreb hos Kierkegaard. Han skelner klart mellem den frygt, rædsel eller det at være bange og så følelsen af angst, som er noget andet.

I Begrebet angst (1844) beskrives angst som den følelse af tomhed, som opstår, når man intet indhold har i tilværelsen og derfor betragter verden rent kvantitativ – alt bliver til varer, kunne man sige. Bogen bringer i høj grad den menneskelige psykologi på banen, længe før Freud eller Jung. Det er noget, man må rose ham for.

Mennesket er et Jeg, mener Kierkegaard, der først er rigtigt menneskeligt, når det påtager sig opgaven at blive sig selv. Et projekt der netop mislykkes, når den enkelte gribes af angsten. ”Angst er en fremmed magt der griber individet”, skriver Kierkegaard.

Angsten handlingslammer og passiviserer og fører én bort fra at vælge. Eller som filminstruktøren Fassbinder siger: ”Angst æder sjæle”.

Religiøs programerklæring

Mens Marx og Engels i Revolutionsåret 1848 udgav Det kommunistiske manifest forfattede Kierkegaard sin religiøse programerklæring i Kærlighedens Gjerninger med udgangspunkt i sætningen om, at ”du skal elske din næste som dig selv”.

Bogen er en undersøgelse af næstekærligheden og hvorledes kærligheden - som Kristus har åbenbaret - kan finde udtryk i alle handlinger, og derfor tager Kierkegaard netop udgangspunkt i kærlighedens umiddelbare modsætninger: mistro, misundelse, hovmod og dømmesyge.

Året efter formulerede han i ’Sygdommen til døden’ sit menneskesyn: Mennesket er et dialektisk forhold mellem modstridende sider og henvist til både livets hverdage og evigheden, mellem nødvendighed og mulighed.

Kierkegaard opdeler her sjælen i tre: kælderen, stuen og første sal - en teori Sigmund Freud kopierede i 1923 i sin teori om id, ego og superego eller instinkt, jeg og over-jeg!

Enevældens fortaler

Da kong Frederik VII i 1849 afskaffede enevælden, var Kierkegaard imod. Han var indædt tilhænger af en oplyst enevælde, og mente grundlæggende ikke, at den menige mand egnede sig til at have indflydelse på landets styring.

Også forlystelseshaven Tivoli faldt Søren for brystet; parken blev grundlagt i 1843 efter hans mening for at "behage folks underholdningssyge”.

Kort efter skrev han Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, der var ment som slutningen på forfatterskabet. Den blev imidlertid først udgivet efter hans død i 1859, og inden da nåede Til selvprøvelse. Samtiden anbefalet (1851) også at udkomme.

Kampen mod kirken

Kierkegaard kunne ikke forlige sig med en statskirke, hvis medlemmer ikke mente noget med det. De deltog ”i at lege kristendom og i at holde Gud for nar”, skrev han. Han mente, at kirken havde forfalsket kristendommen og betragtede præsterne som hyklere og svindlere, der kun ville tale om de ting i kristendommen, som var acceptable og ikke turde tale om kritiske ting som fortabelse og selvopofrelse.

Den ateistiske eksistentialist Jean-Paul Sartre skrev i det 20. århundrede om Kierkegaard, at han repræsenterede den ”kristne romantiks reaktion mod den rationalistiske menneskeliggørelse af troen”.

Kierkegaard har i dag stor indflydelse på højreorienterede præster som Dansk Folkepartis to fætre, Langballe og Krarup og tidsskriftet Tidehverv, trods han foretrak enevælden frem for folkestyret. Eller måske derfor?

Svær at læse

Det svære ved Kierkegaards tekster er at skelne mellem hans filosofiske og religiøse tanker. I sine mere religiøse værker mente han ikke, at det var muligt at vide, om Gud eksisterede, eller om kristendommen var sand. Kun gennem tro kunne man opbygge et forhold til Gud, var hans pointe.

De fleste af Kierkegaards værker er skrevet under pseudonymer, opdigtede navne, og i starten finansieret af ham selv, af den arv fra faderen, der finansierede hele hans liv.  

Han mente, at mennesket er anlagt på at være ånd, så når det som i dag for mange er ramt af åndløshed, vil det føles som en indre tomhed, der fører til angst og neuroser. Marxister og andre har siden kaldt dette for nihilisme; det ikke at have noget at tro på, intet at elske, intet at interessere sig for, intet at kæmpe for.

Kierkegaard er ikke til overfladiskhed, flokdyrsmentalitet og forbrugerisme, hvilket jo er et smukt træk.

Forbrugerismen så han som den enkeltes forsøg på at kvæle tomheden. Han dyrkede også selvreflektionen og mente, at vi ved at forholde os kritisk til vore egne tanker udviklede os som menneske.

Kierkegaard er utrolig svær at læse, og man skal huske at sætte ham ind i samtidens kontekst. Eller med Karl Marx ord:

”Filosofferne vokser ikke som svampe op af jorden, de er deres samtids frugt, frugter af deres folk, hvis mest forædlede og værdifulde, usynlige safter udtrykker sig i de filosofiske ideer. det er samme ånd, der bygger de filosofiske systemer i filosoffernes hjerne, som jernbanerne med arbejdernes hænder.”

Enden på Søren

Kierkegaard døde i 1855, midt i sin kamp mod kirken. Han blev bisat i Vor Frue Kirke og begravet på Assistenskirkegården. Kierkegaard hadede folkekirken, men i dag ser vi Dansk Folkeparti såvel som kirken forsøge at kvæle oprøreren i Kierkegaard og i stedet apropriere ham, akkurat som Dansk Folkeparti også i dag søger patent på danskhed og Dannebrog.

Forfatteren Peter P. Rohde skriver rammende, at Kierkegaards forfatterskab er en bestræbelse på at vise, hvorledes man kan opbygge en livsanskuelse. ”Den er ikke videnskabelig. Den er et forsøg på at basere livsbetragtningen på en kvantitativt synspunkt. Den er, som det hedder i undertitlen til Afsluttende uvidenskabelig efterskrift: et eksistentielt indlæg”.

Kierkegaards bøger er i øvrigt tilgængelige på engelsk, spansk, hebraisk, russisk, japansk og kinesisk.